Alison

Alison

En historie om monster, mirakel og håb

"Gå til kanten," sagde han.

"Vi er bange", sagde de.

"Gå til kanten," sagde han.

De gik til kanten.

De blev skubbede.

Og de fløj.

Det var engang, år 1994 faktiskt,

i kongedømmet Sydafrika,

i byen Port Elizabeth -

jeg.

Jeg var en tjugosjuåring.

Ingen stræben, ingen store karriärplaner.

Jeg kan ikke mindes at jeg engang som barn

havde nogle store drømme eller ville være noget specifikt.

Jeg var ikke så god til specielt meget i skolen heller.

Jeg studerede til sekretær under et år efter skolen -

egentlig bare for at have noget at

falde tilbage på, som min mor sagde.

Jeg tilbragte fire år udenlands

inden jeg gik tilbage hjem.

Jeg kommer husk at min mor var

lettet at jeg var hjemme - trygt.

18. december 1994.

Det var en perfekt sommer- dag, husker jeg.

En sådan der sommerdag

så du været på stranden hele dagen.

Din hud er stadig stram fra at have været i solen.

Smager stadig af salt på din hud,

braaivleis, røg i luften.

Gik hjem, bestilte pizza, spillede spil.

På slutningen af aften, tilbød jeg min ven et lift.

Hentede min vasketøj fra hendes hus og kom siden hjem.

Min parkeringsplads var nu optaget,

så jeg var tvunget til at parkere

en lidt stykke længere ned.

Jeg husker det som om det var i går.

Jeg mærkede kniven mod halsen,

og jeg hørte bare stemmen som sagde:

"Flyt dig til side ellers vil jeg dræbe dig."

Jeg havde ikke låst mine bildörrar.

Jeg slår hvad om at jeg ved hvad

du tænker, jeg burde have hoppet,

men jeg ville ikke tro det værste,

så jeg valgte at tro det bedste.

Trods alt sagde han at han ikke ville skade mig,

bare anvende min bil i cirka en time.

"Mit navn er Clinton," sagde han.

"Har du en kæreste?" spurgte han mig.

Og problemet med det

var at det gav mig en falsk følelse af sikkerhed.

Hvis jeg bare havde vist.

Og han standsede. Kørte til side.

Og her kommer den anden store, stygge ulven ind i bilen

og jeg kommer husk at jeg bare kiggede i bakspejlet

og fik øjenkontakt med ham

og det var i den stunden min lettelse blev til ren frygt;

for alt jeg så var død, kold ondskab.

Og det var i det øjeblikket som

det til slut gik op for mig

at jeg ikke skulle komme at gå hjem.

De kørte forbi de sidste lyktstolparna,

det sidste håbet,

og ind i mørket.

Bare vi tre.

Og han standsede i en alkov.

Han sagde, "Vil du slå tilbage?"

Slår jeg tilbage? Hvordan slår jeg

tilbage? Jeg ved ikke hvordan man slås.

Han tvang mig at have oralsex med ham

og efter det gjorde han det samme for mig.

Mens han sagde ting som, "Gør din kæreste det her for dig?"

"Kan du lige det? Din kusse smager så godt."

Han gav mig et sugmärke på mit bryst og kyssede mig.

Siden voldtog han mig.

Min krop svarede.

Og selv om jeg nu ved at det er en beskyttelsesmekanisme,

var det for mig det ultimative sveket.

"Frynse!" Theuns kom over.

Det var dengang jeg indså at hans navn ikke var "Clinton",

det var "Frynse".

Frynse sagde til Theuns,

"Vil du også have sex med den fine damen?"

Theuns sagde bare, "Nej, jeg vil kneppe luderen."

"Du kan ikke tale med hende på den måde,"

siger manden som præcis voldtaget mig.

"Hun er en dame, du må snak ordentligt med hende."

Inden jeg engang nåede tænke, så var hans hænder ved min hals.

Og det sidste jeg husker, var at

mine tarme tömdes.

De stak mig i maven og i blygdområdet,

jeg fik vide at det var mere end 37 gange.

Theuns var den første at skære min hals.

Frynse skubbede væk ham.

Månen bag ham gav ham ironiskt nok en gloria.

Han skar min hals 17 gange.

Deres fødder startede blive mindre og mindre.

Deres stemmer, svagere.

De kørte væk og kastede ud mine tøj ud bilen.

