Seth Meyers: Lobby Baby

EN ORIGINAL COMEDY SPECIAL FRA NETFLIX

LIVE I MINNEAPOLIS

Hvordan har I det?

Tak, alle sammen...

fordi I er her.

Det er så godt at være i tvillingebyerne igen.

Og når jeg siger det, mener jeg, det er godt at være i Minneapolis igen,

for jeg har aldrig været i St. Paul.

Jeg hører, det er dejligt. Jeg vil gerne derhen.

Jeg synes, det er vigtigt

at give tvillinger lige meget opmærksomhed,

ellers får en af dem et kompleks.

Men i virkeligheden,

hvis man har tvillinger, er det forkert

at give dem så forskellige navne.

"Det her er Minneapolis, ordet for vand på dakota og det græske ord for by.

Og det her er Paul."

Jeg vil også sige, det nok virker lidt sært

at se mig i disse omgivelser.

I er nok vant til at se mig i et jakkesæt bag et skrivebord.

Meget mærkeligt... at se mig gøre stand-up i afslappet tøj.

Det kan være forstyrrende at se nogen ude af sammenhæng,

som når et barn ser centrets julemand gå ind i sin Ford Festiva.

Det er nok mærkeligt bare at se mine ben nu.

Som da Kermit cyklede.

"Kan de ben bære noget?"

Forhåbentligt kan I lære noget nyt om mig i dag.

Noget, folk fejlagtigt antager om mig, er, at jeg er jødisk.

Alle jøder antager, at jeg er jødisk.

Pga. mit navn, ansigt og alt ved mig.

Min farfar var jøde. Min mor kunne ikke være mindre jødisk.

Forleden sagde hun: "Bare mine børn er glade, så er jeg glad."

Så...

Min kone er jødisk.

Og hendes forældre var så glade, da de mødte mig,

at deres datter havde mødt en pæn jødisk dreng.

Og så måtte jeg sige, at Seth Meyers faktisk ikke var jødisk.

Og det var unfair, for at hedde Seth Meyers

og ikke være jøde er falsk reklame.

Men i løbet af de fem år, jeg datede min kone,

før vi blev gift, tror jeg,

at for svigerforældrene blev jeg jødisk nok.

Og det er nok den eneste religion, som det kan ske i.

Det er så fantastisk, at det er den eneste religion,

som ender på -isk.

Jeg tror på vores bryllupsaften,

gik folk til svigermor og sagde,

"Er Seth jødisk?" Hun svarede. "Han er jøde-isk."

I hørte, jeg sagde: "De fem år jeg datede min kone, inden vi blev gift."

Den eneste fejl, jeg begik med min kone, er at lade hende vente fem år,

før jeg giftede mig. Det er for længe for en af hendes kaliber. Min fejl.

Jeg er også klar over, at hvis I kigger nu

med en kvinde, I har datet i fem år,

så har jeg ødelagt jeres aften.

Lige nu stirrer I på mig,

men I mærker,

at hun stirrer på jer.

Det bliver akavet.

Jo længere det bliver ved, jo mere akavet bliver det.

Vi var sammen i fire år.

Vi planlagde hendes fødselsdag. Vi valgte Europa.

Hun sagde: "Hvor tager vi hen?"

Jeg sagde: "Vi har aldrig været i Prag.

Det skulle være godt."

Hun sagde: "Jo, men vi kunne også tage til Paris.

Vi har været der før, men vi havde det så skønt."

"Det er din fødselsdag. Hvis du vil til Paris,

tager vi til Paris."

Og den første aften i Paris

er min kone mere deprimeret end nogensinde.

"Hvorfor er du så ked af det?"

Alle mine venner sagde: 'Hvis han tager dig til Paris

på din fødselsdag, så vil han fri.'"

Jeg sagde: "Har du fortalt dem om Prag, for helvede!

Sagde du, mit første tilbud var Prag?

Stedet, som er kendt for, at ingen forlover sig der."

Ingen har sagt: "Se, hvad der skete i den Tjekkiske Republik."

Man kan ikke bringe en kvinde, der forventer en forlovelsesring, til Paris.

Stedet er for romantisk til det.

Vi gik over en bro over Seinen,

og mit pas faldt ud af lommen.

Og jeg så ned og indså,

det ville være lettere at sparke det ud i floden...

og få et nyt på ambassaden...

end at gå ned på knæ i Paris uden forlovelsesring.

Det er som: "Åh! Vi lever her!

Vi lever her nu.

Vi bor her."

Men jeg blev visere, og efter nogle år friede jeg,

og min kone planlagde et fantastisk bryllup.

Hun var meget sød,

fordi hun forsøgte at involvere mig i planlægningen

ved at stille spørgsmål, men jeg blev ved med at misforstå dem.

Hun sagde f.eks.: "Til bryllupsindbydelserne,

siden vi bliver gift tæt på et fyrtårn,

ville det være cool at få et fyrtårn præget

bag på kuverterne. Hvad synes du?

Det er lidt dyrere, men ville være fint."

"Jeg må være ærlig,

jeg tror ikke, folk kigger på bagsiden af konvolutterne.

