The Stand

Så er retten fandeme sat!

Er det alt, hvad han har over jer? Frygt?

Lloyd, skyd ham!

At han intet er uden jeres...

Det føles ikke rigtigt! Der er noget galt!

Nej!

Straf dem nu! Straf dem nu!

Lad os få gang I festen.

- Har I nogen sidste ord? - Jeg frygter intet ondt!

Hold kæft!

Jeg har hentet ilden til dig.

Han er væk.

- Hvem? - Den mørke mand.

Kan du se ham? Kan du se Stu?

Joe, kan du se Stu? Kan du...

Fandens også.

Gid jeg kunne sige, at alle historier slutter lykkeligt.

Sandheden er, at de fleste historier aldrig rigtig slutter.

Vi gør fremskridt hver dag, men hvor er vi egentlig på vej hen -

- og hvor lang vej har vi endnu, før vi når frem?

Hvor lang tid tager det at gå fra at genopbygge til at leve igen?

Og hvor lang tid går der efter det, før stedet bliver præcis som før?

Af og til føles det, som om Captain Trips var et tryk på en afbryder.

Alt er nyt, en mulighed for at gøre det hele anderledes.

Men hver dag tænker jeg: Kommer vi til det?

Gør vi noget anderledes denne gang?

Kan vi overhovedet det? Har vi den evne?

Det bringer mig til dig.

Da du kom hertil, var du perfekt.

3,3 kilo af alt det, jeg ikke vidste, at jeg altid havde ønsket mig.

Alle fandt alkohol frem, stort set al den sprut, vi havde samlet.

Vi skålede for dig og den fremtid, du bebudede.

Det var en allerhelvedes fest.

Men så...

Dr. Wen og jeg bildte os ind, at det nok bare var strubehoste.

Måske almindelig influenza. Alt andet end det.

Men så begyndte din hals at svulme op.

Da det stod klart, at du havde Trips, stillede vi alle os selv spørgsmålet:

7,3 milliarder mennesker blev smittet med Captain Trips.

7,3 milliarder mennesker døde.

Ikke en eneste blev rask.

Der var intet håb.

Hvordan kunne vi lade dig lide?

Jeg hader, at tanken overhovedet strejfede mig, men det gjorde den.

Men jeg kunne ikke gøre det.

Glen ville have kaldt det egoistisk at lade dig lide -

for at skåne min samvittighed.

Måske ville han have haft ret.

Ingen havde hørt om nogen, der fik det bedre efter Trips.

Alle, vi havde set eller hørt om, fik det bare værre, inden de døde.

Selv da jeg vidste, du var tilbage, kunne jeg ikke ryste synet af mig.

Der var du, omgivet af alle de tomme barnesenge.

Men de forbliver ikke tomme.

Jen og Tyler Curtis' baby kom ti uger efter dig.

Han blev født tidligt, men han fik aldrig Trips.

Det første barn med to immune forældre. Så langt, så godt.

Måske er der stadig håb for os.

Jeg ville ønske, at du kunne møde Stu.

Folk vil have mig til at sende spejdere til Vegas -

- for at finde ud af, hvad der skete med vores folk og Flagg -

- og hvad der skabte de lys på himlen.

Men jeg siger nej. Det er for farligt.

Vi kan ikke undvære nogen.

Er det muligt, at jeg bare ikke vil kende svaret?

Hvor længe skal jeg vente, før jeg accepterer, at han er død?

Hvor lang tid går der, før jeg holder op med at drømme om ham?

- Hej med jer! - Hej!

God timing. Jeg hader at gå ned ad trappen alene.

Gå I bare, så indhenter jeg jer.

Tak skal I have! Vi ses senere.

- Vi er ved at gøre klar til I aften. - Nå, ja...

Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre lige nu.

Ja... men jeg håber, at du har tænkt dig at kigge forbi.

Det er vigtigt, at folk ser dig. Jer begge to.

I er den eneste forbindelse, vi andre stadig har til hende.

- Er det fint? - Ja.

Indtil de andre kommer tilbage.

Ja. Indtil de kommer tilbage.

Hej. Mit navn er Tom Cullen. Jeg er 42 år gammel...

Er du virkelig?

Spørg mig igen lidt senere.

Tom reddede mit liv, Frannie.

Det her er Abagail.

Abagail.

Abby, det er din far.

Hej, min pige.

Hej, Abagail.

KOM TIL GRILLFEST DEN 4. JULI

Lad de små børn komme til mig

Lad os sætte tempoet ned, folkens.

Jeg elsker den sang.

Jeg kommer tilbage.

