Interview with the Vampire

Der er historier derude som skal fortælles

Der er lort som bare ...

Du ved.. forkert

Folk skal høre om det. Det er jobbet.

Det er ikke et indviklet job,

bortset fra hvordan det laver rod i dit liv.

Nyheder plejede at være en flok gutter som ligner mig

sammenbøjet over et bord til et forside møde

bestemte hvad nyhederne var.

Denne lille satan ændrede alt det.

Jeg er blevet fyret fra tre aviser,

Genansat hos to af dem.

Den tredje blev opslugt af Knight Ridder.

Så, bare for at gøre det helt klart,

Jeg er sgu et resevoir af hvad man skal og ikke skal gøre

Dine kilder er dine Sherpas.

Din redaktør er din præst.

Ærlighed er ikke en taktik.

Vil du stadigt have det her job?

Det er dine penge.

Jeg er Daniel Molloy.

Dette er min -- Rapporter: De Russisk støttede

separatister har ført guerrilla krigsførsel

-siden 2014. -Kan han gøre sin fantasi

til virkelighed?

Speaker: Walker ved toppen af nøglen.

Finte af Jones. Walker kører på og afslutter.

Med en svær venstre hånd. Det er syv i rækkefølge for Walker...

Daniel: Ja. Hej, doktor. Ja. Tak fordi du vendte tilbage til mig.

Jeg, øh... Ja, det er rigtigt. Jeg har --

Jeg har en aftale senere på ugen,

men sagen er -- det jeg prøver at hitte rede i er,

hvad er det for noget med det der under-variant noget?

Jeg mener, er det mere smitsomt?

Er det...

Javel.

Ja, for jeg mener, der er ingen grund til at blive mere...

Okay. Så du tænker -- Ja.

Jeg mener, det er hvad jeg tænker.

Hvorfor kommer tættere på virussen end jeg --

end jeg behøver?

Ja. Nå.

Javel.

Jeg bliver nødt til at ringe tilbage.

Daniel: øhm, første spørgsmål.

Du har ikke altid været en vampyr, vel?

Louis: Nej.

Jeg var en 33-år gammel mand da jeg blev en vampyr.

Daniel: Hvor skete det?

Louis: der er et simpelt svar på det.

Jeg synes bare ikke at jeg vil give simple svar..

Jeg synes jeg vil fortælle den rigtige histor--

Louis: "Kære Hr. Molloy.

Jeg håber at dette brev finder dig i sikkerhed og at du trives,

hvis sådant noget er en mulighed

i denne dystre tid.

Jeg har fulgt din karriere med nogen interesse

siden vores sidste møde.

Tillad mig at ønske dig tillykke med alle dine successer,

de professionale og de personligt forløsende.

Tidens gang og de skrøbeligheder

som ledsager den har givet mig perspektiv.

Og jeg formoder at det samme også gælder, for dig.

Jeg håber at helbred og stolthed

ikke vil afholde dig fra følgende forslag.

Om en uges tid, på en måde, som jeg vælger,

vil vi genbesøge projektet

som drenget ungdommelighed forhindrede os i at afslutte.

49 år og tusinder af mil

fra det rum vi delte i San Francisco,

Jeg tilbyder, for din journalistiske nydelse,

min udelte opmærksomhed og min livs histrorie.

Alle sympatier,

Louis de Pointe du Lac."

Daniel: Jeg sagde til min redaktør at jeg skulle mødes med den, øhm,

farligste mand i verden.

Gav ham to valgmuligheder.

Han svarede "Bezos. Putin."

Han tror jeg er i Praskovéyevka.

Du er blevet gammel, Daniel.

Nå jal, dødelighed slå på en stor tromme.

Jeg var ikke sikker på om du huskede mig.

Din bog nævner slet ikke vores tidligere møde.

Grovkornet memoir, stoffer, ydmygelse,

selvmedlidenhed slags ting.

Hvis man nævner vampyrer i en af dem,

har læserne en tendens til at kalde det noget fis.

Du har haft nogle helbredsproblemer på det sidste.

Hele planeten har vist et øjeblik, ville jeg mene.

Du har Parkinsons sygdom, Daniel.

Ja.

Og du har din egen hangar ved lufthavnen,

privilegier til Royal Meydan Bridge,

og nul tilstedeværelse online.

Ramte jeg en nerve?