Og hvis det er dyrere, er det nok ikke det værd."

Og så sagde hendes ansigtsudtryk mig,

at det, der var sket, var, at hun havde formuleret et udsagn

i form af et spørgsmål.

Og tegnsætningen var bare dekoration.

Men i stedet for at opgive mig gjorde hun spørgsmålene lettere.

Hun fastholdt ideen om, at jeg skulle hjælpe.

Så hun sagde: "Hør, hvilken mad skal vi have til brylluppet?

Skal vi have catering eller...

en affaldsspand fuld af Wendy's

midt ude på dansegulvet?"

Og jeg overvejede det og sagde:

"Jeg synes, vi skal have catering."

Og hun sagde: "Se bare, hvem der planlægger et bryllup!

Min lille bryllupsarrangør lige derovre."

Så hun arrangerer dette fantastiske bryllup.

Og så til øvelsesmiddagen dagen før brylluppet

fik min kone madforgiftning.

Det er den rette reaktion på nyheden.

Vi er på øvelsesmiddagen, en dejlig aften,

men min kone ser ikke rask ud. "Hvad er der?"

Og hun sagde: "Jeg tror, jeg har fået madforgiftning."

Og så gjorde jeg noget, der hedder "mansplaining".

Og...

hvis I ikke ved, hvad det er, de damer...

det er når...

en mand med ingen delt oplevelse af, hvad du gennemgår,

fortæller dig, hvad der faktisk sker.

Så jeg sagde: "Du har ikke madforgiftning.

Det, du har, er noget, der hedder bryllupsnervøsitet.

Du tager til dine forældre,

jeg til hotellet. I morgen ringer jeg,

du har det fint, og vi får det bryllup,

du har arrangeret."

Næste morgen ringede jeg: "Hvordan går det?"

"Jeg er på skadestuen, fordi jeg har madforgiftning."

Så jeg kører til hospitalet

og tænker: "Åh gud, jeg håber, hun ikke dør af to grunde.

En...

Jeg elsker hende mere end noget. Jeg kan ikke leve en dag uden hende."

To, jeg kunne ikke lade være med at tænke,

hvis ens kone dør af forgiftning...

på morgenen før brylluppet...

vil man være mistænkt.

Og selvom man bliver renset,

vil der hænge en skygge over ens kærlighedsliv for altid.

"Har du været gift før?" "Næsten. Døde, på morgenen. Forgiftet.

Nå men... skal jeg lave en til drink til dig?"

Der er noget, jeg har det skidt med.

Jeg havde ondt af min kone og tænkte,

jeg er så vred over, at det er hende, ikke mig.

En brud skal have det godt på dagen,

men der var en ting, der gjorde mig... en smule glad,

at det var hende, hvilket er...

En måned før brylluppet sagde min kone:

"Jeg synes, vi skal danse en koreograferet brudevals."

Den eneste, jeg kender, som er en værre danser end mig, er min kone.

Men fordi kuvert-gate lige var sket...

sagde jeg i stedet for: "Det er en forfærdelig idé."

"Jeg synes, det er en god idé."

Jeg tror ikke, at en eneste af de over 100 komikere

til vores bryllup...

vil tale dårligt om os bag vores ryg...

under vores forfærdelige brudevals."

Og vi besøgte en kvindelig koreograf.

Hun lærte især folk, som ikke kunne danse,

hvordan man danser brudevalsen.

Hun var den mest livfulde person, jeg har set,

og hun så på os: "I tror, I ikke kan det, men jeg lover, det kan I."

Udviser I samme engagement, som I giver hinanden,

bliver det fantastisk.

Og når I danser, vil familie og venner sige:

"I er et perfekt par."

Og vi købte det. Vi købte det.

"Ved du hvad? Du har overbevist os. Vi gør det."

Og efter en times dans med den kvinde,

døde hendes sjæl.

Jeg har aldrig set nogen se mere modfalden ud.

Hun lignede en læge på skadestuen,

hvis man kom løbende med en bunke knogler og sagde: "Hjælp min bedstefar!

Hold dig i live!"

Min kone er ikke her, men det er et af trinnene fra brudevalsen, jeg husker.

Se, om I kan forestille jer det.

Gjorde jeg det bedre end nogen, ville det være det værste.

Så vi kører fra skadestuen, min kone er pumpet med væsker,

og hun er en superhelt, som skulle have et fantastisk bryllup,

hun siger til mig: "Jeg har det ikke godt nok til at danse."

Daniel Day-Lewis ville have taget hatten af for min præstation.

Jeg så på hende med hænderne på rattet

og sagde: "Det er så uretfærdigt."

Nu er vi gift, har to børn, en på tre og en på et.

Det er fedt at have to børn.

Det er meget, men man er også lidt mere afslappet.

For jo flere børn,

desto mere hårdføre opdager man, de er.

Nu går vi ikke i panik, hver gang vi hører et bump.

For dem, der ikke har børn,

er et bump lyden af småbarnets hoved, som rammer jorden.

Når man hører det, når man har et barn, går man i panik.

Men så lærer man,