Ophelia

I tror måske, I kender min historie.

Mange har fortalt den.

Den er for længst blevet fortid.

En myte.

Jeg har set mere af himmel og helvede, end de fleste drømmer om.

Men jeg var egensindig.

Fulgte mit hjerte og sagde min mening.

Og det er på høje tid, jeg selv fortæller min historie.

Pas på dernede!

Pas på, Ofelia.

- Har du den mus i lommen igen? - Stille!

- Jeg vil med, Laertes! - Nej.

- Gå tilbage, Ofelia. - Men alle bøgerne.

Studerende, altså. Så sødt.

Jeg underviser dig senere.

Stille. Forbered jer til studierne.

- Pas på dragerne! - Drager?

En genvej.

Kaniner til at flå!

Lille bandit.

Ofelia!

- Nej. - Lad være. Jeg vil se.

For prins Hamlet!

Han forlader os for det store universitet i Wittenberg.

15 år gammel i dag.

Ikke helt en dreng.

Ikke helt en mand.

- Han fornærmer prinsen. - Det er hans onkel, kongens bror.

Sin mors øjeæble.

Og det var et æble, der fristede en kvinde i Edens have.

Jeg troede, det var en slange.

Det var kundskabens æble.

Viden dræber uskyld, som vinter dræber sommerblomster.

Ofelia!

Da frygter jeg for min søn. Universitetet vil fylde ham med viden.

- For prinsen! - For prinsen!

Må han en dag gøre sig fri af moders skød.

Jeg tror, æblet er uskyldigt.

Ofelia!

Hvad er en Ofelia?

Et barn, Deres Majestæt. Meget lig en slanges tand.

Og en slange er hun.

Hun?

Sin afdøde og begrædte moders udtrykte billede.

Min Ofelia, min datter, min skat.

En usleben skat.

Det er en kvindes job, og jeg er ingen kvinde.

Beklageligvis.

Jeg er en pige, men De skal ikke beklage.

Jeg vil ikke være en dreng.

Hun skal være en af mine hofdamer.

Vi vil tage os af hendes opfostring.

- Sid stille. - Slip mig!

Sid stille.

Tragisk.

Du milde.

Hold op.

- Hun er smuk for Dem. - Sludder.

Du danser som en ged, Ofelia.

Hendes far er indsmigrende.

Han snoede sig ind gennem skidtet.

Har du set, at hun bærer blomster, ikke smykker i håret?

Jeg troede, hun havde rullet sig på jorden.

Hun lugter af jord.

Hendes far har ikke råd til smykker. Hun er simpel.

Hvad ser hun dog i hende?

Nå, der er du, Ofelia. Hvorfor varede det så længe?

Pas dig selv.

- Frue. - Frue.

Kom, før vandet bliver koldt.

Hvad er den duft?

Som en have.

Blomsterblade til mit bad. Værsgo.

En dejlig idé, piger. Tak.

Det var så lidt, frue.

Godnat. Tag lysene med. Mine øjne er for trætte til at læse.

Jeg kan læse for Dem, frue.

En pige, der kan læse?

Min bror underviser mig.

Godnat, dronning.

Sov godt, frue.

Frue.

Luk døren efter dig.

Har du set, hvordan hønsene hakker hinanden?

De vælger de svage.

Hvorfor hakker damerne på dig?

Jeg er ikke adelig, frue.

Ved du, at jeg ikke er opvokset ved hoffet?

Min søster og jeg blev sendt i kloster i Frankrig.

Men også der var der høns, og de hakkede.

Også nonnerne?

Men min søster forsvarede mig.

Læs for mig.

Hvis du virkelig kan.

"En kvinde fra Alençon

som giftede sig for penge

"fandt en herre, der beredte hende glæde."

Det er ikke en from bog.

Noget langt vigtigere end bøn.

Læs videre.

"På foranledning af herren

var de alene i en frugthave.

Her sagde han til hende:

'Frue, mit hjerte tilhører Dem.'

Hun indvendte, at han kun elskede hendes stand.

Han svarede: 'Intet kan tilføje Dem mere ynde

undtaget den ene ting, der kan gøre Deres ansigt smukkere

og det er... forvandling

i salighed.'

'Herren glæder mig meget', svarede hun.

'Jeg beder ikke om andet.'

'Vær nådig, frue', klynkede han.

'Thi jeg er gal af kærlighed.'

Og derved dånede fruen.

Herren så, at hun var halvt erobret

"og overøste hende med de gode hensigter i sin skjulte lidenskab."

Prinsen! Prinsen kommer!

Der er han.

Se, Horatio. Vi fik en fin velkomst.

Han er så flot og voksen.

Konge helt igennem.

Min kære søn!

Det er godt at være hjemme.

Kom, Horatio. Du må ikke blive væk nu.

Nu er der gilde.

Dette er en fremragende fiskeplads.

Kom, Hamlet. Vi prøver længere nede.

En vidunderlig fisk lever her.

- Fisken vil gerne op. - Den kan bare komme.

Fisk søger ikke fiskeren.

Hun er en af dronningens hofdamer.

Så kan hun vente, til jeg fanger en fisk.

Jeg bryder mig mindst om at vente.

To sider kæmper i dig.

Den ene bedre end den anden.

Hun ser min fremtid.

Deres modgang, herre.

Kom med, Hamlet.

Bliv.

En hurtig fisk, Horatio!

Hent mit net!

Smukke skygger og så livagtigt.

Alle de tråde.

Åh, en stund alene i skoven...

Og næsten nøgen.

Hvem skal hun mon møde under træet?

- En bejler, måske. - Ja.

Har De vovet Dem ud i skoven, frue?

- Nej, det er ikke for mig. - Jeg ville ikke turde.

Alene...

Hamlet! Kom.

Synes du om det?

Meget livagtigt.

Det bliver mere ægte end selve livet.

Hvor er jægeren?

Hans pile ligger der.

Det er hendes pile.

Fortsæt, Ofelia.

Det er Diana, jagtgudinden.

Hun lever i skoven.

Hun kendte ingen mand, før Actaeon kom til hende.

En jæger? Ikke fisker?

Han skjulte sig og så hende bade.

Blev han straffet for dette?

Nådesløst.

Diana forvandlede ham til en buk, og hundene flåede ham.

Finder De denne straf passende?

Har det ikke altid været historien? Skønhed forvandler mænd til dyr.

Jeg har altid forestillet mig gudinden som en pige.

Ung, impulsiv. Diana er for gammel i billede.

Hun er skildret som Deres moder.

Ligheden er sølle.

Pil det op og start forfra.

- Hent hendes tonikum. - Følg dronningen.

Hvor kan hun være? Jeg håber, hun er i sit gemak.

Hvordan kunne I miste hende af syne?

Det er udmærket.

Hun ser ikke spor gammel ud.

Er De faret vild?

Jeg har levet længe nok til at kende vejen

og ikke længe nok til at glemme den.

Deres søn er vendt hjem.

De skulle glædes.

Og dog tror jeg, De længes.

Det er svært for en moder, når hendes dreng bliver en mand

og ikke længere tilhører hende.

Var jeg Deres søn, ville jeg sent glemme Dem.

Men De er min broder.

Deres svoger.

Men jeg bryder mig ikke om titler.

Rygterne vil vide, at De bryder Dem om meget andet.

Rygterne tager fejl.

Der er kun et andet.

Her er meget tæt.

Jeg må have lidt luft.

Det må jeg ofte, og jeg får det på brystværnet.

Der vil De finde mig.

Nej. Det vil jeg ikke.

Og nu, Ofelia?

Et sekund troede jeg, De var en ånd.