Jeg ved at Emiraterne tager privatlivet alvorligt,

og det er sikkert vigtigt for dig,

men jeg er nødt til at spørge, hvad koster det,

denne er ikke ældet i et halvt århundrede,

fantastisk udsigt i alle retninger anonymitet?

Ganske meget.

Kun min familie og min læge ved at jeg er syg.

Jeg er ikke glad for denne envejs hack.

Nåh?

Og her er et andet spørgsmål.

Det er solen, derude.

Hvor er din kiste?

Du står i den.

Jeg må være meget forsigtig med hvem jeg lukker ind.

Ja, men det sluttede jo ikke så godt sidste gang,

Så tilgiv mig hvis jeg er en smule nervøs.

Louis: Dette, efter alt jeg har fortalt dig, er hvad du efterspørger, boy?!

Daniel: Ja men, du ved ikke hvad et menneskeliv er.

Jeg mener, du har glemt det, mand.

Jeg mener, du forstår ikke engang meningen

af din egen historie!

Nej! Hallo, stop!

Du var respektløs.

Jeg var høj.

Du var ikke min historie værdig, dengang.

Måske var din historie ikke værd at fortælle.

Du har båndene. Hyr en til at afskrive dem.

Jeg laver ikke letbenede portrætter længere.

Og alligivel, satte du dig i et fly,

med en auto-immun sygdom, midt i en pandemi.

Alright.

Det er min stemme, men jeg kan ikke huske det.

Jeg stiller alle de forkerte spørgsmål.

Ja. Der er modsigelser

i din historie, som jeg slet ikke følger op på.

Ja.

De få gode det lykkes mig at få ud,

tramper du bare henover.

Det er ikke et interview. Det er en...

Det er en feberdrøm fortalt til en idiot.

Ja.

Og dig?

Hvorfor igen? Hvad har ændret sig?

Verden, omstændigheder.

Mig, jeg har ændret mig.

Og jeg synes også at båndene mangler noget.

Så...

et nyt forsøg.

Sandhed og forsoning.

Jeg stiller spørgsmålene. Du besvarer spørgsmålene.

Alt hvad der ikke kan verificeres, sender jeg til min researcher.

Ingen udeforstående. Jeg skriver det.

Du får det at se inden det bliver trykt.

jeg har den endegyldige redigering.

Det er ikke den aftale du underskrev.

Og en sidste ting.

Jeg arbejder bedst en til en.

Vil du se til Hr. Molloy's værelse?

Få kokken til at lave et måltid til ham.

Jeg tror det er bedst vi starter efter vores dreng har fået hvilet sig.

Jeg er ikke din fucking dreng.

Jeg er en gammel mand med alle de triggere som hører med.

Og jeg er parat.

Så lad os gøre det her.

Jeg er Daniel Molloy.

Klokken er 10:08 den 14. juni 2022.

Jeg er i penthouse lejligheden i Al Sharaf Towers

overfor sidder Hr....

Louis de Pointe du Lac.

Så...

Hr. du Lac...

hvor længe har du været død?

Louis: Året var, det femte år efter

min fars bortgang og det femte år

som ansvarshavende bobestyrer

af de Pointe du Lac familie fonden.

Den ældste søn. Den favoriserede søn.

Og en anselig fond at bestyre som en konsekvens.

Kapital akkumuleret fra sukker plantager

og blodet af mænd som så ud som min oldefar,

men som ikke havde hans stilling.

Men efter årtier med Jim Crow

og det elektrificerede lys af et nyt århundrede

havde overvundet enhver ide om en fri farvet mand.

Så det gav sig selv at det eneste sted i New Orleans

en gentleman med min hudfarve kunne gøre retskaffen forretning

var i en bydel, som hed Storyville.

Det var det gamle red-light distrikt. Ikk'?

Tyve kvarterer med druk, spil,

og overdreven horren.

Okay, så som den agtværdige bobestyrer

af familiens ejendom, var du i

hvilken slags forretning, Hr. du Lac?

Man kunne sige at jeg drev og ledede

en mangfoldig portfølje af foretagender.

Du var en alfons.

Produktet var begær,

og det kom i så mange udformninger som der var måder at sælge det.

Af de to dusin tilbydende huse på Liberty Street,

Ejede jeg otte af dem.

Beskedne i forhold til stederne på Basin Street.

Hvad de manglede i størrelse og elegance,

blev mere end kompenseret af effektivitet og omdømme.

Hr. du Lac.

Louis: Finn.