Normal People

Jeg syntes, din historie var smuk.

Det var som at høre dine inderste tanker.

Et vidunderligt, skjult liv, som du har adgang til.

Jeg er vildt misundelig.

Tak.

Fordi du læste den.

- Hvad vil du gøre med den? - Det ved jeg ikke.

Du burde sende den ind. Til bladet.

- De kunne lide den sidste. - Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke, om den er god nok.

Nu fisker du. Den er genial.

Husk at ønske.

Hvor ser den lækker ud. Tænk, at du har lavet den.

Den perfekte opgaveafledning.

Det er sødt af dig. Det havde du ikke behøvet.

Man skal da have en kage.

- Fik du nogle gode gaver? - Ja, Niall.

Hvad gav du hende, Connell?

En bog. Nogle Frank O'Hara-digte.

- Nå, men... - Jeg elsker den.

Hvad med familien? Gav de dig en sportsvogn eller en pony?

- Hvad antyder du? - Det er fra min egen ønskeseddel.

- De går ikke op i fødselsdage. - Fair nok.

Hold kæft, det er en god kage.

En fødselsdagshilsen?

Ja. Min mor.

Ikke just et tillykke.

Hvad står der?

"Send mig nøglerne til lejligheden i Dublin hurtigst muligt."

Det er jeg ked af.

Det er okay. Jeg er okay.

Kunne du lide det?

Ja. Meget.

Godt.

Omdannelsen af postkontoret til rådhus -

og toldboden til togstation -

- gik i stå på grund af manglende interesse og bureaukratisk træghed.

- Hvem? Connell? - Du har da fået det bedre.

- Hvad har du lyst til i aften? - At se en film.

- Det lyder godt. - Måske tager jeg en svømmetur til.

Men jeg kan købe mad og komme bagefter?

Fint.

Er vi blevet gift som 50-årige uden at bemærke det?

Måske.

Jeg elsker det faktisk.

Mon vores førsteårsjeger ville hade dem, vi er blevet?

Jeg burde have vidst det.

Mit førsteårsjeg ville være forbløffet.

"Se, hun er faktisk tilfreds!"

Hold da op.

- Er du okay? - Ja.

- Jeg har lige fået en mail. - Fra hvem?

Connell? Fra hvem?

Det er...

Det er fra et universitet i New York.

De tilbyder mig en plads på deres kreative MFA-linje.

Jeg vidste ikke engang, at du havde søgt.

Jeg mener, tillykke. Det overrasker mig ikke, at du kom ind.

Jeg er bare lidt overrasket over, at du ikke har nævnt det.

Det var så usandsynligt.

Jeg var flov over det.

Ærlig talt ser jeg stadig meget op til dig, og jeg...

Du skulle ikke tro, at jeg havde fået storhedsvanvid.

Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg søgte. Det var ikke min idé.

- Hvis idé var det? - En af mine tutorer.

- Det er fantastisk, Connell. - Kan du se mig for dig i New York?

Ja, det kan jeg faktisk godt.

Jeg kan ikke engang...

Det får mig til at føle mig...

Det er ikke tidspunktet at bo på den anden side af Jorden i en by -

hvor jeg ikke kender nogen.

Jeg kunne knap nok gå på gaden i Dublin for et par måneder siden -

- uden at få panikangst. Hvordan skal det gå i New York?

Skub det fra dig for en tid.

Det er fantastisk, at de har tilbudt dig en plads.

Tænk ikke på, hvad du vil gøre, lige nu.

Jeg rejser ikke.

Okay.

Og vi skal selvfølgelig takke Connell!

For at træde til og vise sig at være -

- alle tiders største naturtalent som redaktør!

Hvilket leder mig hen til at erklære, at vores seneste fantastiske nummer -

- bliver søsat i morgen, og vi kunne ikke være mere stolte!

Og jeg har lavet punch, og den er skide god!

- Den er livsfarlig! - Drik ud!

Jeg er stolt af dig.

- Marianne? - Ja?

Må jeg spørge dig om noget?

Julen.

Hvad med den?

Vil du med til vores?

Det ved jeg ikke, Connell. Det er sødt.

Lorraine ville elske, at du kom.

Det ved du ikke.

- Hvad er der? - Jo, jeg gør. Det er hendes idé.

Det er sødt af hende.