Krabat

I det Herrens år 1646,

deltog de tyske lande i en række forfærdelige krige,

kendt som Trediveårskrigen.

Resultatet blev ødelæggelsen af ​​hele Europa,

og frygtelig død for hundreder af tusinder.

De der blev skånet for krig og sult,

havde endnu en usynlig fjende at kæmpe mod:

Pesten.

Det var mellem nytår og helligtrekongersdag.

Krabat, en forældreløs 14-årig dreng,

vandrede med sine sidste to venner

som sangere fra landsby til landsby.

Tiggeriet gav kun lige nok til, at de kunne holde sig i live.

Den nat havde Krabat en drøm,

en han også havde drømt de forrige nætter.

Elleve ravne sad på pæle og stirrede på ham.

Én plads var ledig.

Krabat,

kom til Schwarzkolm til møllen.

Det vil ikke være dig tabt.

Du er kaldet til højere ting og bør ikke at lide af sult.

Kom, og adlyd Mesterens stemme.

På trods af drengenes ed om

at blive sammen altid,

forlod Krabat Baro og lille Lobosch,

og fulgte ravnenes skumle kald.

Der er du.

Du kan være min lærling. Jeg har brug for en.

Hvad siger du?

Kom.

Og hvad skal jeg lære dig?

Møllen ... eller også alt det andet?

Også alt det andet.

Giv hånd på det, Krabat! Eller er du bange?

Jeg er ikke bange.

Møllen ...

Nu maler den igen.

Her skal du sove.

Dine sko, din seng, og dit tøj.

Det vil gå dig godt, hvis du overholder reglerne.

Forlad aldrig møllen, og gør, hvad du får besked på.

Indtil påske jeg vil sætte dig på prøve.

Prøv nu at få noget søvn.

Du skal tidligt op.

Vær ikke bange.

Jeg er mestersvenden.

Tonda.

Dette er Merten.

Michal, Hanzo.

Det er Andrusch, Staschko.

Juro.

Og jeg er Kito.

Det der er Petar ...

... og heroppe er Kubo.

Det er Lyschko.

Jeg håber ikke, vi skræmte dig.

Få tøj på.

Hvis er de her ting? Få tøj på og spørg ikke mere.

Passer godt.

Sulten? Ja ...

Sæt dig venligst ved det andet bord, møghund.

Vov! Vov!

Her er der ledigt.

Bank isen af møllehjulet og slusen.

Den nye hjælper dig. Jeg vil ikke have ham.

Det er en ordre.

Forbandede is.

Nå, Lyschko. Hvordan går det dernede?

Hold din mund, Michal!

Hold selv din mund.

Sådan. Det skal være stramt.

Stop, du må ikke at rydde kværnen endnu.

Det må de nye ikke. Du skal først være ligeså stærk som os.

Nemlig. Kan du trække vognen?

Vent. Prøv at løfte en sæk.

Det kan jeg godt.

Krabat.

Du er nødt til at spise. Du har brug for kræfter.

Så vil jeg gerne have det.

Gem dine kræfter til i aften.

Gå op på sovekammeret indtil da.

Ikke mere snak fra nu af!

Ingen vover at se på ham!

Tilbage, før Mester fanger dig.

Tonda?

Hvor er den dreng?

Glem, hvad du har set. Tonda?

Her er jeg.

Hvad laver du herude?

Jeg så til hestene. De var urolige.

Kom her.

Ingen går ud, medmindre jeg giver lov.

Forstår du det?

Ja, Mester.

Krabat forsøgte at følge Tondas råd om,

at glemme begivenhederne fra nymåne-natten.

Med alt det slidsomme arbejde, var det ikke svært for ham.

Krabat lærte drengene bedre at kende.

Hanzo var en usleben diamant og virkede uvenlig og følelseskold.

Han og Andrusch, som man slet ikke kunne stole på,

hang altid sammen med Lyschko.

Den enfoldige Juro var ikke god til andet end det huslige.

Luk døren.

