Girl in the Picture

EN DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Det er sent om aftenen i Oklahoma City i april 1990.

To eller tre fyre kører ad vejen i en bil.

De ser noget affald.

Og ved siden af det ser de en person.

Det lader til at være en ung kvinde, en lyshåret kvinde.

De ringer efter en ambulance.

Hun bliver kørt på hospitalet,

og hendes mand, Clarence, kommer efter noget tid.

Hun hedder Tonya Hughes og arbejder som stripper i Tulsa,

og de har en lille søn, der hedder Michael.

INGEN BESØGENDE

Han er meget ældre end hende og virker underlig.

Da lægerne undersøger hende,

finder de gamle mærker.

De finder gamle skader.

Det er noget galt med billedet.

Efter noget tid dør kvinden.

Pigerne, Tonya optrådte med, prøver at finde hendes familie.

De ringer til en kvinde og siger, hendes datter er død.

Og hun siger: "Hvad taler I om?

Min datter døde for 20 år siden, da hun var halvandet år."

Det går op for dem, at den døde kvinde ikke er Tonya Hughes.

Nu spørger de sig selv:

"Hvad skete der?

Og hvem er hun?"

STRIPKLUB

Jeg mødte Tonya på Passions i efteråret 1989.

Vi blev venner, fordi vi var de yngste.

Vi fandt umiddelbart sammen.

Vi var ikke som bikerpigerne.

Vi var piger, der gik i skole og fik en uddannelse.

Jeg gik på universitetet dengang.

Så vi havde meget til fælles.

Hun var tydeligvis kvik.

Hun læste hele tiden og prøvede at blive klogere.

Vi talte hele tiden.

Tonya var min bedste ven.

Da jeg mødte Tonya, mødte jeg hendes mand, Clarence.

Han var en ældre mand,

og de havde en søn på to år, Michael.

Hendes søn betød alt for hende.

Hendes verden drejede sig om ham.

Han var altid glad og smilende. Han elskede hende højt.

Hver gang, jeg så dem sammen, var Michael lige ved siden af sin mor.

Han var aldrig ved siden af Clarence.

Jeg spurgte: "Skal vi ikke tage Michael med i zoo?"

Og hun sagde: "Nej."

Hun måtte ikke tage Michael nogen steder

kun sammen med hende.

Når man deler omklædningsrum, ser man hinanden.

Hun havde blå mærker på hele ryggen.

Hun sagde, hun var faldet, men jeg vidste bedre.

Det var slemt.

Og det blev værre.

Det blev værre og værre.

En dag fortalte Tonya mig,

at Clarence havde tegnet en livsforsikring for hende.

Hun var rædselsslagen.

Hun ville stikke af, men hun havde Michael,

og han holdt ham under lås og slå.

Virkelig under lås og slå.

Jeg tror, hun var bange for, han ville gøre skade på dem.

Og jeg tror ikke, hun kunne have fået Michal væk fra Clarence.

Hun var låst fast

og kunne ikke komme fri.

Clarence ringede den 25. april 1990 og sagde, at hun var blevet ramt

af en flugtbilist i Oklahoma City.

Hun havde ikke sagt, at de ville forlade byen.

Hvorfor havde hun ikke sagt det?

Noget føltes ikke rigtigt.

Tonya Hughes ankom lidt efter midnat.

Hun havde alvorlig hjernerystelse.

Vi indlagde hende på intensivafdelingen…

NEUROKIRURG

…og gav hende intravenøse væsker, blodtryksmedicin

og medicin til at mindske hævelsen i hjernen.

Clarence fortalte, at hun var på intensivafdelingen,

og at hun ikke måtte få besøg.

Jeg måtte ikke besøge hende, men jeg gjorde det alligevel.

Det var der, sygeplejerskerne fortalte,

at de havde mistanke om, at der var tale om en forbrydelse.

De fortalte, at det ikke var en flugtbilist.

Det, der undrede mig mest, var rifterne her.

Som om hun var blevet revet.

Det lignede, at hun havde været oppe at slås.

Hun var mindre medtaget end forventeligt efter at være blevet ramt af en bil.

Hendes vitale tegn var stabile.

Men hendes tilstand blev værre,

og jeg forstod det ikke.

Jeg var kommet hjem, da de ringede fra hospitalet.

Hun var gået bort.

Hun var 20 år, da hun døde.

Sådan opdagede vi, at det ikke var hendes navn.

Hun hed ikke Tonya Hughes,

og på det tidspunkt vidste vi ikke, hvem hun var.

TONYA JEG VIL ALTID VÆRE HOS DIG

Derfor skrev vi "Tonya" på hendes gravsten.

