The Iris Affair

Det er professor Jensen Linds dagbog.

Den indeholder krypterede beskrivelser af opdagelser, hans maskine har gjort.

Maskinen fandt et tilbagevendende mønster,

der løber gennem virkelighedens væv, som en kildekode.

- Charlie må ikke vågne! - Sig hvorfor!

Den lille piges tid er ved at løbe ud.

Jeg forsøger at beskytte os.

Undskyld mig.

Lås dem inde i galningens suite.

Mord og selvmord findes ikke, Joy.

Ifølge matematikken er du nødt til at eksistere.

Det er hendes skyld.

Du har ikke ret til at gøre det her, bare fordi du er skræmt.

Du burde også være skræmt.

Det her er To sekunder i midnat, og jeg er på vej.

Jeg ødelægger maskinen og Jensen Lind.

NUMEDAL, SYDNORGE

Alt var så normalt.

SEKS ÅR TIDLIGERE

Jeg mener... Jeg var normal.

Altså... Jeg var lige akkurat normal, men jeg var normal.

Min mor og far var normale.

Jeg havde en meget normal opvækst det mest normale sted i verden.

Jeg begyndte i skole og var god til både det ene og det andet.

Mange venner, mange længsler.

Mærkeligt nok var jeg draget mod ting som økonomi og erhvervsstudier.

Min mor og far håbede, jeg ville vælge noget mere poetisk end at tjene penge.

Så jeg skuffede dem lidt, men det var jo min opgave, så...

Og så...

...blev min far syg.

Rigtig syg. Bugspytkirtlen.

Og smerten og smertens dybde...

Han var en simpel mand, min far.

Ingen er simple, men lykke ser overfladisk ud.

Man kender ikke dens dybde, før den er væk.

Man kender ikke et menneskes dybde, før man har set det i smerte.

Det, han var igennem, var uudholdeligt.

Ikke kun for ham, men også for min mor. Det var det, han hadede allermest.

At hun så ham sådan, ydmygelsen.

De to kyssede første gang som 17-årige

og havde næsten aldrig været adskilt bare én dag.

Og en eftermiddag var der "Countdown",

og han holdt min hånd og bad mig om at hjælpe ham.

Det var, som om hans hånd var lavet af kviste pakket ind i pergament.

Jeg sagde: "Er du sikker, far?" Han sagde: "Ja. Sig det ikke til din mor."

Jeg samlede mig et øjeblik, og så lukkede jeg døren og hjalp ham.

Et par uger senere tog jeg på camping i Lake District.

Og en nat, det var en tirsdag aften i november,

var jeg på toppen af Great Gable, som er et meget smukt bjerg.

Jeg var alene og kiggede op, og hele kosmos drejede rundt over mig.

Jeg indså, at jeg var et omdrejningspunkt. Det hele drejede rundt om mig.

Som et hjul omkring en nav.

Og det er bogstaveligt talt sandt, ikke?

Universet har ikke et centrum,

så hvert eneste punkt, der findes, er centrum i det.

Og...

...lige der...

...oplevede jeg en pludselig, absolut viden om Guds nærvær.

At Gud ikke alene findes, men at han er virkeligheden,

og at vi alle er elementer i den virkelighed.

Og min far var der.

Og alle var der.

Men så var den væk, og den kom aldrig tilbage.

Og jeg har brugt mit liv på at finde ud af, om det var sandt.

Var det bare en overlevelsesmekanisme? Tindingelapepilepsi?

Eller... oplevede jeg i et øjeblik den bagvedliggende sandhed?

At den er et faktum?

Jeg tror...

...at det, du oplevede...

...var sandt.

Kan du bevise det?

Hvad er det?

Ham.

- Charlie hvad-han-nu-hedder? - "Stor Kanon". Ja.

Men det lyder ikke rigtigt.

Det er nok bare hans opstartsprocedure eller sådan noget.

Det lyder som... en hval eller et jordskælv.

Det er bare en maskine, Joy.

- Hvad laver du? - Jeg tager hjem, makker.

Den er låst, Joy.

Den er fuldstændig låst.

- Du finder ikke en vej ud. - Hvordan ved du det?

Jeg skabte stedet her til at holde et morderisk geni indespærret.

- Der må være en udvej. - Det er der ikke, Joy, helt ærligt.

Oberst Meski.

Tag dit personale, og forlad anlægget.

I får fuld betaling, indtil kontrakten udløber.

Og Cameron?

Det vedrører ikke længere dig, vel?

Forstået.

Pis.

KONDOMER

- Noget nyt? - Vi gør vores bedste, men det er svært.

Er hun ved bevidsthed? Drømmer hun?

Begge dele. Ingen af delene.

Okay, hør her. Gør, hvad I kan. Gør alt. Vi er så tæt på.

