The Wonderful: Stories from the Space Station

...fremskridt inden for videnskab.

Muligheder og jobs opstår, når vi træder over tærsklen til ny viden

og rækker dybere ind i det uvisse.

Intet sted er det vigtigere end vores næste grænse: Rummet.

I aften beder jeg NASA om at udvikle en permanent bemandet rumstation

og gøre det inden for et årti.

BAJKONUR, KASAKHSTAN

Hej, far. Har du fået dine julegaver?

Ja. Tak for T-shirten.

Jeg lagde også en klokke i pakken. Der stod: "Den bedste far."

-Jeg fik også klokken og kortet. -Ja.

T-shirten lå også i pakken.

Ja.

-Elsker dig, Charlotte. -I lige måde.

DEN 20. SEPTEMBER 1963 FORENEDE NATIONER, NEW YORK

Hr. generalsekretær,

de Forenede Nationers delegerede, mine damer og herrer,

vi mødes igen i vores stræben efter fred.

Præsident Kennedy holdt en tale i FN i september 1963...

'ASTRONAUTSKABEREN'

...og tilbød USSR at blive en del af Apollo-programmet.

Endelig, på et område, hvor USA og Sovjetunionen

har særlige evner, på rumområdet, er der plads til samarbejde,

til fælles indsatser angående reguleringen og udforskningen af rummet.

-En af de muligheder, jeg henviser til, er en fælles rejse til månen

-Rummet tilbyder ingen suverænitetsproblemer

Hvorfor skulle menneskets første rejse til månen

så blive en konkurrence mellem nationer?

November samme år skrev han et notat til NASA og gav dem to uger

til at svare på, hvorfor Sovjetunionen ikke skulle være en del af Apollo.

Præsident Kennedy blev dræbt den 22. november, så det blev aldrig til noget.

Visionen, Kennedy havde om at arbejde som partnere,

har endelig materialiseret sig og bliver virkeliggjort i dag.

Det er rumstationen, der findes lige nu.

"Du kan ikke krydse oceanet,

medmindre du har modet til at miste kysten af syne."

CHRISTOFFER COLUMBUS OPDAGELSESREJSENDE

Aldrig har man haft et ingeniørprojekt af dette omfang eller denne størrelse.

Man tager maskindele, der er bygget flere tusind kilometer fra hinanden,

der aldrig har været i kontakt med hinanden...

Så skal man samle dem ude i rummet i et vakuum med 28.000 kilometer i timen,

og de skal virke første gang, de samles, uden at lække eller få andre problemer,

der er katastrofale ude i rummet.

Og de virkede alle sammen, da vi samlede dem.

-DEN INTERNATIONALE RUMSTATION FØRSTE DEL OPSENDT 1998.

-42 SAMLINGSMISSIONS 16 NATIONERS SAMARBEJDE.

454 TON 0,40 HEKTAR SOLPANELER

SEKS SOVEVÆRELSER TO BADEVÆRELSER

ET FITNESSCENTER INGEN STOLE

LÆNGDEN AF EN FODBOLDBANE

KONSTANT BEBOET SIDEN NOVEMBER 2000

400 KILOMETER OVER JORDEN

HUSER 230 MÆND og KVINDER FRA 19 NATIONER

KREDSER OM JORDEN HVERT 90. MINUT REJSER MED 28.163 KMT

OVER 221 RUMVANDRINGER BYGGERI

VEDLIGEHOLDELSE og OPGRADERINGER

Jeg var ude i rummet tre gange.

Min tredje mission var som kommandør på Den Internationale Rumstation,

da den skulle samles.

Jeg blev trænet til flere mulige rumvandringer, og jeg foretog en...

KOMMANDØR, EKSPEDITION 3, NASA

...hvor vi koblede kabler til et nyt rum og afprøvede noget nyt russisk udstyr.

Det tager en hel dag at forberede sig. Man skal samle udstyret,

gøre stationen klar til, at vi eventuelt kan komme ind ad andre veje,

-og så skal man sørge for, at dragten virker rigtigt, inden man går udenfor

-Det er en helt anden oplevelse at være uden for stationen

Tænk på Washington Monument. Forestil dig, at nogen bad dig om

at gå ud ad vinduerne øverst og vaske monumentet udenpå.

