David Attenborough: A Life on Our Planet

EN ORIGINAL DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Denne by i Ukraine var engang hjemby for næsten 50.000 mennesker.

Der var alt, hvad et samfund havde brug for.

Men den 26. april 1986 blev den pludselig ubeboelig.

Det nærliggende atomkraftværk, Tjernobyl, eksploderede.

Og på under 48 timer blev byen evakueret.

Ingen har boet her siden.

Eksplosionen skyldtes dårlig planlægning og menneskelige fejl.

Den forårsagede en miljøkatastrofe, der havde indflydelse på hele Europa.

Mange så det som den mest bekostelige i menneskelighedens historie.

Men Tjernobyl var en enkeltstående begivenhed.

Vor tids sande tragedie sker lige nu på hele kloden,

og den bemærkes knap fra dag til dag.

Jeg taler om tabet af vor planets natur...

...dens biodiversitet.

Naturen er unik og spektakulær.

Der er milliarder af individer og millioner af typer af planter og dyr,

der er utroligt varierede og righoldige.

De samarbejder for at udnytte solens energi

og Jordens mineraler.

De lever liv, der passer sammen, så de opretholder hinanden.

Vi er afhængige af denne finjusterede, livgivende maskine.

Og den er afhængig af sin biodiversitet for at fungere optimalt.

Men den måde, vi mennesker lever på Jorden, har formindsket biodiversiteten.

Det sker også på grund af dårlig planlægning og menneskelige fejl.

Og det vil også føre til, hvad vi ser her.

Et sted, vi ikke kan bo.

Naturen svinder ind.

Beviserne er allestedsnærværende. Det er sket i min livstid.

Jeg har set det med mine egne øjne.

Denne film er min vidneforklaring og min vision for fremtiden.

En historie om, hvordan dette blev vores største fejltagelse.

Og om, at hvis vi gør noget nu, kan vi stadig løse det.

Mit navn er David Attenborough, og jeg er 93 år gammel.

Jeg har levet et utroligt liv.

Det er først nu, jeg indser, hvor utroligt det har været.

Jeg har været så heldig at tilbringe livet med at udforske naturen.

Jeg har været i alle dele af verden.

Jeg har oplevet naturen med al dens variation og alle dens undere.

Jeg ville ikke gøre noget om.

Jeg har altid elsket at udforske og tage på eventyr

og lære om den vilde natur.

Og jeg lærer stadig.

Helt i samme grad, som da jeg var dreng.

2,3 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 280 DELE PER MILLION

66%

Det var en anderledes verden dengang.

Vi havde meget lidt viden om, hvordan naturen fungerede.

Det blev kaldt naturhistorie,

for det var det, det handlede om...

...historie.

Det var et dejligt sted at komme som dreng,

da det var et jernstensbrud, som dog ikke var i brug.

Alt var ryddet her.

Det var for nylig nedlagt.

Som barn tilbragte jeg al min fritid

med at lede blandt sten som disse...

...efter begravede skatte.

Fossiler.

Det er en ammonit.

Og i live boede dyret i kammeret her

og sendte tentakler ud for at fange sit bytte.

Den levede for 180 millioner år siden.

Denne art har det videnskabelige navn Tiltonicerus,

da den første gang blev fundet nær dette stenbrud

her i Tilton midt i England.

Over tid lærte jeg om Jordens udviklingshistorie.

Det er en historie om langsom, men konstant forandring.

Igennem milliarder af år har naturen skabt mirakuløse former,

den ene mere kompleks og gennemført end den anden.

Det er uendeligt indviklet arbejde.

Og så, hver hundrede millioner år cirka,

efter denne omhyggelige proces

sker der en katastrofe, en masseudryddelse.

Et stort antal arter forsvinder, som så bliver erstattet af nogle få.

Evolutionen bliver genstartet.

Man kan se det som en linje i stenlagene.

En grænse, der angiver omfattende, hurtig, global forandring.

Under linjen er der en mængde livsformer.

Over den er der meget få.

Der er sket fem masseudryddelser i vores fire milliarder års lange historie.

Den seneste

var den hændelse, der udryddede dinosaurerne.

Et meteornedslag ændrede på katastrofal vis

forholdene på Jorden.

Femoghalvfjerds procent af alle arter blev udryddet.

Livet var nødt til at bygge sig op på ny.

I 65 millioner år har livet på Jorden genopbygget sig...

...til vi nåede den verden, vi kender... vor tid.

Forskere kalder den Holocæn.

Holocæn har været en af de mest stabile perioder

i vores planets historie.

I 10.000 år er gennemsnitstemperaturen hverken steget eller faldet

med mere end én grad.

Og det rige og blomstrende liv omkring os

har været afgørende for den stabilitet.

