Julius Caesar

"VED CÆSARS TILBAGEKOMST TIL ROM -

- EFTER AT HAVE BESEJRET POMPEJUS I BORGERKRIGEN -

- VALGTE HANS LANDSMÆND HAM TIL KONSUL FOR FJERDE GANG -

OG SIDEN DIKTATOR PÅ LIVSTID.

HAN BLEV HERFOR FORHADT AF JÆVNE MÆND -

- FOR DE ØDSLE TITLER OG MAGT, HAN BLEV TILDELT."

PLUTARCHOS, "PARALLELLE LIV"

ROM ÅR 44 FØR KRISTUS

Af sted! Gå hjem, I dovne asner. Kom så.

Tror I, det er en fridag? Hvad er din bestilling?

Jeg er tømrer, hr.

Hvor er dit skødskind og dit vinkelmål? Hvad gør i din bedste klædning?

Hvilket håndværk driver du?

I sammenligning med de fine håndteringer er det, jeg driver kun lapperi.

Men hvilket håndværk? Svar mig ligeud.

Et, som jeg håber, jeg kan drive med god samvittighed -

- for det har lettet mangen en hans gang gennem livet.

Men hvorfor er du ikke i dit værksted, men trækker rundt med alle disse folk på gaden?

Det gør jeg, herre, for at de kan få deres sko slidt op og skaffe mig mere arbejde.

Men alvorlig talt, i dag holder vi fridag for at se Cæsar og glæde os over hans triumf.

Hvorfor dog glæde sig?

Hvilken erobring har han bragt hjem?

Og hvilke skattekonger i lænker smykker hans triumfvogns hjul?

Træblokke er I, stene -

følesløse!

I hårde hjerter! Grumme romere!

I kendte dog Pompejus?

Tit og ofte har I jo klatret op på mure, tinder -

på tårne, vinduer, ja skorstenspiber.

Med jeres spæde børn på armen -

- sad I den lange dag og ventede tålmodig -

- Pompejus indtog gennem Romas gader.

Og når I bare øjned hans triumfvogn, brød I da ikke ud i jubelråb?

Så Tiber bæved under sine bredder -

- ved genlyden af jeres stemmers klang, imens den strømmed i sit hule leje?

Og nu har I taget festdragt på? Nu har I taget jer en hviledag?

Og nu vil I strø blomster på hans vej, der kom med sejr over Pompejus' blod?

Af sted! Løb hver til sit, fald ned på knæ -

og bed, at guderne vil standse straffen -

der rammer sådan utaknemlighed.

Se, selv en uren malm kan smelte hen. Der går de, skammen binder deres tunger.

Gå du den vej til Capitolium.

Jeg går ad denne. Hvor du ser en billedstøtte med hæderstegn, så riv dem af.

Men kan vi det? Du ved nok, det er luperkaliefest.

Hvad gør så det? Nej, ingen billedstøtte må bære Cæsars sejrstegn.

Når disse fjer i deres fremvækst rykkes af Cæsars vinge, vil dens flugt vel hæmmes.

Han steg vel ellers over jordens synskreds og holdt os alle her i trællefrygt.

- Calpurnia! - Tys, stille! Cæsar taler.

Calpurnia!

Min husbond, jeg er her.

Stil du dig, hvor Antonius passerer ved løbet.

- Antonius. - Høje Cæsar?

Glem ikke, når du løber, at berøre Calpurnia.

For folketroen siger, at en ufrugtbar kvinde, der berøres -

- i dette kapløbs hellighed, befris for ufrugtbarhedsforbandelsen.

Når Cæsar siger "Gør det," er det gjort.

Begynd. Glem ikke nogen hellig skik.

Cæsar!

- Hvem er det, der kalder? - Lad larmen tie!

- Stille, siger jeg! - Hvem er det, som i trængslen kalder på mig?

En røst, der skærer gennem al musikken og råber "Cæsar."

Tal. For Cæsar lytter.

Vogt dig for Idus martii.

Hvem er den mand?

En spåmand, som advarer dig mod Idus martii.

- Bring ham herhen, så jeg kan se hans ansigt. - Træd ud af trængslen.

Se på Cæsar.

Hvad siger du mig nu? Tal engang til.

Vogt dig for Idus martii.

