Wham!

WHAM! BIOGRAFIEN…

Hej. Du har lige set en typisk morgen i Wham!,

men det har ikke…

Kan vi tage den igen?

WHAM! BIOGRAFIEN…

Hej. Du har lige set en typisk morgen i Wham!.

Det har ikke altid været sådan.

Det er Bushey Meads-skolen, hvor vi mødtes i en alder af 12 år i 1975.

I dag har vi en meget speciel gæst hos os.

Hr. Ted Halliwell, min gamle rektor.

Ted, hvordan går det?

Jeg er på toppen.

Godt. Ted, troede du nogensinde, det ville gå sådan her?

-Altså… -Tak. Lad os stille om til George.

Da jeg var sammen med Andrew,

var vi fast besluttet på at have det fantastisk.

Wham! var et broderskab.

Det var sjovt.

Et menneskeligt, uforudsigeligt rod.

Det hele var pop.

Og Wham! skulle aldrig blive voksne.

Det har været som en drøm,

siden vi var børn.

Men på det tidspunkt

sagde alle:

"Hvordan kan de to idioter blive så store?

Hvordan kan det ske?"

Wham! Bam! Jeg er en mand

Job eller intet job

Det bestemmer du ikke

Nyder du, hvad du laver?

Hvis ikke, så stop

Stå ikke der og rådn

Ja

Ja

Jeg har ingen bekymringer

Jeg har ikke mere tid til dig

At elske dig kræver så meget mod

Alle kigger på dig

Jeg har ingen bekymringer

Jeg har ikke mere tid til dig

At elske dig kræver så meget mod

Og tror du ikke At jeg ved det?

George, kan du fortælle os, hvordan du og Andrew mødtes?

Vi mødtes, da jeg var 11, og Andrew var 12

i Nordlondon.

Den første dag på min nye skole mødte jeg Andrew.

GEORGES STEMME

Vores lærer kom ind med en ny dreng.

ANDREWS STEMME

Han havde de her store vinduesrammer som briller.

Jeg var meget akavet.

Lidt som en gris, en meget mærkelig knægt.

Et hoved med stort, krøllet hår.

Og ret genert.

Vores lærer introducerede ham som Georgios Panayiotou.

Georgios Kyriacos Panayiotou, det er sådan.

"Hvem vil passe på den nye dreng?"

Andrew rakte hånden op.

Jeg tror virkelig, der var noget forudbestemt over det.

Vejen havde måske været helt anderledes

hvis jeg havde sat mig ved siden af en anden.

For mig var han Yog. Det var det kælenavn, jeg gav ham.

Der var virkelig et bånd der.

Yog og jeg så tingene på samme måde.

Musikalsk var vi uadskillelige.

Vi brugte mange timer på at lave sketcher og komedie-radioprogrammer.

Vi skrev sange, og så startede vi et band, da vi var omkring 16.

Vi var The Executive.

The Executive.

En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte!

1979 EXECUTIVE DEMO/PRØVE

Det var ska,

og vi var helt forfærdelige.

Vi var okay for 16-årige.

Okay, røvhuller, tredje gang!

Ja, vi fem havde næsten alle instrumenter, vi havde brug for.

Kom tilbage!

Det løb ud i sandet efter et år,

da folk ikke kom til prøver eller koncerter.

Det løb ikke ud i sandet.

Det imploderede, og det efterlod mig og Yog.

Det var bare os to.

Og vi fortsatte bare med at skrive sange sammen.

Vi tog ud for at danse i West End i London.

Vi tog til en klub ved navn Beat Route.

Vi lavede en formationsdans og morede os.

Andy råbte noget i stil med "wham, bam" og sådan noget.

Så jeg begyndte at rappe:

"Wham, bam, jeg er en mand."

Det var et godt navn til en gruppe.

Wham!.

Og det sad fast.

Jeg har altid kun villet én ting.

At være i et band med Yog.

Andrew og jeg havde udviklet en evne til at skrive små iørefaldende sange.

Vi lavede et demobånd for 20 pund i Andrews stue.

Vi havde en kost med en mikrofon bundet fast til den

og en af de små firespors Portastudios,

der kom ud i slutningen af 70'erne.

Jeg sagde, kom ned

Jeg sagde, kom så ned

Vi var kun 17 eller 18 år.

Sangskrivningen blev dikteret af vores omstændigheder

og miljøet omkring os.

