Hiroshima Mon Amour (Hiroshima mon amour)

-Du har ikke set noget i Hiroshima. -Jeg har set alt, alt.

Hospitalet har jeg set, helt sikkert. Der er et hospital i Hiroshima.

Hvordan kunne jeg undgå at se det?

Du så intet hospital i Hiroshima, du har ikke set noget i Hiroshima.

-Fire gange på museet. -Hvilket museum i Hiroshima?

Fire gange på museet i Hiroshima. Jeg så folk gå omkring.

De går der, tankefulde, blandt fotografierne...

...rekonstruktionerne, i mangel på andet.

Fotografierne, fotografierne-

-rekonstruktionerne, i mangel på andet.

Forklaringerne i mangel på andet...

Fire gange på museet i Hiroshima. Jeg betragtede menneskene.

Jeg betragtede mig selv, tankefuldt. Og jernet. Jernet, der var brændt.

Jern, der var revnet. Jern, der var blevet lige så sårbart som kød.

Jeg så kapselbuketter. Hvem kunne have forestillet sig det?

Menneskehud, flydende, overlevende. Dets lidelse endnu frisk.

Sten, brændte sten. Sten, der var sprængt.

Hår fra Hiroshimas kvinder...

Da de vågnede, opdagede de, at de havde tabt håret, alt håret.

Jeg har mærket heden på Fredspladsen.

Titusinde grader på Fredspladsen. Jeg ved det.

Solens temperatur på Fredspladsen. Hvordan kan man ignorere det?

-Græsset... Det er enkelt... -Du har ikke set noget i Hiroshima.

Rekonstruktionerne er lavet så virkelighedstro som muligt.

Filmene er lavet så virkelighedstro som muligt.

Illusionen, de skaber, er så perfekt, at turisterne græder.

Det kan man håne, men hvad andet kan en turist gøre end at græde?

Jeg har altid grædt over Hiroshimas skæbne, altid.

Nej. Hvad havde du at græde over?

Jeg så ugejournalfilmene. På den anden dag...

...det kan jeg ikke have fundet på...

...dukkede visse specifikke dyrearter op igen af jorden og asken.

Hunde forevigedes, jeg har set dem.

Jeg har set ugejournalfilmene.

Fra den første dag, fra den anden dag.

-Fra den tredje dag. -Du har ikke set noget.

Også fra den 15. dag.

Hiroshima dækkedes af blomster. Overalt var der kornblomster-

og gladiolus og snerle.

Snerler, der fødtes af asken med en utrolig livskraft-

som blomster aldrig før har vist.

Jeg finder ikke på det.

Du finder på det hele.

Intet af det. Ligesom i kærlighed-

-hvor der er illusionen om aldrig at kunne glemme...

Den illusion fik jeg i Hiroshima, aldrig at glemme som i kærlighed.

Jeg har set de overlevende og dem, Hiroshimas kvinder bar i deres maver.

Jeg så, med hvilket tålmodighed, med hvilken uskyld og mildhed...

...Hiroshimas overlevende fandt sig i en skæbne, så frygtelig uretfærdig-

-at fantasien, der normalt er så rig, stivner ved tanken om den.

Hør på mig, jeg ved det. Jeg ved alt. Det fortsatte.

-Du ved ingenting. -Kvinderne, der kan føde monstre.

Og det fortsætter. Mændene risikerer at blive sterile. Og det fortsætter.

Regnen skræmmer. Askeregnen over Stillehavets vand.

Stillehavets vand dræber. Stillehavets fiskere dør.

Maden skræmmer. Man smider føden til en hel by væk.

Man begravede føden til hele byer. En hel by raser.

Hele byer raser.

Mod hvem raser byerne? I et raseri, de ikke har magt over-

-mod den ulighed, visse folk har sat i system mod andre folk.

Over den ulighed, visse racer har sat i system mod andre racer.

Over den ulighed, visse klasser har sat i system mod andre klasser.

