Polar Bear

Hjem.

Et sted hvor barndommen og minderne lever sammen.

Men mit barndomshjem er under forandring.

Isen, vi er afhængige af, smelter.

Min unge og jeg er på ukendt grund.

ISBJØRNEN

Jeg blev født i en ishule højt oppe i bjergene.

Men det frosne hav og havisen var vores hjem.

Her stammer mine tidligste minder fra.

Hvor jeg leger med min bedste ven,

min tvillingebror.

Hun var aldrig langt fra os.

Vores beskytter.

Vores mor.

Jeg var stærkere end min bror. Mere nysgerrig.

Men han var den selvstændige af os.

Jeg fulgte altid efter mor.

Og der var en hel verden, hun ville vise os.

Der var så meget at lære her.

Hun var vores eneste lærer.

Jeg kopierede alt, hvad hun gjorde.

Jeg vidste det ikke, men vi jagede...

...efter noget.

En lugt.

En lugt under isen.

Uanset hvad, det var, lugtede det godt.

Min bror var også klar til at angribe...

Som regel mig.

Mor blev ved at tæske løs på isen.

Jeg ville hjælpe hende, men...

Jeg havde travlt.

Så stod det hele klart.

Vi jagtede sæler.

Eller det gjorde mor.

Hun var vores helt.

Vi ville have fulgt hende overalt.

Og det var vi nødt til.

Hanbjørne går rundt på isen hele vinteren, og de er meget sultne.

Min bror og jeg ville være et nemt måltid.

Derfor førte mor os til iskanten ved det åbne hav.

Problemet var bare, at vi ikke kunne svømme.

Vi havde aldrig været i vandet før.

Det var iskoldt.

Og det eneste land i sigte, var mor.

Hun vidste, vi ikke ville lære at svømme på den måde.

Og der var god grund til at padle videre.

Endelig et sted at hvile sig... Troede jeg.

Jeg tog fejl.

Da min bror og jeg ikke kunne svømme længere, førte hun os i land.

Jeg har aldrig været gladere for at blive bidt og hevet i nakken.

Vi var i sikkerhed.

Nu kunne vi hvile os.

Hvert forår kravler solen højere og højere op på himlen,

og dagene bliver længere og varmere.

Vores verden af fast is går fra hinanden.

Jeg lærte, at det var naturligt.

Men det ødelagte og omskiftelige terræn var svært at vænne sig til.

Det var svært at holde trit med mor.

Et lille skridt for hende var et stort skridt for os.

Og nu ville hun efterlade min bror og jeg alene for første gang.

Hun havde en ny mission.

Jeg så hende lydløst blive et med isflagerne.

En mester i forfølgelse.

Mor vidste af erfaring, at hun kun kunne fange sælerne,

når de var på isflagerne.

Når de først var i vandet, kunne hun ikke fange dem.

Vi havde ikke meget at lave.

Vi ventede bare på hende.

Men hun kom ikke tilbage. Hun blev ved at jage.

Mor fangede mange sæler den første sommer.

Vi fik godt med mad og manglede intet.

Dengang føltes livet på vores frosne hav sikkert.

I dag er den havis, vi kaldte vores hjem, ved at forsvinde.

Sælerne har brug for isen for at formere sig.

Vi har brug for at jage sælerne.

Vi er isbjørne.

Hvordan skal vi overleve uden is?

Vores mor passede på os og holdt os varme den første lange vinter.

Ud over lyset, der dansede på himlen,

var der totalt mørke halvdelen af året.

Jeg troede, solen var væk for altid.

Jeg kan huske den dag, den endelig kom frem igen.

Min bror og jeg elskede solskinnet.

Nu kunne vi gå på opdagelse igen.

Men mor ville udnytte al den energi.

Hun havde planlagt et travlt forår for os.

Om foråret skal vi fange mad til næsten hele året.

Og det skal gå hurtigt.

Snart vil havisen være forsvundet, og med den, sælerne.

Det år forventede mor meget af os.

Hun ville have os til virkelig at forstå sæljagt.

Ikke noget med at kigge på i pauserne i vores slåskampe.

Jeg lærte også altid at være på vagt.

Hanner var en allestedsnærværende trussel.

Og den her overraskede os fuldstændig.

Han var sulten, målrettet og utrættelig.

Der er ingen sikker afstand til en hanisbjørn.

Men der er sikker is.

Og mor vidste, hvor det kunne findes.

Hun fulgte revnerne, der første til kanten af havisen.

Isen var så tynd, at en stor hanbjørn ville falde igennem.

Det vigtigste, for min bror og mig, var,

at vi kunne lege sammen.

Dengang lærte hvert øjeblik på havisen os noget nyt.

Om de forskellige typer is,

de forskellige tykkelser,

hvordan man planlægger det bedste maveplaskerangreb.

Det var en eftermiddag med ren afslapning.

Og lidt ekstra sæljagt-træning for min bror.

Et hurtigt rul i sneen for at tørre pelsen...

Og så var vi på vej igen.

Det forår blev vi mere selvsikre.

Men mor var stadig midtpunktet i vores verden.

I dag er der ikke meget tid til leg.

Al vores energi bruges på at finde mad.

Jeg vil lære min datter at finde sæler.

Men de gamle steder, jeg blev vist, er sværere og sværere at finde.

Da sommeren kom igen, virkede isen anderledes.

Den virkede varmere og smeltede tidligere.

Men at isen gik i stykker, tillod nye byttedyr at komme til.

Og det var ikke sæler, som vi havde lært at kende.

Hvidhvaler.

Jeg havde aldrig set en hvidhval før.

Det havde mor dog.

Og hun var fast besluttet på at tage en med hjem til middag.

Det er utroligt svært at fange et bytte i vandet.

Men hun var vedholdende. Vi skulle have mad.

Endelig svømmede en lige mod hende.

Den slap væk.

Hun lærte os, at hvis der var en chance for mad, skulle man tage den.

Om sommeren går solen ikke ned i et halvt år.

Det endeløse dagslys giver nyt liv.

Alle skynder sig for at opfostre familien i sommersolen.

På trods af alt det nye liv, er sommeren den hårdeste sæson for os.

Man skal bruge enhver mulighed.

De spættede sæler så indbydende ud.

Men mor havde ingen isflager til at hjælpe i jagten.

Hun måtte improvisere.

Jeg holdt øje med hendes bevægelser, mens hun lydløst jagede.

Men da hun blev opdaget,

blev det en jagt, som aldrig ville lykkes.

De svømmede i ring om os.

Men det lykkedes altid mor at finde mad.

Tang til aftensmad.

Vi hadede tang.

Især min bror.

Han ville hellere undvære aftensmad end spise tang.

Da sommeren blev ved, blev føden endnu mere knap.

Den var der, men den var ofte svær at få fat i.

Der kom fugle til klipperne hver sommer for at få unger.

De var nødt til at bygge redde, hvor der var plads for at undgå rovdyr.

Hver eneste kvadratcentimeter var vigtig.

Os isbjørne bestiger næsten hvad som helst efter mad,

og mor var parat til at vise os hvordan.

Men vi var ikke de eneste sultne.

Hun var blevet overgået af endnu en hanbjørn.

Turen op var farlig nok.

Det ville mor ikke forsøge med ham deroppe.

Klipperne smuldrede under ham.

At forsøge at fange et flyvende bytte på en farlig klippe duer ikke.

Han måtte nøjes med æg eller unger.

Under ham lykkedes det min bror at fange et bedre måltid.

Det var vores lille sejr.

Sådan var sommeren ofte.