Man åbner vinduet, kigger ud, og der er intet 150 meter ned.

Når man åbner lugen på stationen og kigger ud,

er der kun atmosfæren 400 kilometer under en.

Man sikrede sig meget nøje, at stropperne sad fast,

for de russiske dragter havde ikke en raket bagpå til at flyve en tilbage.

Efter en times tid, da jeg havde fundet mig til rette,

befandt jeg mig oven på stationen,

så jeg fastgjorde mine fødder under håndgrebene og stod op på stationen.

Forestil jer at stå på en 747 og kun holde fast i et lille reb.

Sådan føltes det at stå deroppe, for man havde stationens skrog,

vingerne fra solcellepanelerne, og man befinder sig der med Jorden under sig.

TRE ÅR TIDLIGERE

DEN 27. JANUAR 1998

TALE TIL NATIONEN WASHINGTON, D.C.

Gennem historien har mennesket kun haft et sted at kalde sit hjem:

Jorden.

Fra nu af, 1998,.

-bygger mænd og kvinder et ståsted i himlen: Den Internationale Rumstation

Med dets store vidder skal videnskabsfolk og ingeniører sejle ud

på et ukendt hav af grænseløse gåder og ubegrænset potentiale.

Rumstationen er virkelig som at være på et skib, der sejler på et hav.

Vi har trukket på den arv, vi alle har som søfartsnationer.

Rumstationen giver os mulighed for at blive en rumfartscivilisation.

Mit navn er Bill Shepherd, og jeg var kommandør på Ekspedition 1,

den første besætning på rumstationen, der kom ombord i november 2001.

Da jeg var barn, begyndte rumprogrammet, og alle ville være astronaut.

Jeg havde ikke rigtig udsigt til det,

indtil jeg efter college kom ind i søværnet

og fik mulighed for at søge ind i rumfærgeprogrammet.

Sådan havnede jeg i NASA.

Da jeg var lille, skar jeg bjælker op og lavede små både.

Jeg er stadig i bådbyggerbranchen. Den er ved at komme i kredsløb.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev valgt som kommandør til den første ekspedition.

I søværnet arbejdede jeg med mange udenlandske modparter,

og det krævede megen sund fornuft og en lille smule baggårdsdiplomati.

Jeg ved ikke, om de valgte mig af den grund, men det hjalp mig en hel del.

-Det var kontroversielt, at jeg blev kommandøren

KOMMANDØR, EKSPEDITION 1, NASA.

Jeg var sammen med to russiske kosmonauter,

men mange politiske ledere i Rusland var ret utilfredse med,

at USA havde overtaget deres rumprogram.

BAJKONUR, KASAKHSTAN

Da jeg var meget ung, var mine drømme mere jordnære.

Men de handlede altid om teknologi.

Jeg syntes om maskiner. Store, indviklede maskiner.

Da jeg var ved at blive færdig på gymnasiet,

læste jeg en hel del science fiction og mente, at det ville være skønt

at arbejde i rumindustrien, hvis man kunne være så heldig.

Ligesom alle drenge kiggede vi op mod himlen og læste bøger om rumrejser.

Jeg var gammel nok til den tid til at vide,

at mine odds for at blive kosmonaut ikke var særlig gode.

Mit navn er Sergei Krikalev. Jeg er kosmonaut.

SERGEI KRIKALEV, KOMMANDØR, EKSPEDITION 11, ROSKOSMOS

Den første besætning blev samlet,

og da jeg havde erfaring med at arbejde både på Mir og rumfærgen,

blev jeg en del af besætningen.

-Til at begynde med var Bill Shepherd og jeg de eneste deroppe

-Kort efter sluttede Yuri Gidzenko sig til vores besætning

Det var besætningen: Bill Shepherd, Yuri Gidzenko og mig.

Vi trænede i næsten fire år til den første lange mission.

Mit navn er Ginger Kerrick.

Jeg er afdelingsdirektør for Flight Integration Division

på Johnson Space Center.

I sommeren 1995 afleverede jeg min ansøgning som astronaut.

De havde modtaget 3.000 ansøgninger, indkaldt 120 til samtale,

og jeg var en af de 120.

