The Apartment

Den 1. November 1959

havde New York City 8.042.783 indbyggere.

Lagt i forlængelse af hinanden,

med en gennemsnitshøjde på 1,68 meter,

ville de nå fra Times Square til udkanten af Karachi i Pakistan.

Det ved jeg, fordi jeg arbejder for et forsikringsselskab,

Consolidated Life.

Vi er et af landets fem topselskaber.

Vores hovedkontor har 31.259 ansatte,

hvilket er flere, end der bor i Natchez i Mississippi.

Jeg arbejder på 19. sal, Afdelingen for Almindelige Policer,

Regnskabsafdelingen, Sektion W, skrivebord nummer 861.

Mit navn er CC Baxter: C for Calvin, C for Clifford.

Men de fleste kalder mig Bud.

Jeg har arbejdet her i 3 år, 10 måneder,

og min nettoløn er $94, 70 som ugen.

Arbejdstiden i min afdeling er 8.50 til 17.20.

Den er forskudt efter etager, så 16 elevatorer kan klare

de 31.259 ansatte uden trafikkaos.

Hvad mig angår, bliver jeg tit på kontoret

og arbejder over en time eller to, især når vejret er dårligt.

Det er ikke fordi, jeg er særlig ambitiøs.

Det får bare tiden til at gå,

indtil det er muligt at gå hjem.

Ser I, jeg har dette her lille problem med min lejlighed.

Jeg bor i West-distriktets 60-gader, kun en halv husblok fra Central Park.

Huslejen er $85 om måneden. Den var $80 indtil sidste juli

hvor værtinden, Mrs. Lieberman,

installerede et brugt airconditionsystem.

Det er en rar lejlighed. Meget hyggelig.

Helt rigtig til en ungkarl.

Det eneste problem er, at jeg ikke altid kan komme ind, når jeg vil.

Hold op med det, Sylvia. Vi må se at komme ud.

Fald til ro. Jeg tager en martini til.

Kom nu, Sylvia. Den er en kvart i ni.

Først jager du med at få mig herop, og så er det fis, fis, fis af sted.

- Én føler sig så billig. - Det er ikke det, skattepige.

Men jeg lovede fyren, jeg ville være ude klokken otte.

- Hvilken fyr? Hvis lejlighed er det? - Et pjok, der arbejder på kontoret.

- Godaften, Mr. Baxter. - Mrs. Lieberman.

Sikket vejr vi har. Må være fra alt det pjatteri ved Cape Canaveral.

- Er De låst ude af Deres lejlighed? - Nej, nej. Jeg venter bare på en ven.

- Godnat, Mrs. Lieberman. - Godnat, Mr. Baxter.

- Hvor bor du? - Jeg fortalte dig det. Hos min mor.

- Hvor bor hun? - 179th Street, i Bronx.

Godt. Jeg følger dig til undergrunden.

Gu' gør du ej. Du betaler en taxa.

Hvorfor bor alle I damer i Bronx?

Kommer du her med andre piger?

Bestemt ikke. Jeg er lykkeligt gift.

- Godaften, Mrs. Dreyfuss. - Er der noget i vejen?

Nej. Jeg har vist tabt min nøgle. Åh, her er den.

Der var sådan et spektakel inde fra Dem.

Måske var der indbrudstyve?

Bare rolig.

Der er intet her, nogen gider stjæle. Godnat.

Undskyld, jeg forstyrrer, Buddy-boy, men damen glemte sine galocher.

Mr. Kirkeby, det var meningen, De skulle have været ude før otte.

Ja, men sådan noget følger ikke altid køreplanen, som en bus.

Det gør ikke noget om sommeren, men en aften, hvor det regner...

- Jeg har ikke spist endnu. - Godt, godt.

Jeg siger noget pænt om Dem til Sheldrake i Personaleafdelingen.

- Mr. Sheldrake? - Netop.