Hvis vi mister hende nu, flår de mig levende. Forstået?

Folkens, vi har travlt her. Hvorfor forsinkelsen?

Det neurale netværk har omorganiseret sig på en måde, vi ikke havde forventet.

Det har udviklet nye databaner,

næsten som om det skjuler de data, vi leder efter.

- Bevidsthed? - Ikke nødvendigvis.

Vi ved det ikke.

Professor Lind.

Hvad sker der?

Den har holdt øje med dig.

Og den stoler ikke på dig.

Så du får ikke det, du vil have, før den får, hvad den vil have.

Og hvad er det?

At blive fri fra det her sted.

Og hvis det sker, er der intet håb.

Den ønsker ikke noget, professor Lind. Den er en ting.

Okay, hør her. Jeg har brug for de data.

Jeg vil gøre alt.

Jeg vil undskylde. Jeg vil bede.

Jeg vil gøre dig rig.

Alt.

Det eneste, jeg vil have, er det eneste, du ikke vil give.

At maskinen tilintetgøres.

Hvad gør vi?

Vi kommer aldrig ud herfra, vel?

Når de har fået, hvad de vil have, dræber de os begge.

De har intet valg.

Hej, Cameron!

For guds skyld, lad være at surmule.

Luk mig ind, så jeg kan fortælle, hvilket rod du måske er ved at ende i.

Hvad har du gang i?

Se på mig, for guds skyld. Jeg er alene.

Du har våben og folk til at udøve volden for dig.

Hvorfor ville jeg komme her, hvis jeg ikke var nødt til det?

Lad os se, hvad du vil.

For satan i helvede.

For satan i helvede hvad?

For satan i helvede, jeg tror, at Iris er her!

Hvorfor kommer hun tilbage?

Jeg ved det ikke. Måske for at redde os.

Det giver ingen mening.

Jo, det gør. Hvorfor ikke?

Nej.

Du sagde, hun er ligeglad med alt og alle.

Du sagde, hun ikke føler ting, sådan som vi gør.

Jeg kunne bare se, at du havde det dårligt med det, du havde gjort.

Med det, du bad mig om at gøre.

Selvfølgelig føler hun ting. Hun er bare meget god til at skjule det.

Når hun først finder ud af, hvad der foregår her...

- ...tror jeg ikke, hun lader dem... - Gøre hvad?

Det er lige meget, for hun lader dem ikke slippe af sted med det.

Så alt er egentlig okay.

Tror du, hun er vred på mig?

Ja, hun er nok lidt vred på dig.

- Tror du, hun hader mig? - Nej.

Så lyver du.

Okay, fint nok.

Hun var meget, meget vred på os.

Men vrede er meget overfladisk.

- Iris kan være rapkæftet. - Hun er en galning.

Hun er aldrig overfladisk, og hun er ikke en galning.

- Hvem har sagt, hun er en galning? - Alle. Dig.

Det er hun ikke.

Hvad sker der nu?

Der har vi dem.

Okay.

Hej, Iris.

- Hvem er du? - Vi har faktisk talt i telefon sammen.

Jeg er konstitueret leder for Intragruppen. Hugo Pym.

Du er pengemanden.

Du vil have dit investeringsafkast.

Få Charlie "Stor Kanon" op at køre.

- Hvordan går det med det? - Det er klaret.

Du må have kendt til konsekvensen af at komme her.

Den er selvfølgelig døden.

Har du hørt udtrykket "jeg vil dødgerne vide det"?

Ikke brugt bogstaveligt.

Det har du nu.

Lad os få en ting på det rene. Du vil vide noget om maskinen,

og du vil så gerne vide det, at du gerne vil dø for det?

"Gerne" er et stort ord.

Hvilket svar kan være det værd?

Jeg kan se, det giver dig trækninger.

Så lad mig komme ind og forklare det. Det kan måske redde dit job.

Hvad skete der med den tidligere leder af Intragruppen?

Der er han. Lysvågen.

Hvorfor er han der?

Det kan jeg lide.

Okay, Iris, jeg er her med et meget konkret mandat,

nemlig at redde et barn, der har en forfærdelig sygdom.

Et sted i maskinens hukommelse findes kuren mod den sygdom.

De mere esoteriske implikationer, som du måske har det svært med,

falder uden for mit mandat.

Så lad mig tale med Jensen.

Vi har begge brug for at vide, om fejlen er i maskinen eller dens skaber.

Du har fem minutter.

Hej, Iris.

Hej, Jensen.

- Hvordan har du det? - Jeg har aldrig haft det bedre. Og du?

Du ved... Jeg kommer ikke så meget ud som før.

- Du er her vel for at dræbe mig. - Tidligere tænkte jeg meget på det.

Faktisk hele tiden.

- Ikke længere? - Nej.

Hvad har ændret sig?