Hans største bekymring var

at melet kunne blæse op i hans ansigt,

og han sagde igen og igen ...

Træk. Melstøv.

Et spark og ...!

Staschko var den dygtigste til håndværket.

Jeg har det. Til det nye møllehjul skal vi bruge egetræ.

Han drømte om

bygge et møllehjul, der var større og stærkere end det gamle.

Staschko, Andrusch, Lyschko, kom.

Spænd okserne for.

Der var ingen stor hengivenhed blandt de tolv,

hvis man ser bort fra den følsomme Merten

og hans fætter Michal, hvis ryg plagede ham.

Krabat var ivrig efter at være Mesteren en god lærling.

Møllen var blevet hans hjem.

Men en dag var Krabat pludselig alene i møllen.

I timevis var drengene sporløst forsvundet.

Hvad er der bag døren? Hvilken dør?

For enden af gangen, ved siden af Mesterens kammer.

Vent og se.

Og hvor har I været så længe?

Til lektioner med Mesteren.

Hvad lærer han jer?

Det vil du snart finde ud af.

I dag ...

På påskenatten.

Kom.

Gå hen, hvor nogen har lidt en voldsom død.

Tilbring påskenat dér og vend tilbage ved morgengry.

Gå hen, hvor nogen har lidt en voldsom død.

Tilbring påskenat dér og vend tilbage ved morgengry.

Krabat, Tonda.

Gå hen, hvor nogen har lidt en voldsom død.

Tilbring påskenat dér og vend tilbage,

som praksis byder.

Lov mig, at I vender tilbage i morgen.

Det lover jeg.

Hvor er vi på vej hen?

Til Schwarzkolm.

Inden landsbyen er der et gammelt træ på en bakke.

Det hedder "Bäumels Død”. Der vil vi ligge vågne.

Vi er her.

Jeg mærker dig med det hemmelige broderskabs tegn.

Giv mig din hånd.

Fast.

Luk nu øjnene.

Jeg vil vise dig noget.

Rejs dig op, og hold øjnene lukkede.

Åbn dine øjne.

Du må godt give slip nu.

De kan ikke se os.

Du må ikke røre ved dem.

Worschula?

Vær ikke bange.

Tonda ... Hvor dejligt at høre din stemme.

Har du overvejet det?

Ja, jeg gør det.

Lov mig det. Så meget afhænger af det.

Jeg er virkelig bange.

Vent ...

Tag min hånd igen.

Du rørte ved pigen.

Dine øjne skinner.

Fortæl det ikke til nogen!

Jeg forstår ikke.

Alt dette hemmelighedskræmmeri.

Du er nødt til at stole på mig.

Forlad møllen.

Hvis jeg tørrer tegnet af, er du fri.

Hvorfor skulle jeg forlade dig? Du er det eneste, jeg har.

Du kan tage til Schwarzkolm. Jeg ville også gerne, men ikke endnu.

Hvis du vender tilbage til møllen,

vil der ske noget der, som vil adskille dig fra andre folk for evigt.

Du tror måske, jeg ikke kan klare det.

Alle de andre har klaret det.

Jeg er ikke bange.

Tro mig, Krabat, alt i denne verden har sin pris.

Jeg vil være dig lydig i alle ting, Mester,

nu og altid.

Jeg bøjer under det hemmelige broderskabs åg.

Husk, at du er elev.

Husk, at jeg er Mesteren.

Jeg vil være dig lydig i alle ting, Mester.

Nu og altid.

Nu og altid.

Den nat var Krabat på kværnloftet for første gang.

Nu, hvor han havde pentagrammet i panden,

var det andet arbejde hellere ikke længere let.

De knoklede løs som okser i alle sliskerne,

bortset fra én.

Drengene kaldte den mystisk for den syvende møllesten,

og hviskede om, at det groteske ansigt kun udspyede på nymåne-natten.

De bar poserne til kværnen, hvor kornet blev malet til mel,

og derfra til melkammeret,

hvor det forandrede sig tilbage til korn.

Hvor længe skal det her fortsætte? Hæng i, Krabat.