The Velvet Queen (La Panthère des neiges)

De er gået om bag bjerget. Se tinden derovre?

De gik den vej.

Det er sent, det bliver snart mørkt, og de er ikke til at se.

- Næ, det er de ikke. . - Det var det samme sidste ar.

Der var en flok på otte ulve oppe i bjergene.

Han gik derop for at fotografere. I skumringstimen.

Jeg så ham deroppe. Ulvene fulgte efter ham.

Jeg troede, at de ville æde ham, men han blev bare og sov deroppe.

- Virkelig? - Gad vide, hvordan han gør.

Bare de snart kom ned igen.

Pantholops hodgsonii. Den tibetanske antilope.

- Hold da op! Sylvain, se dem lige løbe. - Fantastisk!

- Det er stort. - De tre sammen.

- Se støvskyerne. Storslået. - Støvskyerne...

Den ene slog bremserne i, og de andre fortsatte.

De er knap nok forpustede efter at have sprintet 5000 meter.

Det er imponerende, at de kan løbe sa hurtigt.

Jeg mødte ham i påsken.

Efter visningen af hans film om den abessinske ræv.

Vores venskab voksede frem af min beundring for hans kunst.

Han beskrev sit liv som naturfotograf og det at fotografere fra et skjul.

En skrøbelig og raffineret kunst -

- hvor man camouflerer sig for at vente pa et dyr, der maske aldrig kommer.

Han inviterede mig med til Tibet -

- i jagten på et væsen, som jeg troede var forsvundet.

Sneleoparden.

For mig var det en drøm. For ham et møde.

- Og så går og går og går vi. - Det der sted kunne være fantastisk.

- Vi går, og vi går. - Og slår lejr her.

- Der er græs, og det betyder dyr. - Og et pas.

- Se her. - Det går opad.

- Det stiger, og så er der et pas. - En smuk spadseretur.

- Her kunne være godt... - Er der dyr?

- Lad os lige se dernede. - Ja, det er nok mere æstetisk.

Der er intet, der hindrer udsigten.

- Det er skræmmende højt. 5300. - Ja, men der er sikkert meget smukt.

, Du må ikke larme så meget med stavene.

- Undskyld. - Lad være med at sætte dem hårdt i.

Hvad ledte han efter?

Han gik bare rundt mellem klipperne med sin kikkert.

Alt er åbenbart ikke skabt for menneskets blik.

Munier havde gjort sit skjul til både en æstetik og en filosofi.

Han ventede på polarulvene på Ellesmere Island.

Sneugler ved Nordpolen. Rensdyr i Sibirien.

Han lagde sig i sneen, dag og nat, tro mod sine principper.

At lade hånt om smerten, at ignorere tiden -

- og aldrig tvivle på at få det, man ønsker.

Lad os stoppe her. Udsigten er sublim.

- Kravler vi så frem? - Ja, jeg lægger rygsækken her.

Og så kravler vi frem og ser på det.

Solen varmer.

Det er, som om der ingenting er, og dog er der en hel masse.

Man håber.

Det er sneleoparden, vi er ude efter, men der er mange andre arter.

Vi må finde et sted at sove. Her, så vi kan opleve det hele.

Og ikke spilde tid på at gå.

Vi er nødt til at være her fra skumring til daggry.

Jeg kan være her i timevis. Time efter time.

Det er godt med mange niveauer. Det er det ideelle sted at skjule sig.

. Også for leoparderne. Der er bade forhøjninger og flade strækninger.

- Og der er bharaler. - Planteædere.

Så vi har klippeniveauerne og plateauet.

Netop. Variationen mellem...

... prærie og klippeformationer.

Og de små dale. Det er perfekt for dem.

Hvor er det smukt. Som skrifttegn. Det ligner skrift. Se...

Så snart vi rører os, opdager bharalerne os.

Utroligt. Forestil dig lige en leopard.

Ja.

Det bliver ekstremt kompliceret. Men vi har allerede set så meget i dag.

Hvordan alt vågner efter en kold nat. Det er magisk.

Når du vender hjem til Frankrig og udsættes for nyhederne -

- og hele det menneskelige marionetteater -

5 må du finde det både absurd og forfærdeligt.

Ja, det kan være kompliceret at vende tilbage.

Men jeg har gjort det i 20 år.

Steder som her er et frisk pust. En slags flugt, vil jeg tro.

Du bevæger dig ud i en natur, som ikke er spoleret.

Et sted, som mennesket endnu ikke har fået kløerne i.

Der hvor jeg bor, har man ikke vist nogen som helst respekt for liv de sidste 20 ar.

End ikke for et majestætisk egetræ eller de levende hegn på markerne.

Jeg har set det hele gå til, og det er... så irrationelt. Underligt.

Når man er vokset op i sådan et miljø som dreng -

- har bygget huler og leget, oplevet stærke følelser. Det har jo skabt mig.

Og når man ser, at den verden er ved at...

Hvordan skal jeg udtrykke det?

- Nej, ikke forvansket. Hvad siger man? - At den er gået i forfald?

, + at den er gået i forfald. Sa gør det ekstremt ondt indeni.

Så har jeg brug for Kamtjatka, Arktis uden mennesker -

- eller bare med nomader som her, der lever i 'harmoni'.

Det er ordet. Det ord, vi har mistet.

Tror du ikke, at alle ville nyde et landskab som det her?

Jo. Hvordan vil en kunstner, som for eksempel en maler -

, kunne stå uberørt over for sadanne former og disse dyrs skønhed?