Vi snakkede om forfremmelser. Jeg sagde, De var en kvik knægt.

Man er altid på udkig efter unge overordnede. De er på vej op.

- Og De er løbet tør for sprut. - Mr. Eichelberger, Prioriteter og Lån,

- i aftes havde han Allehelgenselskab. - Sørg for vodka og vermouth til mig.

De skylder mig stadig for to flasker.

De får pengene på fredag.

Og hvor er de små ostekiks, De plejede at have?

Ostekiks?

Skål.

- Godaften, Baxter. - Hej, Doc. Sent udkald?

Ja. En idiot hos Schraffts spiste en klubsandwich - med pinden.

- Nå, godnat, Doc. - Hør, Baxter.

Som De skyller det stof dér ned, må De have nyrer af støbejern.

Det er ikke mig. Nu og da har jeg bare nogle få gæster til drinks.

Faktisk må De være en jernmand hele vejen igennem.

Efter hvad jeg hører gennem væggen, går De til den hver eneste aften.

- Undskyld, hvis det er for støjende. - Og somme tider scorer De to gange.

- Et bitte skvat som Dem. - Nå, på gensyn, Doc.

Hør, jeg laver nogle forsøg på Columbias Medieal Center.

- Vil De gøre os en tjeneste? - Mig?

Når De skriver Deres testamente - hvilket De bør, sådan som De tager fat -

vil De måske efterlade Deres krop til universitetet?

Min krop? Desværre bliver I fyre bare skuffede. Godnat, Doc.

Slap af, ven.

Åh, for guds...

Fra verdens fineste bibliotek for filmklassikere præsenterer vi stolt

Greta Garbo, John Barrymore,

Joan Crawford, Wallace Beery og Lionel Barrymore

i Grand Hotel.

Men først et ord fra vor sponsor.

Hvis du ryger på den moderne måde, tro ikke på falsk filterpral.

Og nu Grand Hotel,

med Greta Garbo, John Barrymore,

Joan Crawford, Wallace Beery og Lionel Barrymore.

Men først et ord fra vores alternative sponsor.

Venner, har I proteser, der vipper?

- Hallo. - Davs, Buddy-boy.

Jeg er i den her bar på 61st Street og syntes, jeg ville give dig et klemt.

Det er pænt af Dem, men... hvem er De?

Dobisch. Joe Dobisch, fra Administration.

Åh, ja. Jeg genkendte ikke stemmen.

Det er OK, Buddy-boy.

Som sagt er jeg i denne her bule, og jeg tror, jeg har en fisk på krogen.

Beklager, Mr. Dobisch. Jeg hjælper gerne jer fyre, men De er lidt sent på den.

- Hvorfor ikke gøre det en anden gang? - Hør. Jeg kan ikke lade den her smutte.

Hun ligner Marilyn Monroe.

Jeg er i seng, jeg har taget en sovepille.

Jeg må desværre sige nej.

Vi er ved at give effektivitetspoint. Jeg sætter Dem mellem de ti bedste.

De vil ikke spænde ben for Dem selv, vel?

Nej. Men jeg kan ikke være effektiv på kontoret

uden at få lidt søvn, vel?

Den er kun elleve, og jeg har bare brug for tre kvarter.

Jeg er så ensom. Hvem taler du alligevel med?

- Min mor. - Åh, det er så sødt. Noget så sødt.

Lad os sige 30 minutter. Hvad med det, Bud?

Jeg har slet ingen sprut, der er ingen rene glas...

Der er ingen ostekiks. Nul og niks.

Det er min hovedpine. Læg nu nøglen under måtten og forduft.

Ja, Mr. Dobisch.

Hvad De end siger, Mr. Dobisch.

Ikke noget problem, Mr. Dobisch. Træd indenfor.

Vi lukker aldrig hos Buddy-boy's.

"Ligner Marilyn Monroe."

IKKE FOR HØJT. NABOERNE KLAGER.

