Sherlock

Fortæl mig om din morgen.

Tag det fra begyndelsen.

Jeg vågnede.

Hvordan sov du?

Jeg sov ikke. Jeg sover ikke.

Du sagde lige, at du vågnede.

Jeg holdt op med at ligge ned.

Alene?

Ja, naturligvis.

Jeg tænkte på Rosie, din datter.

- Hun er hos venner. - Hvorfor det?

Jeg klarer det ikke altid lige godt.

Og... i aftes var ikke god.

- Det er forståeligt. - Hvorfor er det forståeligt?

Hvorfor skal alt være forståeligt?

Kan ikke nogle ting ikke bare være uantagelige, og så siger vi det?

Jeg mente bare, at det er i orden.

Jeg svigter min datter. Hvordan er det i orden?

- Du har lige mistet din kone. - Rosie har mistet sin mor.

Du stiller urimeligt høje krav til dig selv.

Nej, jeg formår det ikke.

Har du ingen at snakke med eller betro dig til?

Nej.

Jeg skal hente Rosie i eftermiddag efter psykologen.

Jeg har en ny, som jeg skal møde.

- Vil du fortælle hende om mig? - Nej.

- Hvorfor ikke? - Fordi jeg ikke kan.

- Hvorfor ikke? - Fordi... Hun tror, du er død.

Husk nu, John. Det er vigtigt.

Jeg er død.

For din egen skyld og for Rosies.

Det er ikke ægte. Jeg er død.

John, kig på mig!

Jeg er her ikke. Du ved du godt, ikke?

Vi ses senere.

Er der noget, du ikke fortæller mig?

Nej.

- Hvad kigger du på? - Ingenting.

- Du kigger hen over min venstre skulder. - Nej, jeg kiggede vel bare væk.

Det er en forskel på at se væk og at se på.

- Jeg bemærker den slags. - Ja.

- Jeg minder dig om din ven. - Det er ikke nødvendigvis positivt.

- Har du snakket med Sherlock Holmes? - Jeg har ikke engang set ham.

Han har lukket sig inde. Gud ved, hvad han laver.

- Klandrer du ham? - Nej, jeg tænker ikke på ham.

- Har han prøvet at komme i kontakt? - Nej.

Hvordan kan du vide dig sikker?

Hvis Sherlock Holmes vil i kontakt, undgår det ikke ens opmærksomhed.

Jaså... Vil du introducere mig?

FORRETNINGSMAND/FILANTROP

Godaften.

Mr Smith. De venter på Dem.

- Nu, tak. - Hent dem ind.

Det er vanskeligt at have så gode venner.

Venner er folk, man gerne vil dele med.

Venner og familie.

Hvad er det værste, man kan gøre mod sine allerbedste venner?

Har du noget på hjerte?

Ja, Ivan. Så afgjort.

Uanset hvad du siger, vil det ikke forlade dette lokale. Det kan vi alle borge for.

Hvad er så det værste, man kan gøre?

Fortælle dem ens dystreste hemmelighed.

Hvis man fortæller det, og de helst havde undværet de oplysninger, -

- så kan man ikke tage det i sig igen. Man kan ikke gøre det usagt.

Når først man har åbnet sit hjerte, kan man ikke lukke det igen.

Jeg tager pis på jer!

Selvfølgelig kan man det.

Vær søde at smøge højre ærme op. Kom nu.

Det er bare en forholdsregel.

Jeg forstår ikke. Hvad er det?

- Det er TD 12. Det er vores. - Jeres?

Vi fremstiller TD 12. Min virksomhed.

Det sælges til tandlæger og sygehuse til mindre indgreb. Det påvirker...

- ...hukommelsen. - Hukommelsen, ja!

Jeg er dig tak skyldig, Ivan, for tilladelsen til at bruge det.

Nu vidste jeg jo ikke, hvem du ville bruge det på.

- Spurgte du ikke? - Er I klar?

- Nej. - Vær søde at smøge ærmerne op.

Det er forrykt.

Jeg ønsker blot, kære Faith, at lette mit hjerte -

uden at belaste jer med det.

Det, jeg skal fortælle, vil forfærde jer, men så vil I glemme det.

Civilisationen har alle dage sat sin lid til en vis grad af selvvalgt uvidenhed.

Droppet vil sørge for, at I får den nøjagtige mængde af stoffet ind.

Intet, der sker nu, vil slå rødder i mere end et par minutter.

Jeg er bange for, -

- at nogle af jeres hidtidige minder også kan blive -

forvanskede.

Jeg vil dele noget med jer.

Noget personligt og betydende for mig.

Jeg føler trang til at tilstå, -

mens I vil føle behov for at glemme.

Når dette er overstået, kan I frit gå herfra uden bekymringer.

Før I vender tilbage til verden udenfor, vil I ikke huske noget af det, I har hørt.

- Lykkelig uvidenhed? - Hvad er der i vejen med lykke?

Nogle af jer kender hinanden, andre ikke.

I skal vide, at en af jer bestrider en høj stilling inden for politiet.

En af jer tilhører dommerstanden.

En af jer sidder i bestyrelsen i et fremstående radio- og tv-selskab.

To af jer arbejder for mig, og en af jer er naturligvis min henrivende datter.

Faith.

Jeg har behov for, at netop I skal lytte til mig.