Det er en drømmer. Lad ham stå.

Gå videre. Gå videre!

Vil du gå med og se på væddeløbet?

- Nej, ikke jeg. - Jeg ber dig.

Jeg har ingen lyst til leg. Jeg mangler lidt af den muntre livfuldhed Antonius har.

Men lad mig ikke hindre dig deri, Cassius. Farvel.

Jeg har lagt mærke til dig, Brutus, i denne tid.

Jeg finder ikke den mildhed i dit blik, det venskabsglimt, jeg plejede at finde der.

Du viser dig alt for streng og fremmed mod en ven, som er dig hengiven.

Tag ikke fejl. Selv om mit blik er sløret -

- så vender jeg dog kun min mørke mine imod mig selv.

Jeg plages for tiden af stemninger, der kæmper mod hinanden.

Af tanker, som vedrører mig alene, som nok kan kaste skygge på mit væsen -

- men det må ikke ængste mine venner, og blandt dem, Cassius, er du jo én.

Og udlæg kun min uopmærksomhed, at den stakkels Brutus, dybt splittet i sit sind -

- nu ganske glemmer at vise venskabs ydre tegn mod andre.

Sig mig nu, gode Brutus, kan du se dit ansigt?

Nej, Cassius, for øjet ser jo kun sig selv genspejlet af en anden ting.

Netop. Og det må dybt beklages, Brutus, at du har været uden spejl -

- som viste dit skjulte værd for dit eget blik, så du dog kunne se dit eget billed.

Tit har jeg hørt de bedste mænd i Rom, undtagen den udødelige Cæsar -

- omtale Brutus, og imens de sukked tungt under tidens åg.

Da ønsked de den ædle Brutus ikke var så blind.

I hvilke farer vil du lokke mig? Du byder mig at søge i mig selv det, som jeg ikke har.

Bered dig derfor til at høre, Brutus.

Og da du ved, at du kan se dig selv bedst i et genskin -

- vil jeg som dit spejl stille frem for dine øjne det af dig selv, du endnu ikke kender.

Hvorfor mistænksom over for mig?

Er jeg en smigrer, plejer jeg at byde mit venskab flot tilfals med store ord for enhver?

Hvis jeg ved gilder gerne drikker dus med hele flokken -

ja, så vogt dig for mig.

Hvad er det for et jubelråb?

Jeg frygter, at folket kårer Cæsar til konge.

Nå, så du frygter det? Så må jeg tro, at du ikke ønsker det?

Nej, det gør jeg ikke, Cassius. Dog er jeg hans ven.

Men hvad er det, du vil betro mig?

Er det for fædrelandets vel, så stil mig ære og død for hver sit øje -

og jeg vil se ens på begge.

Så sandt mig hjælpe guderne, jeg elsker ære mere end jeg frygter død.

Jeg kender jo den indre styrke i dig så godt som dine egne ansigtstræk.

Nuvel, om æren er det jeg vil tale.

Jeg kender ikke din og andres mening om dette liv.

Jeg for min egen del vil ikke være til som leve -

- hvis jeg skal gå rundt i frygt for et væsen af min egen art.

Fribåren er jeg som Cæsar. Det er også du. Vor føde var så god som hans.

Vi begge kan tåle vintrens kulde som han selv.

For engang på en stormfuld uvejrsdag, da Tiber oprørt rased vildt mod bredden -

- da sagde Cæsar, "Tør du, Cassius, nu springe med mig -

i den vrede flod og svømme over der?"

Fuldt påklædt som jeg var, sprang jeg i og bød ham følge mig.

Det gjorde han.

Flodstrømmen brøled, og vi stred os vej med stærke muskler.

Stødte den til side og stemmed os imod i kappestrid.

Men før vi nåede det bestemte mål -

- så råbte Cæsar, "Hjælp mig, Cassius. Jeg synker!"

Og denne mand er blevet til en gud, mens Cassius kun en elendig skabning.

Skal stå og bøje ryg, når Cæsar skænker ham skødesløst et nik.

Cæsar! Cæsar!

Han havde feber, dengang han var i Spanien. Hvor han skælved, når kulden kom over ham.

Det er sandt, den høje guddom skælved. Hans feje læbe flygted fra sin farve.

Det øje, for hvis blik nu verden bæver, var glansløst.