- Er der noget galt, skat? - Nej, slet ikke. Jeg ved ikke...

Det tror jeg, at du gør.

Du vil tro, at jeg er skør.

Det ved jeg nu ikke. Lad mig høre.

Jeg vil tilbage til Maine. Se havet.

Boulder er et skønt sted, og det er trygt.

Eller, nej. Mere trygt end derude, det ved jeg.

Civilisationen og vores venner er her, men det er bare...

Det føles så...

...midt imellem alt.

I februar kendte jeg alles fornavne.

Så smeltede sneen, og der kom 500 mere. Mindst 500.

Tre I spjældet.

Kun for beruselse, gadeuorden og hærværk nu, men det bliver værre.

- Tyveri... - Mord.

Jeg vil nødig tænke sådan, men ja.

Mor ville have kaldt det "den gamle Adam." Det kommer altid frem.

Siger du det, jeg tror?

Vil du risikere at miste barnet?

Alt indebærer en risiko. Selv nu, hvor Flagg er væk.

Vi behøver ikke blive der. Vi kan komme tilbage.

Ja, det kan vi godt. Komme tilbage og se, hvordan folk...

Vil du overveje det?

Ja, jeg skal nok overveje det.

I mellemtiden...

Må jeg få denne dans?

Hvornår vil du tage af sted?

- Mener du det virkelig? - Jeg tog jo alle dem med, ikke?

Det er begyndt at være et ret larmende sted.

Det er ikke New York City endnu, men...

Hvornår vil du rejse?

- Snart. - Jaså?

Så snart som muligt.

Slutte ringen.

Nemlig, Østlige Texas. Slutte ringen.

- Den tager jeg. - Det er min tur.

Det er helt sikkert min tur.

Kom tilbage, Stu.

Kom tilbage, Frannie.

M-Å-N-E.

- Det siger... - Vi kommer tilbage.

- Lover du det? - Det lover jeg.

Joe. Kom her, kammerat.

Nu skal du passe på Lucy-mor, ikke?

- Pas godt på alle dine mødre. - Det skal jeg nok.

Vær en god dreng. Giv mig et kram.

Nu er du manden. Okay.

- Vi ses, Joe-mand. - Farvel.

- Opfør dig pænt. - Okay.

Steve.

Mine love, ja.

Tag kun landeveje eller småveje, så I ikke skal fjerne så mange biler.

Jeg er vant til småveje, Frannie har 1000 vejkort, og tøsen er en tank.

Det er hun. Vi skal nok klare os.

- Der sker ikke noget. - Ja, hun er en tank.

Okay...

Tom!

- Jeg kommer til at savne dig. - I lige måde.

- Jeg elsker dig. - Jeg elsker dig.

Opfør dig pænt.

Det er vanvittigt. I kan jo dø.

Alle her er stadig I live efter superinfluenzaen og efter Flagg.

Det var den store udfordring. Det her er barnemad.

Jeg elsker jer.

Vi elsker jer.

- Vi elsker jer! - Så kører vi!

- Vi ses! - Farvel!

- Mor jer nu ikke alt for meget! - Vi elsker jer!

- Farvel, venner! - Farvel!

Træk den ind!

Sig til.

Sådan, ja.

- Virker det? - Ja.

Træk!

Lidt mere, lidt mere.

Okay, stop.

- Hvad står den på I aften? - Husets ret.

Tak, skat.

VELKOMMEN TIL NEBRASKA

Hvad siger du til at overnatte der? Den lille skal skiftes.

Det lyder som en god plan. Vi har kørt 650 kilometer I dag.

Det kan min ryg godt mærke.

Med den fart når vi Atlanterhavet sidst på ugen -

- og kan drikke limonade på dine forældres veranda.

Jeg kan nøjes med det her I nat.

Gør det noget, hvis vi bliver her, mens du ...?

Det er I orden. Jeg kender rutinen.

Dygtig dreng.

Okay, stump. Nu skal vi have dig ud.

Kom, dreng.

Hvad tænker du? Et nyt hjem?

Stedet er rent.

Dåsemad I spisekammeret, men den er dårlig.

- Der var et supermarked I sidste by. - Det er 15 kilometer væk.

- Har vi ikke forsyninger nok? - Vi må rationere dem.

Skaffe flere, hvis vi kan.

Der var også et apotek, så vi kan få noget benzokain.

- Sover hun ikke nu? - Det varer ikke længe.

Kan du høre det?

- Hvad? - Der er stille.

Ja.

Se lige den måne.

Vil du have den måne, Frannie?

"Jeg kan kaste en lasso rundt om månen for dig."

Hvor er det fra?