Og jeg tror ikke, at Michael var i sikkerhed hos Clarence.

Hospitalet spurgte ind til Michael og sagde, at han ikke talte.

Jeg sagde: "Det er forkert."

De bad mig kontakte socialforsorgen i Oklahoma.

Socialforsorgen anbragte Michael hos en plejefamilie.

VELKOMMEN

-Der er han. -Ja.

-Mickey Mouse-klubben. -Ja.

Vi skulle have Mickey Mouse-hatten på den dag.

Vi fik Michael den 1. maj 1990.

MICHAELS PLEJEMOR

Michaels mor var død dagen inden,

og han var lige fyldt to år.

Vi fik besked fra sagsbehandleren om,

at han stadig fik flaske, og at han kun drak Pepsi.

Hvis man sagde nej til ham…

MICHAELS PLEJEFAR

…blev han hysterisk.

Han smed sig på gulvet, på stengulvet derude,

og bankede hovedet ned i det.

Han løftede hovedet op…

Vi var bange for, han kom til skade.

Han var skadet, men har var en god dreng.

Allerede første aften, fik han ikke Pepsi.

Han fik ikke flaske.

Jeg gav ham bare en kop med mælk.

Jeg tænkte: "Hvad er det, jeg gør?"

Når man vænner børn fra at få flaske, er de kede af det de første nætter.

Men han faldt til ro.

Da ugen var omme,

var han som et andet barn.

Jeg havde aldrig troet, at han ville gøre sådan.

Vi havde Michael i fire år.

Bare i løbet af de første to år

voksede han følelsesmæssigt, fysisk og psykisk.

Al den tid, vi havde Michael,

prøvede hans far at få Michael tilbage.

DOMSTOL

Min søn bliver straffet for at ville se sin far.

Han er låst inde på sit værelse uden legetøj

og får at vide, at hans far er ond.

Vi kan ikke fjerne et barn fra et ikkevoldeligt hjem,

på grund af en våd ble eller mistanke om manglende omsorg,

som jeg ikke kunne give min søn i en periode med svaghed

efter min kones tragiske død.

Han fik samkvemsret.

Michael skulle se sin far. Michael brød sig ikke om det.

Vi sagde til Michael, at han var nødt til at se sin far.

Han kravlede ind under klaverbænken og gentog:

"Den onde mand."

Det var aldrig en god dag for Michael.

Tænk over det her.

Splittede hjem og onde handlinger mod børn, skaber forbrydere.

Alle gik ud fra,

at han var faren.

Socialforsorgen ringede og sagde,

at vi skulle have lavet en faderskabstest på Michael.

Resultatet af faderskabstest kom,

og det blev bevist, at han ikke var faren.

Intet biologisk slægtskab.

SOCIALFORSORGEN

IKKE MICHAELS BIOLOGISKE FAR

Hans blev frataget sine rettigheder som forælder.

Besøgene stoppede.

Samme uge

kørte en pickup forbi,

og manden kørte 10-15 kilometer i timen.

Han blev ved med at stirre på mig.

Jeg tænkte: "Hvad ser den mand på?"

Jeg havde en fornemmelse.

Jeg ringede til socialforsorgen og sagde:

"Hvilken bil kører Clarence Hughes og hvordan ser han ud?"

Da de beskrev ham, sagde jeg: "Den mand har lige været her."

De sagde, at jeg var paranoid, og jeg sagde:

"Nej, jeg tror, der foregår noget."

Den 12. september 1994

blev vi kaldt ud til en mand, der var blevet bundet til et træ,

bundet og kneblet.

GRUNDSKOLE

Den mistænkte bad om at tale med skolelederen.

Han skulle hente sin søn.

VICEPOLITICHEF

Han viste, at han var bevæbnet.

Han sagde: "Jeg skal hente Michael, og du skal hjælpe mig."

SKOLELEDER

Han sagde, han var klar til at dø. Hjalp jeg ham ikke, ville jeg dø.

Han gik ind i klassen med pistolen rettet mod skolelederen

HENVENDELSE PÅ KONTORET

og bortførte både Michael og skolederen.

Han sagde: "Vi går ud herfra og tager din bil.

Du skal køre lidt vej til en grusvej."

Til sidst stoppede de.

Han tog skolelederen ind i skoven,

hvor han blev bundet til et træ med håndjern og gaffatape for munden.

Efter et stykke tid

fandt nogen ham og ringede til myndighederne.

Da vi havde set stedet, kontaktede vi FBI.

FBI

Dagen efter kom agent Joe Fitzpatrick til mit kontor.

Man ser flere forbrydelser på hjemvejen i New York City,

end man ser i Oklahoma City.

Der sker ikke mange bortførelser i Oklahoma,