Ligesom du kender jeg glemslen.

Nej, du kender ikke glemslen.

Ligesom du er jeg udstyret med erindring. Jeg kender glemslen.

Du er ikke udstyret med erindring.

Ligesom du har jeg forsøgt, af al kraft, at kæmpe mod glemslen.

Ligesom du har jeg glemt.

Som du, ville jeg have en utrøstelig erindring-

om skygger og sten.

Jeg kæmpede af al kraft, hver dag-

-mod det forfærdelige. Ikke længere at forstå, hvorfor man skal huske.

Ligesom du har jeg glemt.

Hvorfor fornægte, at erindringen er så indlysende nødvendig?

Hør på mig, jeg ved mere. Det vil begynde forfra.

200.000 døde. 80.000 skadede. På ni sekunder.

De officielle tal... Det vil begynde forfra.

Der bliver titusinde grader på jorden, som titusinde sole.

Asfalten vil brænde, der bliver et umådeligt kaos.

En hel by vil blive løftet op fra jorden og falde ned som aske.

Ny vegetation trænger op af sandet.

Sammen venter fire studerende på en legendarisk død blandt brødre.

Floden Otas floddelta med dets syv arme tømmes-

-og fyldes igen som sædvanligt, på de sædvanlige tidspunkter-

-med friskt og fiskerigt gråt eller blåt vand, alt efter tid og årstid.

Folk står ikke længere ved de mudrede bredder og ser på højvandet-

-når det langsomt stiger i floden Otas delta med dets syv arme.

Jeg møder dig. Jeg mindes dig. Hvem er du?

Du dræber mig... Du gør mig godt.

Hvor kunne jeg ane, at denne by var skabt til kærlighed?

Hvor kunne jeg ane, at du var skabt netop for min krop?

Du tiltaler mig. Hvilken begivenhed! Du tiltaler mig.

Så langsomt, pludseligt. Hvilken ømhed...

Du har ingen anelse! Du dræber mig! Du gør mig godt.

Du dræber mig. Du gør mig godt.

Jeg har tid, jeg beder dig... Opslug mig.

Deformér mig, indtil grimhed. Hvorfor ikke dig?

Hvorfor ikke dig, i denne by, denne nat-

til forveksling så lig alle andre?

Jeg beder dig.

Det er vanvittigt, hvor din hud er smuk...

-Du! -Det er mig. Det må du have set.

Er du helt japaner ...eller ikke?

Jeg er helt japaner.

Du har grønne øjne, ikke?

Det tror jeg. Jeg tror, de er grønne.

-Du er som tusinde kvinder i én. -Det er, fordi du ikke kender mig.

Det er måske ikke kun derfor.

Det er ikke ubehageligt at være som tusinde kvinder i én for dig.

Hør! Klokken er fire.

-Hvorfor det? -Jeg ved ikke, hvem det er.

Han går forbi hver dag klokken fire og hoster.

-Var du i Hiroshima? -Nej, selvfølgelig var jeg ikke det.

Nåh nej... Hvor er jeg dum.

Min familie var i Hiroshima.

-Jeg var i krigen. -Det var heldig, kunne man sige.

-Ja. -Også heldigt for mig.

-Hvad laver du i Hiroshima? -En film.

-En film? -Jeg spiller med i en film.

Og inden du kom til Hiroshima, hvor var du da?

-I Paris. -Og inden da?

Inden Paris var jeg i Nevers. Ne-vers.

-Nevers...? -I Nièvre. Du ved ikke, hvor det er.

Hvorfor ville du se alt i Hiroshima?

Det interesserede mig. Jeg har en teori om det her.

Virkelig at kunne se, det er noget, man kan lære.

Vil du have kaffe?

-Hvad drømte du om? -Det husker jeg ikke. Hvorfor det?

Jeg så på dine hænder. De bevæger sig, når du sover.

Det er måske, når man drømmer, uden at man ved det...