Den perfekt afbalancerede skønhed integreret med dyr i et landskab.

Jeg får af og til kritik for blot at ville fotografere -

- alt det smukke og springe alt det grimme over.

Men jeg er ikke en fotojournalist, der vil vise det, der ikke fungerer.

Det er jo et valg. Man kan dyrke elendigheden eller fejre skønheden.

Den morgen ville Munier vise mig de vilde yakokser.

Han var dybt betaget af dem og beskrev dem af og til mumlende.

De er på vej mod øst.

Lad os gå tættere på.

Det er ufatteligt svært at komme tæt på.

Især når der er mange samlet. Deres lugtesans er ekstremt veludviklet.

Det er ikke nemt at skjule sig for dem mellem klipperne.

Og så snart en af hunnerne ser dig, stikker de alle sammen af.

Til gengæld kan en enlig han være farlig.

Især når de er i brunst, hvilket forklarer de der...

Så dybe.

De er territoriale på denne årstid. De kan ga til angreb.

Det var totemdyr sendt hertil fra tidligere tider.

De var tunge, kraftfulde -

tavse, ubevægelige -

og meget lidt moderne.

De var fra en svunden tid.

Gråden over fortiden -

hvor hver tåre var en yakokse.

Kan du høre yakokserne?

Der er et klippefyldt område deroppe.

Det må leoparderne kunne lide. Lad os gå derop.

Og se nærmere på det.

Leopard.

Navnet klingede kongeligt.

Vi havde ingen garanti for at møde en.

Vores skjul er et sats.

Hvis vi går for tæt på, kan det ga galt.

Nogle lader sig ikke gå på af det og nyder ventetiden.

Men ak, jeg var ikke en af dem.

Jeg ville se dyret.

Selvom jeg godt nok ikke fortalte Munier om min utålmodighed.

Forpote, forpote, bagpote, bagpote...

Det er fantastisk. De er jo næsten forstenede.

De må være ældgamle, eftersom det aldrig regner.

Det fascinerer mig, at du ved så utroligt meget -

om alle de forskellige former for liv.

Din interesse for dem. Din lidenskab.

Det inspirerer mig at se dig bevæge dig rundt midt i naturen -

- og opdage alle bevægelser og enhver fugl -

- at undersøge alle dyrespor og glæde dig over ethvert møde.

Når jeg oplever det, må jeg erkende den ufattelige ligegyldighed -

- jeg har bevæget mig gennem landskaberne med -

- uden at fatte, hvor fulde af liv de egentlig var.

Vi er så ligeglade med verden omkring os. Vi ænser den knap nok.

Disse vågestunder var det stik modsatte af alt mit rejseri.

Indtil da udlevede jeg enhver lidenskab -

og i al hast.

Jeg rejste mere og mere, sprang fra fly til tog -

- og fra den ene konference til den anden -

- der handlede om, at folk skulle slappe mere af.

Vi går derover ved fire-tiden...

Så vi er i modlys og mod vest. Og vindretningen er god.

Forestil dig det lige. Den kan være hvor som helst.

Hvis ikke man er virkelig lidenskabelig og lader kikkerten passere -

forbi hver klippe, så...

- Verdens skjulte steder. - Ja, nemlig.

Men det er sandt nok; at dage som i går og forgårs...

... de er ikke så opmuntrende.

Det må kræve et rigt indre liv sadan at ligge i skjul alene.

Når du ligger i skjul i to dage -

- må det være en god mulighed for at meditere og tænke.

Men er det ikke ligesom med søvnløshed, hvor det ender med dystre tanker?

- Jeg mener om natten. - Nej.

Du ligger stille, alene og stirrer på klipper.

Ender det ikke med at kværne rundt i hovedet på dig?

Nej... Slet ikke.

Slet ikke. Det er skørt.

Så du føler, at du er der, hvor du bør være?

Ja, fuldstændig.

Så snart jeg er i byen, bliver jeg et andet menneske.

Som om jeg spiller en rolle.

Ude i naturen møder du dig selv. Du kan ikke snyde.

Ja, sådan er det. Jeg lukker alt andet ude.

Al den uro, der kan være.

Se, hvordan den lille sky har lagt sig ud over landskabet. Så cool.

Men den er ved at lette nu.

Jeg må hellere koncentrere mig om kikkerten.

- Vi har det godt her. - Ja, det har vi.

Jeg vil tage mine el-sokker på.

Det er altid værst med fødderne.

Vi stirrede på landskabet uden garanti for, at det ville bære frugt.

Vi ventede tavst på en skygge, mens vi stirrede ud i intetheden.

Det var det stik modsatte af, hvad reklamerne lovede.

Her stod det hektiske her og nu -

- i stærk kontrast til skjulets manglende løfte om noget som helst.

Kig lidt til højre. Der er en lille jernspurv på det gule lav.

Nu er den væk.

Og se der. En slagfalk på sin tinde.

Camouflagens kunst.

Det sker, at jeg fotograferer noget uden at vide det.

En gang var det en leopard. Jeg ser den tidligt om morgenen.

Den forsvinder ind i en klippehulning.

Den kan umuligt slippe væk.

Men intet sker. Jeg venter i timevis, indtil det bliver mørkt. Intet.

Så kommer der en falk og lander på en klippetop.

Jeg har zoom på 800 mm -

- så jeg drejer det, tager et billede og går tilbage til lejren.

Da jeg to-tre måneder efter kigger billederne igennem -

kigger jeg på billedet af falken -

og får et chok.