Who the Fuck is That Guy?: The Fabulous Journey of Michael Alago

Dengang gik jeg ud hver aften for at høre musik i New York.

Og jeg var backstage hver aften til et show eller i en klub,

og jeg så samme person om og om igen

som et spøgelse.

Jeg tænkte: “Hvem fanden er den fyr?”

Der er ikke mange mennesker, jeg elsker.

Heller ikke i familien.

Han er én af dem, jeg elsker.

Og med det følger… kaos.

Der er ingen tvivl om, og ingen kan modsige det,

at var det ikke for Michael, var jeg ikke, hvor jeg er.

Han er en magnet for mange kunstneriske…

…løsslupne ting.

Kun i New York kan et barn fra Puerto Rico

vokse op som bøsse i et hasidisk område

og opnå det, Michael har opnået.

Man kalder det mulighedernes land.

New York er mulighedernes by.

REJSEN STARTER

Her står vi i Borough Park i Brooklyn, og dette er min gamle adresse:

5412 New Utrecht Avenue.

Jeg boede her, fra jeg var cirka 12 år,

til jeg var 18 eller 19 år med min mor og min søster.

Dette er en kupé-lejlighed.

Når man kom ind, gik man ind i entréen,

så køkkenet, spisestuen, min søsters værelse, min mors

og så mit værelse, der lå forrest i bygningen

med udsigt til “B”-toget på højbanen.

Der kørte tog hvert andet minut.

Utroligt nok sov jeg fra det hele.

Den støj, du hører om lidt,

sov jeg fra i omkring seks år.

Seks år!

Jeg voksede op i et hjem, hvor man ikke talte om noget

eller blandede sig i noget.

Hvad der sker i hjemmet, bliver i hjemmet.

Som en voksen mand på 53

tænker jeg af og til på, hvorfor man sagde det?

Hvad var…?

Skete der dårlige ting hjemme, jeg har glemt?

Der sker sommetider dårlige ting.

Jeg har en lillesøster.

Min fire år yngre søster, Cheryl.

Så snart han kunne tage toget og komme væk herfra,

var han smuttet.

Vi havde en lille lejlighed, og han var låst inde på værelset.

Hans værelse var i enden af lejligheden.

Han var låst inde, og musikken bragede løs.

Og han… tilbragte timevis på værelset bare med at høre musik.

Jeg husker noget sjovt fra high school…

For som voksen homoseksuel

tænker jeg på det, for der skete så meget sjovt.

Jeg havde matematik.

Læreren var sådan en robust fyr.

Jeg tænkte: “Du gode, hvor er han flot.”

Men jeg var en lillebitte 15-årig,

og han var matematiklæreren.

Jeg husker et par elever i klassen,

der drillede mig, fordi jeg var lidt feminin.

Denne lærer opdagede det,

og en dag tog han deres stole

og vippede dem, så de faldt på gulvet.

Han sagde: “Man taler ikke sådan om andre.”

Og i min 15-årige afsporede hjerne tænkte jeg: “Åh, han elsker mig.”

Men, altså. Jeg tænkte bare…

Men, hold da op. Min lærer beskyttede mig.

Nu tænker jeg, han nok bare var sådan en maskulin homoseksuel,

der gik ud i weekenderne

og så denne lille nipsedreng,

som ingen skulle tage knald på.

DØD OVER CRACK-PUSHERE

TOLERANCE FÆLLESSKAB LIGHED

DETTE LAND ER VORES

40 GRADER

FRANSK LYST PORNO TØJTE

DØ NEDLÆGGER VETO IMOD REDNING

Her var jeg så som 16-årig, og jeg var altid i byen.

Jeg ved ikke, hvorfor min mor lod mig, men jeg tog “B”-toget til byen.

Skulle jeg på Max’s, skiftede jeg tog undervejs

til “RR” eller “N” til 14th Street på Union Square

og gik til Max’s Kansas City, som vist var på 18th og Park.

Det var utroligt, jeg blev lukket ind, for jeg var mindreårig.

Jeg var 16 og lignede en på 12,5.

Det var vildt.

Der var folk som Johnny Thunders og Cherry Vanilla.

Lee Radziwill, Truman Capote og…

MUSIKER

…en luder, en trækkerdreng, en sandsigerske

og en flyvefærdig rockstjerne.

Alle samlet i den tætte atmosfære.

Så mange spirende stjerner spillede på Max’s.

Husk på, at dengang,

hvis man spillede på Max’s, spillede man ikke på CBGB og omvendt.

Man var enten et Max’s-band eller et CB-band.

Men Suicide slap godt fra det, for de spillede tit på CB,

og jeg ved, de spillede på Max’s, for der mødte jeg første gang Alan Vega,

efter han nærmest skræmte alle væk, fordi han var vild og skør

og slog sig i hovedet med mikrofonen og flækkede læben.