-Du er smuk. Ved du det? -Synes du?

Lidt træt, måske?

-Lidt grim. -Og det gør ikke noget?

Det var det, jeg så på cafeen. Din måde at være grim på.

-Og måden, du kedede dig på. -Fortsæt.

Det var en måde, der får mænd til at ville lære en kvinde at kende.

-Du taler godt fransk. -Ja, ikke?

Jeg er glad for, du endelig bemærker, hvor godt jeg taler fransk.

Men jeg havde ikke lagt mærke til, at du ikke taler japansk.

Har du bemærket, det altid er samme slags ting, man lægger mærke til?

Nej! Jeg lagde mærke til dig, det er alt.

At lære hinanden at kende i Hi-ro-shi-ma.

-Det sker ikke hver dag... -Hvad var Hiroshima for dig?

Afslutningen på krigen, fuldstændig afslutning, mener jeg.

Bestyrtelsen over, at man turde, og at det lykkedes.

Og en rædsel tog sin begyndelse, som vi ikke tidligere havde kendt.

Og ligegyldigheden. Og rædslen for ligegyldigheden.

-Hvor var du? -Jeg havde lige forladt Nevers.

Jeg var i Paris. På gaden.

Hvor er det et smukt, fransk ord. Nevers...

Det er et almindeligt ord, lige så almindeligt som byen.

-Har du mødt mange japanere her? -Ja, det har jeg.

-Men ikke sådan som dig. -Er jeg dit livs første japaner?

Ja.

-Hiroshima. -I hele verden glædede man sig.

Og du glædede dig sammen med hele verden.

Det var vist en dejlig sommerdag i Paris den dag, har jeg hørt.

-Ikke også? -Jo, det var fint vejr.

-Hvor gammel var du? -20. Og du?

-22. -Vi var jævnaldrende.

Stort set.

-Hvad lavede du? -Arkitektur.

Og desuden... politik.

-Er det derfor, du kan fransk? -Ja.

For at læse om den franske revolution.

-Hvilken film er du med i? -Den handler om freden.

Hvad skal man ellers filme i Hiroshima?

Jeg vil gerne møde dig igen.

På denne tid i morgen er jeg på vej hjem til Frankrig.

-Hvad? Det har du ikke fortalt. -Det passer.

-Det gavnede intet at sige det. -Så derfor måtte jeg gå med dig op.

Fordi det var din sidste dag i Hiroshima.

-Det tænkte jeg slet ikke på. -Gad vide, om du nu lyver...

-...eller taler sandt. -Jeg lyver. Og jeg taler sandt.

Men dig har jeg ingen grund til at lyve overfor.

Sker det ofte, at du har denne slags affærer?

Ikke særlig ofte, men det sker.

Jeg kan vældig godt lide mænd.

Jeg har en tvivlsom moral, forstår du.

Hvad betyder det for dig?

At man tvivler på andres moral.

Jeg vil møde dig igen, trods din hjemrejse og tvivlsomme moral.

-Nej. -Hvorfor?

Derfor...

Vil du nu ikke mere tale med mig?

Jeg vil gerne møde dig igen.

-Rejser du til Nevers? -Nej, der tager jeg aldrig mere til.

-Aldrig...? -Aldrig.

Jeg har aldrig været så ung som i Nevers.

-Ung i Nevers... -Ja.

Ung i Nevers... Og engang var jeg også vanvittig i Nevers.

Nevers er det i hele verden, jeg drømmer mest om om natten.

Og samtidig er det det, jeg tænker allermindst på.

Hvordan var dit vanvid i Nevers?

Vanvid kan man ikke forklare, det er som med intelligens.

Det falder ned over en, fylder en ...og så forstår man det.

Når det er ovre, forstår man det slet ikke.

-Var du ond? -Ja, jeg var vanvittig af ondskab.

Jeg mente, man kunne vie sit liv til ondskaben.

For mig fandtes der kun ondskaben. Forstår du?