Jeg var 26 år gammel og tænkte: "Du godeste. Min drøm er gået i opfyldelse."

Men i løbet af samtaleugen opdagede de, at jeg havde nyresten,

og man havde afgjort det år, at hvis ens krop havde evnen til at skabe en sten,

ville man aldrig komme i betragtning.

Så jeg blev knust, men jeg var startet på et nyt job,

hvor jeg underviste astronauter, og tænkte: "Da jeg ikke blev astronaut,

er det måske en anden sti, der er min skæbne."

"Jeg er 26, så hvad med at have et åbent sind og se, hvor det fører hen?"

MOSKVA, RUSLAND

STJERNEBYEN, KOSMONAUTTRÆNINGSANLÆG

ISS TRÆNINGSMODUL.

-Vil du gennemgå procedurer eller vises rundt

-Jeg vil gerne vises rundt. -Godt. Lad os starte her.

Jeg skulle støtte den første besætning, der skulle flyve ud

til den endnu ikke byggede Internationale Rumstation.

Så jeg arbejdede med William Shepherd, Sergei Krikalev og Yuri Gidzenko.

Her er personen, der skal leve derinde.

Sergei, ryd op på dit værelse.

Åbn døren, og smid det hele ud.

De gutter var alle tiders.

Hvad alder angår... Yuri var på min alder,

Sergei var på alder med min storebror,

og Shep var 20 år ældre og lidt ligesom en faderfigur.

At styre de tre personligheder krævede enestående evner.

Det var et nyt fartøj.

Det bestod af komponenter fra 15 forskellige lande.

Delene skulle ikke samles, før de blev samlet på stationen.

Mange af teknikkerne og procedurerne til operationen var endnu ikke nedskrevet.

Så vores træning var i høj grad "at improvisere sig frem".

Træningen var intens og usædvanlig tilmed efter moderne standard.

-Træningsniveauet var yderst højt, fordi vi studerede en masse ting.

i tilfælde af uforudsete nødsituationer

Vi trænede både i Houston og her i Stjernebyen.

Det var en interessant og venlig udveksling af erfaringer, oplysninger,

følelser og indtryk, fordi alle fik mulighed for at lære noget nyt.

Det var en vidunderlig oplevelse.

Var det ikke for nyhederne, ville jeg aldrig have troet,

at der var nogen fjendtlighed mellem Rusland og USA ud fra den erfaring.

Landene havde konkurreret med hinanden siden tidligt i 60erne

om at komme ud i rummet, rumkapløbet,

men nu ved vi, hvis vi vil rejse til månen eller Mars,

at vi kun kan gøre det sammen.

Vi landede Survival om vinteren uden for Moskva, og det var meget vådt og koldt.

Vi befandt os i en kapsel,

hoppede ud i overlevelsesdragter, byggede en lejr og skulle overleve.

Det var en utrolig god oplevelse, der bandt besætningen sammen.

Vi lærte hinanden at kende,

og så, hvad vi hver især kunne bidrage med i forhold til styrker og svagheder.

BAJKONUR AFFYRINGSRAMPE, KASAKHSTAN

Vi har været her i to dage. Opsendelsen finder sted om tre dage på tirsdag.

-Alting i fartøjet ser ud til at være klar. Besætningen har trænet flot

-Vi har været klar i et år til at flyve ud i rummet

Det er en fredelig tid, hvor vi tænker på alt det, vi skal, når vi flyver,

og på tirsdag er vi klar.

Beth, noget at tilføje?

Det er svært at tro på, at vi stadig er her,

og ser kun frem til at se god opsendelse.

BILL SHEPHERDS KONE

Opsendelsen fandt sted den 31. oktober 2000.

Vi er ude i Bajkonur ude i ørkenen i Kasakhstan.

Vi skrev vores navne på dørene ind til vores værelser.

Jeg tegnede en rumstation.

Bill Shepherd får selskab af Johnson Space Centers direktør mr George Abbey.

Dette er, kort før besætningen skulle iføre sig dragterne, da de var stået op.

Vi spiser lidt morgenmad og kører ud til rampen i en bus.

Bill Shepherd, kommandøren af Ekspedition 1,