Jeg har tjent millioner.

Til mig selv, til jer omkring bordet, til millioner, jeg aldrig har mødt.

Visse almennyttige organisationer ville ikke eksistere uden mig.

Hvis livet er et regnskab, så har jeg overskud på kontoen.

Der er opstået en situation, der skal tages hånd om.

Jeg har et problem, og der findes kun en udvej.

Hvad er det?

Det piner mig at sige...

Jeg må dræbe nogen.

JEG MÅ DRÆBE NOGEN

Hvem?

Havde vi et møde? Var der et møde?

...må dræbe nogen.

Faith.

- Min søde pige... - Jeg kan ikke huske det.

Jeg kan ikke huske, hvem du ville dræbe.

Om bare fem minutter vil du ikke huske, hvorfor du græd.

De andre har det fint. De er smuttet ned til pubben.

Jeg giver!

Faith dog...

Skal jeg ikke tage det? Det vil bare volde dig kvaler.

For tre år siden fortalte min far, at han agtede at dræbe nogen.

Et ord, mr Holmes. Det ændrede mit liv for stedse.

Blot et ord.

Hvilket ord?

- Et navn. - Hvilket navn?

Jeg mindes det ikke.

Jeg mindes ikke, hvem han ville dræbe, og jeg ved ikke, om han fuldbyrdede det.

Du bruner dig ikke eller affarver håret regelmæssigt. Har du givet op?

Leder du aldrig i spejlet efter en anden?

Nej. Ejer du en amerikansk bil? Nej, en med rattet på venstre side.

- Nej, hvorfor spørger du? - Jeg lagde nok bare mærke til noget.

NOGET

Har du det godt?

Nej, du ejer ikke en bil. Du bor alene uden kontakt til nogen.

- Hvordan ved du det? - Det er åbenbart. Du gør alt for at spare.

Se bare dit lille køkken. Ærgerligt som ivrig kok.

- Jeg forstår ikke. - Vent, hvorfor kiggede jeg ud af vinduet?

Jeg må have haft en grund. Det kommer nok.

Du flyttede til noget mindre, da du sagde dit job op.

Eller da du afsluttede dit forhold.

- Det kan ikke du vide. - Jo.

Al nærhed var ude af billedet, ikke? I en rum tid endda.

Se, åbenlyst.

- Det kan du ikke tyde ud fra et ark papir. - Det gjorde jeg ellers lige.

- Hvordan? - Jeg ved det ikke. Det sker bare.

Det er som en refleks.

FUGTIG

Frakke.

- Jeg har ingen frakke. - Det så jeg. Hvorfor mon?

- Hvem taler du med? - Fis af.

- Hvad synes du? Om min sag. - Den er alt for omsonst for mig.

Gå til politiet. De er glimrende, hvad angår indviklede sager.

Sig, at jeg sendte dig. Godaften.

Jeg beder dig. Jeg har ingen andre at ty til.

Jeg har travlt. Jeg skal drikke en kop te.

Er "kop te" kode for noget?

- Det er en kop te. - For måske ville du foretrække -

kaffe.

Du er mit sidste håb.

Det var da uheldigt. Godnat og gå din vej.

- Hvad er uheldigt? - Klap i! Det minder mig om, at du findes.

- Selv er jeg kongenitalt uheldig. - Håndtaske!

Det er ikke sjofelt. "Kongenital" betyder...

Håndtasken!

Stands! Vent!

Dit liv er ikke dit eget. Hold hænderne fra det!

- Hænderne fra det! - Undskyld? Hvad snakker du om?

- Din nederdel. - Nederdel?

Kanten! Det var det, jeg så. Jeg prøver at indhente min hjerne.

Mærkerne. De kommer af, at nederdelen sidder fast bildøren.

- Men de er på passagersiden. - Jeg tog en taxa.

Der står ingen taxa og venter. Det var det, jeg tjekkede fra vinduet.

Du nåede til yderdøren uden at ringe efter en. Og se dig!

Du gik ud uden frakke på i det vejr? Det behøver ikke betyde noget...

Men vinklen på arrene på din venstre underarm, og ærmet du hiver i...

- Dem så du aldrig. - Nej. Tak, fordi du bekræftede teorien.

Behøver jeg påvise, at vinklen stemmer overens med selvskade?

- Nej. - Behold du dine ar.

Jeg vil se din håndtaske.

- Hvorfor? - Den er for tung.

Jeg var dit sidste håb, og nu går du uden nogen plan for at komme hjem -

med en pistol.

- Pomfritter! - Pomfritter?

Du er på randen til selvmord. Du må godt unde dig selv pomfritter.

Sherlock? Er du på vej ud?

Jeg kan godt huske vejen. Derigennem, ikke?

- Du er i en elendig forfatning! - Jeg har en ven med, så...

- Hvilken ven? - Hej hej!

Kom så.

Jeg hedder Culverton Smith, og jeg stemmer på...

- Jeg talte med premierministeren. - Beklager, mr Holmes.

Det gælder Deres bror. Han har forladt sin lejlighed.

Stod den i brand?

Selv når jeg er på farten, holder jeg af god mad.

Ser du sammenfoldningen?

De første par måneder skjulte du den i en bog.

Bøgerne må have stået tæt efter den skarpe kant at dømme.