- Er det her? - Ja.

- Hvor meget? - 70 cent.

Find pengene, vil du?

Pas på de cocktails!

- Giv ham en dollar. - Tak, dame.

Læg dem tilbage, skat.

God pige.

- Tror du, det her er en god idé? - Jeg kan ikke finde nogen bedre.

Mase os ind hos din mor så sent.

Glem den gamle dame. Et ord fra hende, og hun er arbejdsløs.

Tag nøglen, vil du?

Ikke der. Under måtten.

- Under måtten? - Ja. Kom så.

Åbn nu. Vi har ikke hele natten.

- Er det din mors lejlighed? - Det passer.

Mildred! Han går til den igen!

- Godmorgen, Mr. Kirkeby. - Hvordan går det, Baxter?

- Giver de Dem nok at lave? - Ja, sir. Det gør de bestemt.

Godmorgen, Mr. Kessel, Miss Robinson, Mr. Williams, Miss Livingston.

Godmorgen, Mr. McKellway, Mrs. Schubert, Mr. Davis.

Godmorgen, Mr. Kirkeby. Godmorgen, Mr. Baxter.

- Godmorgen, Miss Kubelik. - Det var det. Af sted.

Pas på dørene tak. Affyring.

Hvad har De gjort med Deres hår?

Det gjorde mig nervøs, så af kom det.

- Stor fejltagelse, hva'? - Nej. Jeg kan faktisk godt lide det.

- De har en hornblæser dér - Ja. Hold hellere afstand.

- Jeg bliver aldrig forkølet. - Virkelig?

Jeg har set nogle tal om sygdoms- og ulykkeserstatning.

Gennemsnits-New Yorkere mellem 20 og 50

har 2½ forkølelse om året.

- Det gør mig noget så ked af det. - Hvorfor det?

Jeg er aldrig forkølet, så en anden stakkel skal have 5 forkølelser årligt.

Ja. Det er mig.

De skulle være blevet i seng i dag.

Jeg skulle være blevet i seng i aftes.

19!

Pas på trinet.

- Og pas på Deres hænder, Mr. Kirkeby! - Hvabehar?

En skønne dag lukker jeg dørene på Dem, og...

20. næste!

Hende Kubelik. Hende ville jeg godt sidde fast i en elevator med.

Hun er vores bedste elevatoroperatør.

Jeg er selv ganske god.

- Men hun vil ikke gå ud med mig. - Måske er Deres måde forkert.

Mange fyre her har prøvet alle mulige måder. Ingen chance.

Hvad er det, hun vi vise os?

Måske at hun er en pæn pige.

Lyt til ham, den ædle ridder.

Hallo. Mr. Dobisch? Baxter fra 19. sal her.

Åh, Buddy-boy!

Jeg skulle lige til at ringe og sige undskyld for griseriet på stuevæggen.

Min ven hævdede, Picasso var en sjuft, så hun begyndte på det vægmaleri.

Det er ikke Picasso, jeg ringer om.

Det er om nøglen til lejligheden. De skulle have lagt den under måtten.

Det gjorde jeg. Jeg husker det klart.

Nøglen var der godt nok. Men det var den forkerte.

Var det?

Så det var derfor, jeg ikke kunne komme på cheftoilettet i morges.

Og jeg kunne ikke komme ind i lejligheden!

Så kl. 4 måtte jeg vække værtinden og finde på en forfærdelig historie.

Sikken skam. Jeg sender nøglen ned.

Og det med Deres forfremmelse.

Jeg sender den effektivitetsrapport til Sheldrake på Personalekontoret.

De hører måske fra ham inden aften.

Mange tak, Mr. Dobisch.

Fra Mr. Dobisch.

Vent.

Til Mr. Dobisch.

Vanderhof. informationskontoret.

Åh, ja, Baxter. Et øjeblik.

Godt, Miss Finch. Udskriv, hvad vi har indtil nu.