Abigail

SOMMER 95 ÅR EFTER GRÆNSEN BLEV BYGGET

Nu har jeg dig, min pige! Nu har jeg dig.

-Navigatør, hvilken vej hjem? -Hvad? Er vi faret vild?

Vild? Nej, nej. Det ville ikke ligne os.

Kig op. Op. Højere.

Ser du dragen deroppe? Kan du se enden på linen?

Det er Nordstjernen.

Det er, fordi den viser, hvor Nordpolen ligger. Nu...

Nu vi ved, at nord er den vej.

Og vi bor hernede, i syd.

Så...

Nu kender vi vejen hjem. Hvis du farer vild...

...skal du bare holde hagen oppe.

Nå, nu går vi hjem.

Mor har bagt en tærte. Den er sikkert god.

VINTER 96 ÅR EFTER GRÆNSEN BLEV BYGGET

-Hr. Garrett! -Abigail.

-Hvad er det? -Hvad?

William. Hvad fører chefen for sikkerhedsafdelingen hertil?

-Hele afdelingen har fået ordren. -Godaften, hr. Garrett.

Hvorfor al den ståhej?

Du ved, hvad jeg har gjort for byen. Hvor vigtig jeg er for dem.

William, nu skal du høre, hvad der sker.

Jeg kommer ud derfra, og ingen vil kunne røre mig.

Far, bliver hr. Garrett til te?

Ja, skat, hr. Garret vil sikkert gerne have te, men det er sengetid.

Giv mig en halv time til at lægge hende i seng.

Far...

Se, hvad jeg har her. Det er en gave.

-Jeg har lavet den specielt til dig. -Hvor er den flot.

Så rund.

Denne sfære indeholder alle mine tanker om dig.

Hav den altid på dig. Okay?

Okay. Tak, far.

Sov nu, min prinsesse. Luk øjnene, så bliver jeg her, til du sover.

Han kan ikke være syg! I har ikke engang scannet ham!

Han er inficeret, som hele laboratoriet. Jeg er ked af det, Margaret.

Vent! Nej, jeg beder jer!

Roy! I har ikke scannet ham!

Far?

VINTER 104 ÅR EFTER GRÆNSEN BLEV BYGGET

Dette er chefen for sikkerhedsafdelingen, der taler.

Længe har grænsen givet os fred og ro,

men epidemien er endnu en gang brudt ud.

"Henry er gidsel hos Ians bande. Vi mødes klokken ni på den forladte gade."

Antallet af inficerede stiger for hver time.

Alle skal forenes og samarbejde for at håndtere krisen.

Sikkerhedsafdelingens inspektører arbejder hårdere end nogensinde.

De udfører utrætteligt kontroller for at fange alle infektioner tidligt.

Sygdommen er ekstremt smitsom og fører til en smertefuld død.

Vi gør alt i vores magt for at forhindre dens spredning i byen.

Der findes ingen synlige symptomer, og sygdommen opdages med særligt udstyr.

I infektionens andet stadie oplever den smittede feber og sygdom.

I tredje stadie, kramper og hallucinationer.

I tredje stadie er smitterisikoen høj.

For den offentlige sikkerheds skyld sættes alle smittede i karantæne,

og en smertefri, dødelig indsprøjtning gives, inden sygdommen når stadie tre.

Den, som skjuler smittede, betragtes som en forræder

og anklages for forræderi for at have sat fællesskabet i fare.

Hej, far.

Udgangsforbuddet er startet. I bedes alle gå hjem.

Han er vores gidsel. Han var på vores område, hvor I ikke må komme.

De vil scanne jer. Og mindst en af jer er sikkert inficeret.

Præcis som jeres slægtninge.

De tager jer og giver jer sprøjten. Smut, mens vi stadig er rare.

Stop. Hvis I starter en krig, så kommer inspektørerne på to sekunder.

Hold din mund, spedalske unge.

Den første, som finder nødblusset, når op til taget og tænder det, vinder.

Vinder jeg, så slipper I ham fri, og du, Ian, beder om hans tilgivelse.

-På knæ. -Og hvis jeg vinder.

-Så bliver jeg gidslet i stedet. -Bered dig på ikke at komme hjem.

Du kan godt! Kom så, Ian!

Kom så, Ian!

-Vi skrider! -Inspektører!

Inspektører!

Første stadie. Tag ham.

Nej! Det er en fejltagelse! Jeg er ikke inficeret!

Onkel Roy?

Stop, Roy. Det er Garrets ordrer. Jeg ved ikke, hvad han tænker.

Jeg er blevet kaldt til hans residens. Jeg kommer senere.

Roy, tag det roligt. Det skal nok gå.

-Far, hvordan kom jeg herhen? -Jo, altså...

Skal vi efterforske sagen?

Fortæl mig, frøken. Hvad husker De?

-Jeg kom for at sidde hos dig. -Jaså, kom for at sidde.

Og så faldt du i søvn. Der var den!

Du faldt i søvn, og så glemte du det.

Far, hvad er det der?

Den er til, at du ikke glemmer.

Far, hvorfor har du så mange ure?

For at jeg ikke mister tiden.

Disse ure beskytter tiden.

-For din og min skyld. -Kan man virkelig miste den?

Du kommer til at sidde her og lytte til lyden fra alle urene.

Og før du ved af det, er den væk.

Glædelig grænsedag, min kære. Det er en stor helligdag.

-Det er ikke en helligdag, mor. -Jeg bager en kage. Hent mel til mig.

-Jeg går ikke ud i dag. -Hvad? Alle skal til torvet i dag.

Jeg har ikke lyst.

Jeg var gerne gået selv, men jeg skal sidde ved symaskinen til i aften.

Okay.