Planteplankton på havets overflade og de store skove nordpå

har hjulpet med at holde balance i atmosfæren ved at gemme kuldioxiden væk.

Store flokke på sletterne

har sørget for frodige og produktive græsmarker ved at gøde jorden.

Mangrover og koralrev langs tusindvis af kystlinjer

har været ynglesteder for fiskearter,

som så er svømmet ud på åbent hav, når de har været store nok,

En bred stribe af jungler ved ækvator indeholder utallige planter,

der indfanger så meget af solens energi som muligt,

hvilket giver fugt og ilt til de globale luftstrømme,

Og polarisen har været altbetydende

for at reflektere sollyset,

så hele Jorden afkøles.

Biodiversiteten under Holocæn har hjulpet med at bringe stabilitet.

Alle levende væsner vænnede sig til en blid, pålidelig rytme...

...nemlig årstiderne.

På de tropiske sletter

gik tørtiden og regntiden på skift hvert år som et urværk.

I Asien ændrede vindene retning, og monsunen ankom på samme tid hvert år.

I de nordlige områder steg temperaturen i marts og bragte foråret med sig,

den forblev høj og faldt så i oktober, hvor efteråret kom.

Holocæn var vores Edens Have.

Årstidernes rytme var så pålidelige,

at det gav vores art en unik mulighed.

Vi opfandt landbruget.

Vi lærte at udnytte årstiderne til at producere mad.

Derfra udsprang alle civilisationer.

Hver generation var i stand til at udvikle sig og opnå fremgang,

fordi mennesket kunne regne med, at Jorden

ville sørge for gode betingelser for os.

Hastigheden hvormed udviklingen skete var ulig noget andet i de fossile optegnelser.

Vores intelligens forandrede den måde, vi udviklede os på.

Før i tiden

måtte dyrene udvikle en fysisk evne for at forandre deres liv.

Men for os kunne en idé gøre det samme.

En idé kunne videregives fra den ene generation til den næste.

Vi forandrede, hvad en art kunne opnå.

Et par årtusinder efter det begyndte, voksede jeg op på det rette tidspunkt.

Min karrieres start i mine tyvere

faldt sammen med den globale luftfarts indtog.

Jeg havde det privilegium at være en af de første

til at opleve den overflod af liv, der var skabt af

det milde klima under Holocæn.

2,7 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 310 DELE PER MILLION

64%

Uanset hvor jeg kom, var der vildmark.

Funklende have.

Enorme skove.

Vældige græsarealer.

Man kunne flyve i timevis over den uberørte vildmark.

Og jeg blev bedt om at udforske disse steder

og lave optagelser af naturens vidundere til folk derhjemme.

I starten var det nemt.

Folk havde ikke set skældyr før på tv.

De havde ikke set dovendyr.

De havde ikke set Ny Guineas midte.

Det var mit livs højdepunkt.

Vores livs højdepunkt.

Anden Verdenskrig var forbi, og teknologien gjorde livet nemmere.

Forandringerne skete hurtigere og hurtigere.

Det var, som om intet kunne bremse vores udvikling.

Fremtiden ville blive spændende.

Den ville give os alt, hvad vi havde drømt om.

Det var, før vi vidste, der var problemer.

3 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 315 DELE PER MILLION

62%

Jeg besøgte Østafrika første gang i 1960.

Dengang virkede det utænkeligt, at vi, en enkelt art,

en dag ville have magt nok til at true hele den vildmarks eksistens.

Maasai-ordet "Serengeti" betyder "uendelige sletter".

For de, der bor her, er det en passende beskrivelse.

Man kan være et sted på Serengeti,

hvor der ingen dyr er,

og så næste morgen...

...er der en million gnuer.

En kvart million zebraer.

En halv million gazeller.

Et par dage senere...

...er de alle væk.

Hinsides horisonten.

Man kan blive tilgivet for at tro, at sletterne er uendelige,

når de kan få sådan en flok til at forsvinde.

Det krævede en visionær forsker,

Bernhard Grzimek, at forklare, at det ikke var sandt.

Han og hans søn brugte et fly til at følge flokken hinsides horisonten.

De lavede optegnelser over deres færd over floder,

igennem skove og over landegrænser.

De opdagede, at flokkene fra Serengeti

krævede et enormt område med græs for at fungere.

Uden et så enormt område ville flokkene svinde ind,

og hele økosystemet ville bryde sammen.

Det, jeg fik ud af det, var, at vildmarken langt fra er ubegrænset.

Den er begrænset. Den skal beskyttes.

Nogle år senere gik det samme op for alle.

Fem, fire, tre, to, en, nul.

Jeg var i et tv-studie, da Apollo-missionen blev opsendt.

Det var første gang,

et menneske var kommet langt nok væk fra Jorden

til at se hele planeten.

HJEMMEVIDEO

Og her er, hvad de så...