Jeg sad der og elskede Suicides musik.

Jeg var en vild knægt,

der vidste, at der altid skete noget i New York.

Hvis der var noget, jeg kunne lide i Village Voice , tog jeg derhen.

Jeg var ude hele ugen. Var vi ikke på Lismar Lounge,

var vi på Avenue B et sted.

Hvis det blev rigtig sent, var man på Save The Robots,

på Crisco Disco eller på The World.

Og East Village var en del anderledes.

En af de første gange, vi var her,

sov vi på et hotel i Midtown, vist Taft Hotel.

En af de første, vi så, var trommespilleren fra Taxi Driver .

TAXI DRIVER GADETROMMEREN - GENE PALMA

Vi tog til St. Mark’s Place. Der var stadig hestevogne,

men ingen lov om at samle høm-høm op,

så folk gik rundt og talte med sig selv og…

En ret ubehagelig forsamling.

Det var sejt. Vi nød det.

STUDENTER-ID SKOLE FOR VISUEL KUNST

Jeg var frygtløs, og The Bowery var beskidt

og skræmmende for en knægt fra Brooklyn.

VELKOMMEN TIL FRYGTENS BY

Men der skete noget der, og jeg ville være med.

Der var så meget kreativitet.

Patti Astor åbnede Fun Gallery.

Hun var nok den første, der viste Keith Haring

og Jean-Michel Basquiat.

Alle de store.

Så det var…

…elektrisk i East Village i 1980’erne.

Et fantastisk spændende sted.

Gode butikker, caféer, barer.

Der fandt alle mulige tilfældigheder sted.

Man mødte spændende, anderledes folk med forskellige kliker.

Det var meget spændende, for vokser man op i London,

er der ikke samme skøre blanding af spændende og interessante mennesker.

Det var ikke opdelt på britisk manér.

New York brød alle de regler,

og man sad ved siden af en forfatter, en filmproducent, et bandmedlem.

Uden had, fjendtlighed eller misundelse.

Helt fantastisk.

Det var en skøn tid.

MUSIKER/FILMPRODUCENT

Det var alt, jeg ønskede New York var.

Man ville gå ud og tænke:

“Gud, der er Andy Warhol.

Se, The Ramones er derovre.”

Den var stadig alt det, jeg huskede den for.

Det var ikke væk endnu.

Et utroligt, levende sted.

SKUESPILLER/FORFATTER

En kæmpe børnehave styret af børn,

men de var alle på stoffer og… havde tatoveringer og sådan noget.

Man må forstå, det ikke kun var musikken.

Det var moden.

Det var, at folk kom til byen.

Det var vintage og nyt, og det var Trash og Vaudeville,

og det var: “Hold op, jeg er endelig væk fra Queens.”

Ikke for det. Jeg elsker Queens med broer og tunneller.

Men jeg flyttede til sidst.

Jeg behøvede ikke klæde mig sådan…

Jeg kunne ikke klæde mig sådan i Queens.

Første gang jeg prøvede, kastede folk sten på mig.

Så at være tilbage ved begyndelsen på noget,

hvor man ikke helt vidste hvad…

Altså: “Vi tager til byen på CB,

og vi kan se Annie Golden and The Shirts,

The Ramones eller Blondie.”

Hvad rock and roll angår, var vi altid ude.

Man var i Madison Garden kl. 20,

men man kunne nå første set på The Cat Club,

hvis det var onsdag kl. 22:30.

Og så: “Pis, vi må ned på CB, for et godt band spiller kl. 01:00.”

Når man kørte den sådan, hvilket var fantastisk,

var man ude hele natten.

Jeg var ude hele natten.

Og det var det smukke ved New York dengang.

Vi var ude et sted hver aften.

Michael Alago kunne kun være kommet fra New York i 80’erne.

TALENTSPEJDER

Hvis man ser på den

ånd, den… du ved, hans drikkelagsnatur…

…hans… venlighed, åbenhed og intensitet.

Sådan var New York, før den blev pæn.

Verden var klart anderledes før AIDS.

Det lyder lidt banalt, men der var nærmest fri kærlighed.

Men det lyder så 60’er-agtigt.

Man kan sige, at i New York før AIDS var det homoseksuelle miljø meget levende.

Men som i alle andre storbyer, om det var New York eller San Francisco,

dyrkede folk sex hele tiden.

Altså, her i New York…

Jeg boede på 763 Washington Street i de tidlige 80’ere.

Alene Washington Street

var fyldt med hemmelige S/M-klubber for homoseksuelle.

Der var Mineshaft. Uhadada.

Der var Anvil.

Og gik man ikke hjem efter nattens eskapader

på West Street,

gik man til Eagle’s Nest eller Spike.

Det var den tur, man tog.

Husk på,

at homoseksuelle mænd hele tiden søgte sexpartnere.