Selv om jeg ikke kunne at kende nogen såre, så var

larmen fra min åndedræt gennem mine knuste luftrör -

skræmmende. Og den indsigten,

den overvældende følelsen af sorg, da det gik op for mig -

at jeg havde kommet til skade efter

alt håb. At jeg hold på at dø.

At jeg ikke skulle leve længere.

Siden efterlod jeg bogstaveligt min krop -

og larmen ophørte.

Jeg husker at jeg kiggede ned og mærkede

mig allerede nok distanserad

men ikke nok for at ikke kunne gå tilbage.

Jeg vidste at jeg havde det valg.

Og jeg indså at jeg ville gå tilbage.

Jeg ville have en chance at leve mit liv bedre.

Og så, var jeg tilbage i min egen

krop og larmen var tilbage.

Men først og fremmest.

Jeg var tvunget til at se til

at de aldrig skulle gøre det her igen mod nogen anden.

Frynse.

Theuns.

I håb om at de skulle fanges og at blive sat i fængsel.

Og så skrev jeg:

Jeg

elsker

mor.

Jeg mærkede noget blött ved mine ben.

Jeg indså at mine tarme faktiskt var udenfor min krop.

Jeansskjorte var i nærheden.

Jeg vellykket holde inde alt

ved hjælp af min jeansskjorte med en hånd

og startede siden krybe med den anden

over aske og glasskärvor.

Jeg blev svagere.

Hvis jeg nu var død her,

skulle min mor vide at Jeg havde overlevet en lille stund

og de ubesvarede spørgsmålene som hun altid skulle have.

Jeg kan ikke gøre det mod mor.

Jeg indså dog at krypningen var for besværlig.

Jeg ville ikke klare det.

Jeg var tvunget til at gøre det bedre.

Så jeg vellykket løfte mig op på fødder med stor bestræbelse

og så blev alt sort.

Jeg lagde min anden hånd oppe på halsen

og hele min hånd gik ind mit sår.

De havde skåret af muskeln på side af min nakke

og jeg indså at mit hoved faktiskt havde slokat

bagud mellem mine skulderblad.

Jeg tog min anden hånd og bogstaveligt trak op mit hoved

så at jeg kunne se.

Det var dengang det skete.

Det var som om nogen anden havde taget mine fødder

og rørte dem til mig.

Og inden jeg vidste ordet af var jeg ved vejen.

Jeg følte bare ned. Jeg mener, hvad

er det værste som kan ske -

at nogen kommer og kører over mig?

En bil kom.

Den kom nærmere og jeg indså at

Frynse og Theuns kunne være i den bilen.

Der er intet jeg kan gøre.

Jeg kæmpede så hårdt men jeg orkede ikke længere tage kampen.

Og siden kørte bilen væk.

Og så hørte jeg en anden bil som kom.

Jeg var en tyve år gammel veterinärteknisk student

som studerede på Technikon i Pretoria,

og vi var på ferie nede i Port Elizabeth med nogle venner.

Så man forventer sig ikke at noget

skrækkeligt kommer til at ske på en ferie.

Det første vi så da vi klatrede ud af bilen

var en person som lå på vejen uden tøj på sig.

Det er noget som man aldrig glemmer i hele engang liv.

Jeg tog hendes hånd.

Hun kunne ikke tale. Jeg kiggede i hendes øjne.

De var blodsprængte, vældigt, vældigt

redde. Jeg sagde bare til hende,

"Hør på mig, du har fine øjne."

Han var min ridder i skinnende rustning.

Han forsøgte med alt han havde at holde mig i live.

Jeg mener typisk mig, så ville jeg ikke give op for hans skyld.

Heldigvis havde en af vore venner en mobiltelefon

hvilket var en ny teknologi for den tid.

Ringede redningstjenesten

og de fortalte det til os at de skal send ud en ambulance.

Fra den plads der vi fandt hende op til sygehuset

var det cirka femten minutters bilrejse.

Vi ventede.

Tyve minutter.

Tredive minutter.

Fyrre minutter.

Så lidt efter lidt ankom sygeplejespersonalet.

Vi kørte til sygehuset.

Jeg spurgte dem om de kunne køre hurtigere.

De anså ikke at det var nogen hast.

Det var næsten som om de havde bestemt sig for at hun

ikke kommer til at klare det, så hvorfor skynd sig derhen.

Efter ankomsten til skadestuen,

var det første gang jeg var tvunget

til at slippe hendes hånd.