-Hallo! Undskyld, gider I købe mel til os? -Mor, hvad laver du?

Nej? Nå, okay.

Undskyld, min datter Abigail har ikke lyst.

-Okay, mor. Jeg skal nok gøre det. -Køb også lidt sukker.

-Infektionskontrol! Stop! -Jeg klarer den selv.

Jeg slog en inspektør. Det er forbi!

Det er ude med os! De tilgiver os aldrig. Vi må flygte.

Stop nu, mor. Vi kan ikke flygte eller forlade byen.

Hør. Roy er fars ven. De blev ført bort sammen.

Men nu er Roy inspektør, så måske lever far også.

-Din far er død. Han var smittet. -Det var Roy også!

-Så han burde have været død i ti år! -Stop, Abby! Pak dine ting!

-Hvis vi ikke gemmer os, fanger de os! -Kom nu, mor.

-Roy sladrer ikke. -Hvordan ved du det?

Ellers fortæller jeg alle, at han besøgte sin kone, og at de har et barn,

som hun gemmer derhjemme. Hvorfor gemmer hun ham?

Hvorfor har inspektørerne masker?

Myndighederne vil ikke have, at vi ved, nogle af dem er vores slægtninge.

Vi afhører Roy. Han hjælper os med at finde far.

-Hvad? Nej, Abby. -Jo, hvad har vi at miste?

Hvorfor leve et liv stigmatiseret som en smittets familie?

Nu er der da i det mindste håb for at finde far.

Hvor er min far?

Jeg melder jer til sikkerhedsafdelingen. Det er slut for jer. De fjerner jer begge.

Gør det. Jeg har allerede fortalt nogen om dig.

Roy, er du okay?

Nu forstår jeg. Og naboerne har undret sig over, hvem faderen var.

Han må ikke besøge sin familie, men han kom tilbage. Det betyder alt for mig.

I dag fejrer vi bygrænsens 105-årsjubilæum.

Vi viser den dybeste respekt for grundlæggerne af Fencington.

Vores vise og visionære forgængere for verdensfred og offentlig orden.

De satte en stopper for smitten.

Vores fjender på den anden side bruger biologiske våben mod os.

Var det ikke for vores grundlægger, var byen blevet en smittezone.

-Hvad vil du? -Gør, som jeg siger, eller jeg melder dig.

-Så vokser din søn op uden en far. -Hold min familie ude af det her.

Hvis du gør, som jeg siger.

Hvorfor så dyster? Smil. Folk kigger på os.

De besøger hvert et hus og kontrollerer alle byens indbyggere.

Giv dem al den hjælp, I kan.

De arbejder for alles bedste.

Den, som skjuler smittede, betragtes som forræder

og anklages for forræderi for at have sat fællesskabet i fare.

-Hvor er min far? -Jeg ved det ikke. Vi blev straks adskilt.

Jeg fik valget mellem deportation eller at blive inspektør.

Og du valgte masken.

Hvad er det her?

Er det tunnellen gennem sikkerhedsafdelingen?

Ved du, hvor de har informationerne om de smittede?

Ethan Blake bør vide, hvor din far er.

-Ethan Blake, han arbejdede med min far. -Han har ansvaret for de smittede.

-Bor han stadig der? -Ja.

-Jeg går selv hen og kigger. -Ingen må forlade torvet under ceremonien.

Du sørger for, at jeg kan komme væk.

Hvor er hovedkvarteret?

Svar mig.

Svar mig!

I skal fortælle mig alt!

Hvor er hovedkvarteret?

Hvor er hovedkvarteret?

Ian. Deportering.

SAGSMAPPE IAN HOPE

LISTE OVER FANGER

Føj Ethan Blake til listen.

Om en halv time deporteres de smittede til den permanente fangezone.

Sig, at lastbilen er med os.

Lastbilen er med os, ekstra vagter.

Det er jeg ikke blevet informeret om.

Hvad rager det dig? Jeg er chefingeniør Ethan Blake.

Det har jeg jo sagt. Åbn nu.

Far, hvad findes der bag grænsen?

Det taler vi ikke om.

-Skal jeg fortælle en historie i stedet? -Okay.

Okay. En gang, i en by langt borte,

var folk gode venner med de fremmede.

-Hvad er fremmede? -De er som folk.

De er bare ikke de samme som alle andre. Deres øjne lyser i forskellige farver.

Byens konge kunne ikke lide det. Han var selv en fremmed.

Men kun hans øjne måtte lyse, så han bortviste alle fremmede fra byen.

En dag fandt en flot opfinder på et apparat,

en maskine, der kunne dæmpe gløden i de fremmedes øjne.

Det betød, at ingens øjne glødede længere, men folk kunne leve sammen på lige fod.

Kongen ville ikke være lige med nogen

og beordrede opfinderen at give ham maskinen. Opfinderen nægtede.

-Hvordan? Alle skal da adlyde kongen. -Nej, min skat.

Nej. Nogle gange skal man sige nej for at være et menneske.

Selv til kongen.

-Jeg hedder Spencer, hvad hedder du? Abby.

-Jeg hallucinerer, ikke? -Tag det roligt.

Jeg oplærer de nye rekrutter, og jeg oplærer dig.

Ser du, nogle gange er tingene ikke, som de ser ud. Vær ikke bange.

Der findes en unik gave, som kun én ud af ti besidder.

Noget meget særligt er vågnet inde i dig. Nu er du en af de få, som har det.

Den specielle gave vågner i folk på forskellige tidspunkter.

Nogle gange i barndommen eller ungdommen.

-Hvor gammel er du, knægt? -Jeg er en pige.

Vent, vi tog jo en dreng fra de ansigtsløse.

Skidt med det.

Hvorfor kender inspektørerne ikke til dette sted?