Og jeg hørte, hvor han stønned. Ja, denne mand, som byder romerne -

at skrive hans ord i deres bøger.

Å, han klynkede, "Titinius, giv mig at drikke," som et skrantent tøsebarn.

Guder! Jeg forbavses, at denne skrøbelige mand -

- har fået det forspring for den hele, stolte verden -

og bærer palmen ene.

Cæsar! Cæsar!

Mere bifald.

Han skræver over denne sværve verden som en kolos.

Og vi småpuslinger går under kæmpens ben -

- og spejder rundt, om vi kan finde os en ussel grav.

Et menneske er til dels sin skæbnes herre.

Og uden skyld er vore stjerner, kære Brutus. Kun vi selv har skyld, hvis vi er under åg.

Brutus og Cæsar. Hvad er Cæsars navn, så at -

- det skal nævnes oftere end dit? Skriv dem på én gang, dit er fuldt så smukt.

Udtal dem, dit har fuldt så god en klang. Vej dem, de har samme vægt. Man med dem -

- og Brutus vækker ånder så let som Cæsar.

Nu, ved alle guder, hvad lever denne Cæsar af -

som nu har vokset sig så stor?

Skam dig, vor tid!

Rom, du har tabt din ædle helteslægt.

Når var der, siden verdens store syndflod -

en tid, berømt for kun en enkelt mand?

Når blev det sagt før nu, når Rom blev nævnet:

"Dens vide mure rummer kun én mand?"

Å, du og jeg har hørt af vore fædre, "Der var engang en Brutus."

Han tålte før, at djævelen holdt hof i Rom, end at en konge gjorde det.

Dit venskab har jeg ingen mistro til.

Hvad du vil ha mig til, det aner jeg.

Hvad jeg har tænkt om det og disse tider, skal jeg forklare dig.

For øjeblikket, hvis da mit venskab er dig af værdi, så driv mig ikke videre.

Hvad du sagde, vil jeg betænke.

Hvad du har at sige, vil jeg tålmodigt høre, og lejlighed finde til at høre -

og til at svare på så store ting.

Til da, min ædle ven, betænk blot dette. Brutus vil heller trælle bag ved ploven -

- end regne sig for Romas søn på disse hårde vilkår -

- som vor tid nu truer med at lægge på vor nakke.

Det glæder mig, at mine svage ord -

dog slog så mange gnister ild af Brutus.

Festen er forbi. Der kommer Cæsar.

Se dog, Cassius, den vrede plet på Cæsars pande gløder -

og følget ser ud, som fik det skænd.

Casca vil på sin vrantne måde sige, hvad af betydning der er sket i dag.

Calpurnias kind er bleg -

- og Cicero har nu så flammende, så røde øjne -

- som vi har set på Capitolium, når senatorer sagde ham imod.

Af Casca får vi nok besked om sagen.

Antonius, jeg vil se fede mænd omkring mig -

- mænd med glatte hoveder, der sover trygt.

Den Cassius ser mager og hungrig ud. Han tænker meget.

Den slags folk er farlig.

Frygt ikke, Cæsar. Han er ikke farlig.

Gid han var federe.

Jeg frygter ikke. Men hvis mit navn var underkastet frygt -

- da ved jeg ingen mand, jeg ville sky så stærkt som den magre Cassius.

Han læser meget -

- og iagttar folk, han gennemskuer klart, hvad mennesker gør.

Han ynder ikke skuespil som du, Antonius. Og ej heller musik.

Han smiler sjældent og smiler da -

- som spotted han sig selv og hånede sit sind, fordi det kunne smile af nogen ting.

Sådanne folk som han har aldrig fred i hjertet, når de ser en overmand -

og derfor er de meget farlige.

Jeg taler mer om, hvad der kunne frygtes, end hvad jeg frygter. Jeg er altid Cæsar.

Kom til min højre, jeg er døv på dette øre, og sig mig så -

hvad din mening om ham er.

- Vil du tale med mig? - Ja, Casca.

Sig, hvad der skete i dag, for Cæsars ansigt var så mørkt.

Men du var jo med ham, var du ikke?

Så spurgte jeg dig ikke hvad der skete.

Der blev tilbudt ham en krone, men han skød den til side med bagsiden af hånden, sådan.