The Outrun

På Orkney siger man, at folk, der drukner,

bliver til sæler.

Vi kalder dem selkier.

Ved højvande

glider de ud af deres sælskin for en nat

og kommer i land som smukke mennesker.

Og de danser sammen.

Nøgne i måneskinnet.

Selkierne vender tilbage til havet ved solopgang.

Medmindre et menneske ser dem.

Så bliver de fanget i deres menneskekrop

for altid.

Baseret på erindringer af AMY LIPTROT

De vil for altid være ulykkelige på land,

for de hører til i havet.

Er alle gået?

Ja, allesammen.

Mere til mig.

Rona? Hvad laver du?

Kom nu.

Kom nu, du skal ud herfra.

- Tid til at gå. - Hvorfor?

Jeg kan huske...

At alle virkelig er væk.

Nej, der var...

- Lyset er tændt. - Lyset.

Det betyder, at aftenen er helt...

Kom nu, hvad laver du, Rona?

Vi skal have dig hjem nu.

- Kom så, Rona. - Vi skal danse.

Fint, så danser vi i stedet for.

Dave?

- Kom nu. - Dave.

- Sving mig rundt. - Hun er helt væk.

Kom så. Døren er der, og du skal ud ad den.

Under bordet. Kom ud.

Kom nu ud.

- Du skal hjem. - Du kan ikke se mig.

- Okay, Dave. - Op med sig.

Op at stå.

Ud ad døren.

Du er der næsten. Kom så.

Du har fået for meget.

- Dave, få hende ud. - Hold op, jeg er stærk.

Kom nu.

- Kom nu. - Eller hvad?

Tvinger du mig til at gå?

- Jeg smider dig ud. - Rona!

Du smider mig fandeme ud?

Så er det nok!

Skide narrøv!

- Ud med dig. - Slip mig!

- Stop ham! - Ud med dig.

Røvhul!

Skal du have et lift?

Du kan godt køre med mig.

Rona.

Kan jeg få lidt information af dig?

Ja?

Bare lige din alder.

Niogtyve.

Og...

Hvad laver du?

Jeg er arbejdsløs lige nu.

Men jeg har en kandidat i biologi.

Lige et par ting mere.

Nogen sygdomme i familien?

Hjertestop eller slagtilfælde?

Nej.

Sukkersyge?

Nej.

Har nogen i familien mentale problemer?

30 dage

90 dage

117 dage

Kom så.

- Jeg stiller den her. - Tak.

Hvordan har far det?

Fint nok.

Jeg hører, at han spreder sit vrøvl på Facebook igen?

Nej.

Hvilken farve

skal væggene have?

Hvad synes du?

Jeg har set...

Der er en slags... andeæg?

- Jeg er ikke sikker. - Pæn.

Tja.

Den ville være pæn i stuen, tror jeg.

Passer til dine bukser.

Se, hvad jeg har fundet.

Dyrenes Beskyttelse søger folk.

Sommerjobs. De søger...

Jeg har et liv, jeg skal tilbage til.

Ja, selvfølgelig. Jeg beder for dig.

Mor. Det skal du ikke.

Selvfølgelig.

Rona, vil du have te?

Jeg kommer om lidt.

Okay.

Jeg keder mig virkelig.

Keder du dig også?

Jeg ved godt, hvad du er ude på.

Kom nu, det er næsten slut.

Hvis du ikke kan klare en bog om champignoner,

eller hvad det nu er...

Var det champignoner?

Svampe.

Jeg hader, at du knap behøver åbne en bog.

Men du lærer stadig det hele.

Fordi du har stirret på det i timevis.

Ja, jeg har stirret på den side...

Ja, drop det, så går vi ned på pubben!

Hvordan var det at vokse op her?

- At vokse op i London? - Ja.

At vokse op i London er...

der sker jo altid et eller andet lækkert.

Jeg havde ikke tænkt over det,

indtil jeg første gang var på landet.

Og alt dér var så stille.

Jeg skal lige have en mere,

- er det okay? - Ja da.

Benjamin Sloan Ledende forsker

Vi må desværre meddele, at...

Om Dyrenes Beskyttelse

Las os give naturen et hjem Om os

- Undskyld mig. - Ja?

Du har vel ikke ild?

Nej desværre. Jeg ryger ikke.

Det er klogt.

Jeg kan godt lide din hat.

- Tak. - Meget interessant.

Kender jeg dig?

- Måske, kommer du herfra? - Ja.

Jeg tænkte, at med din accent

kom du et andet sted fra.

Nej, mine forældre er engelske.

- Så jeg har en mærkelig accent. - Okay.

Jeg har faktisk været væk

- i ti år nu. Så... - Hold da op, lang tid.

Jeg kommer ikke tilbage så tit.

Hvad laver du så nu?

Jeg skal mødes med nogle venner.

Venner.

Ja.

Jeg kender ikke nogen her mere.

Jeg var lidt desperat efter at

se, om der findes yngre mennesker her.

Ja.

Vil du have en kop te?

Nej, det kan jeg ikke. Jeg skal møde dem.

- Måske en anden gang. - Ja.

Jeg bor hos min mor i øjeblikket.

Jeg bor normalt nede i London.

Jeg kom for at hjælpe min far med læmningen, så...

Men jeg skal snart derned igen.

Vil du holde din hånd for,

så jeg kan prøve igen?

- Ja da. - Tak.

Vinden.

Ja, det er ikke nemt.

- Sådan! - Godt så.

Jeg er nødt til at gå. Vi ses.

Okay.

Nogle gange kan man føle en vibration i Orkney.

En lav rumlen.

En rysten.

Det indhyller hele øen og hele ens krop.

Men...

måske er det bare indbildning.

Nogle siger, det er lyden

af militære eksperimenter under vandet.

Andre, at det er bølger

i huler dybt under land.

Men den, som gav mig mareridt, da jeg var barn,

er den ældste teori.

Et gigantisk monster,

som hed Mester Muckle Stoorworm,

som var så stor,

at hans hale gik hele vejen rundt om jorden.

Og han blev besejret

af en ung knægt ved navn Assipattle.

Han slog Stoorwormen ihjel med brændende tørv.

Ilden brændte inden i dens krop.

Og den havde så ondt,

at dens hals rakte helt til månen og tilbage ni gange.

Så faldt dens tænder ud,

og de blev til Orkneyøerne.

Leveren brænder stadig i dag.

Og det er de rystelser, vi mærker.

Det var dejligt.

Så lækkert.

Der er mere kød, hvis nogen trænger.

- Jeg kan ikke mere. - Nej tak.

Rona, du har ikke spist meget. Er du okay?

Ja. Jeg er ikke så sulten. Men det var lækkert.

- Undskyld mig. - Velbekomme.

Jeg vil gerne sige tak.

Tak, Fader, for den lækre mad

og for selskabet ved mit bord i dag.