Protestmarcher landet over.

Den stigende arbejdsløshed blandt 16 til 18-årige.

Vi blandede rap med disko, og så tilføjede vi pop.

Sociale tekster til diskorytmer.

Hey, alle sammen, se på mig

Jeg får respekt på gaden

Jeg har ikke noget job Men jeg har det sjovt

Med drengene nede…

Den fjollede sang, jeg havde sunget på en af klubberne,

skrev vi sangen "Wham Rap!" til.

Wham, bam, jeg er en mand…

Vi skrev bare flere og flere sange.

Yog og jeg brugte vores oplevelser på klubberne.

"Club Tropicana" handlede om Beat Route.

Club Tropicana, drinks er gratis…

Vi havde kun et vers og et omkvæd til det nummer.

Yog kom hjem til mig en aften,

og jeg havde arbejdet på en akkordprogression, jeg kunne lide.

Det var fedt, for han sagde:

"Jeg har en melodi, der passer til den akkordprogression."

Vi havde fundet på det samme akkordmønster.

Da jeg falder igen

FØRSTE DEMO AF 'CARELESS WHISPER'

Jeg kan lugte lakken

På dansegulvet

For hjertet og sindet…

Vi gjorde den langsomt færdig sammen derhjemme eller på bussen.

Vi tilføjede lidt hver dag.

Smerte er alt, hvad du finder

Jeg kommer aldrig til at danse igen

Skyldige fødder har ingen rytme

Det er let at lade som om

Men jeg ved, jeg ikke er et fjols…

Jeg husker, da den var færdig.

Vi pjækkede en dag, og jeg sagde: "Jeg ved ikke, hvem der gør det,

og om jeg er god nok til at synge den,

men den sang bliver nummer et."

Demobåndet var cirka fire minutter langt.

Det var nok for mig. Jeg var selvsikker.

Selvom det var én sang,

to tredjedele af en anden og en fjerdedel af en tredje.

Vi gik rundt til pladeselskaberne.

To 18-årige drenge.

Hvor kæphøjt er det? Vi stod bare der

og insisterede på, at vi havde en aftale.

Vi fik meget skuffende svar.

En fyr kastede båndet over bordet

og sagde: "Flot stemme, men smut ud og skriv nogle hits."

De sendte "Careless Whisper" væk. De sendte "Club Tropicana" væk.

Jeg husker, at jeg fik det dårligt i maven,

og jeg husker den sugende fornemmelse.

Jeg var helt knust.

Knust.

Det var nedslående,

men jeg kendte en fyr, der hed Mark Dean, som boede på mine forældres vej,

og han arbejdede i pladebranchen.

Jeg tror, han opdagede Soft Cell og ABC.

Andy ringede hele tiden til min mor og sagde: "Lyt lige til båndet."

Jeg gad ikke. Jeg undgik ham.

Jeg tænkte: "Åh nej. Endnu et band på min vej."

Andrew lagde båndet i Mark Deans postkasse.

Der var ingen musik på.

Det var bare George og en skrabet guitar.

Men det var stadig godt. Det var fantastisk.

Han sagde: "Jeg tilbyder jer en pladekontrakt."

Vi skrev under på en lille, fedtet café.

Ren glæde.

Min mor startede en scrapbog fra dag et.

SCRAPBOG 1

SCRAPBOG 2

Og hun opbyggede en fantastisk samling.

Udklip, anmeldelser,

hitlister.

Hun var engageret i scrapbøgerne.

Scrapbog nummer et.

"Andrew og Yog underskrev en pladekontrakt med Innervision."

"Wham!"

Det var det. Vi udlevede vores drøm.

Det var helt magisk

at udleve vores fantasier.

Det var en drøm og så med ens bedste ven.

Wham! er bare Andrew og mig selv.

Men vi tænkte, vi burde have to piger med,

hvoraf den ene var Andrews kæreste.

Shirlie, Yog og jeg tog ud for at danse.

Vi følte, at vi kunne præsentere vores musik sådan.

Den anden er professionel.

Dee C Lee kom med.

De to piger var inspireret af The Human League.

Andrew og jeg elskede Human League.

George elsker Human League. Jeg kan lide dem.

Pigerne var ikke inspireret dem.

Vi brugte, hvad vi havde,

og jeg havde en kæreste, og vi havde danserutiner.

Det var det, vi havde.