Oklahoma City Bombing: One Day in America

Programmet indeholder død og traumer under Oklahoma City-bombeangrebet.

19. APRIL 1995

Præsident Clinton holder pressekonference om terrortrusler...

Den største trussel mod menneskerettighederne

er reaktionen, der er forårsaget af terrorisme.

Det skal vi forstå. Uanset om det er en bilbombe i Mellemøsten

eller en religiøs fanatiker.

Men vi taler om det. Premierministeren har nok nogle gode idéer.

...da han får at vide, at USA er blevet angrebet.

Tak, tak. Mikey.

En bombe er eksploderet i Oklahoma City.

Jeg ville skrige, men sagde til mig selv: “Nej, du må ikke skrige."

Få dem væk! Få dem væk!

Kom så væk herfra! Kom så! Væk, nu! Væk!

Dette er historien om, hvad der skete den dag.

Flyt jer! Væk, alle sammen!

Det mest dødbringende indenlandske terrorangreb i USA's historie.

Hvordan kunne folk gøre det? Hvordan?

Et kapløb om at redde de overlevende.

Mange mennesker er fanget inde i bygningen.

Kom så!

En menneskejagt på bombemanden.

Han er ikke kun den mest eftersøgte mand i USA, men i hele verden.

En amerikansk terrorist.

Amerikanere angriber amerikanere. Det er utroligt.

Det var et angreb på USA, vores livsstil og alt, vi tror på.

Og de utrolige historier fra dem, der var der.

Indbyggerne i Oklahoma.

Den dag var det bedste og værste, der er sket for mig.

Som brandmand ønsker jeg ikke en brand i nogens hus,

men hvis det brænder, vil jeg være der.

Vågn op, Oklahoma City!

Det er en smuk start på onsdag morgen den 19. april, lige her på...

Oklahoma ligger midt i Amerika.

Vi kaldes bæltespændet i Bibelbæltet.

Folk fra Oklahoma blev opfattet som nogle bonderøve.

I mange tv-serier gøres der grin med vores landlige dialekt og den slags.

Vi kan lide football, vores familier og vores tro.

Oklahoma City 89ers skulle spille mod Omaha her til aften.

Her kommer Spencer med vejret, nu hvor klokken er otte minutter over.

Chase og Colton var ret nemme unger.

Jeg var nok den sværeste om morgenen, fordi jeg ikke ville stå op.

Jeg sov gerne hele dagen som 22-årig.

Hver morgen på vej til børnehaven, eller skolen, som vi sagde, sang vi.

Hej, strithår. Er vi på vej i skole?

Syng den kærlighedssang, mor lærte dig.

Når intet andet kan intet...

Den morgen kørte jeg Chase og Colton i børnehave i Murrah-bygningen.

KL. 08.30

Jeg mødte altid tidligt på arbejde, så jeg kunne nå at hilse på alle.

Jeg var ligeglad med arbejdet. Jeg ville snakke.

Murrah-bygningen var en smeltedigel.

Der lå mange retshåndhævende myndigheder såsom Secret Service,

ATF og militæret.

Der var alle mulige slags mennesker.

Det var et tværsnit af Amerika.

Medlemsbanken skilte sig ud, fordi vi ikke var en føderal instans.

- Hej. - Det er vores revisor, Alan.

Jeg er den venlige revisor. Jeg skal auditere Kim.

Nej. Jeg vil ikke.

Vi var centrum for hele bygningen.

Hej.

- Du skal filmes. - Nej.

- Colleen er lånerådgiver. - Nej. Vent, jeg...

Jeg er her også, tosse.

Hun har allerede filmet mig.

Her sidder kassererne.

Mange forskellige mennesker kom i medlemsbanken

for at lave transaktioner, og nogle af dem var ATF-agenter.

De skabte en del postyr, fordi vi piger syntes, de var så søde.

De hentede frokostpenge, og vi håbede altid, at de kom til vores luger.

- Vil du åbne for mig? - Ja, hvis du slukker.

For sent.

Jeg kæmpede med at finde ud af, hvem jeg var.

Jeg havde så dårligt selvværd og havde taget meget på.

Men jeg var glad for min arbejdsplads.

Den var min vennegruppe og følelsesmæssige støtte.

Det var meget mere end et job.

Den morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, som stod cirka seks meter

fra facadevinduerne i Murrah-bygningen.

Men så ændrede alt sig.

Godt. Ja, ja, ja...

Ved vi noget endnu? Okay.

Tak, farvel.

Vil du tale med os live? Fortæl, hvad der skete. Hvad du hørte.

- Bed dem vente. - Godt.

Tv-stationen ligger 16 km fra centrum, og vores bygning rystede.

Jeg havde kun været der en uge, så jeg kendte ikke halvdelen af kollegerne.

I det postyr og kaos handlede det kun om

at få så mange oplysninger så hurtigt som muligt.

Joyce, jeg har et øjenvidne, der kan tale med Tammy.

Send det til 9160.

Vores nyhedschef, Joyce Reed, fik straks kørt alle i stilling.

"Gå i luften." "Ned i kontrolrummet."

Det var en, to, tre, fire, nu.

Jeg er Tammy Payne fra TV9. Hvis du er i centrum,

har du nok hørt og mærket en eksplosion af en slags i centrum.

Der er sårede i retsbygningen efter eksplosionen i forbundsbygningen.

- Retsbygningen og forbundsbygningen. - Ja.

- Adskillige skader. - Adskillige.

- Tak, fordi du ringede. - Nej, okay.

Joyce sagde: "Giv alle oplysninger til Tammy."

Jeg løb derover og tænkte: "Skal jeg afbryde hende?" Det gjorde jeg.

En eksplosion i retsbygningen i centrum.

Det var der, det skete, og der er flere tilskadekomne.

Det kunne mærkes i Newcon, og man evakuerer flere bygninger.

Der evakueres også i centrum.

TV9.

Vi ville finde ud af, hvad der skete. Vi troede, det var en gaseksplosion.

Hvem er du sammen med, Larry?

- Han sagde, jeg skulle gå. - Find en fotograf.

Ja, nogen...

Så sagde Joyce: “Få helikopteren ind i centrum.”

Vi måtte vide mere.

Havde jeg fulgt min normale rutine, så ville jeg kl. 9.02

sidde på mit kontor på 9. sal i forbundsbygningen.

Men jeg stoppede for at få en kop kaffe,

før jeg satte mig i min firmabil og kørte til Oklahoma City.

Jeg kørte sydpå, og pludselig begyndte min radio at knitre.

Man kunne høre et skrattende:

“Kan nogen høre mig?” Jeg vidste straks, det var Luke.

Jeg mødte Luke Franey, da han startede i 1988.

Han var en ung agent, der var fuld af energi.

Så vi klikkede straks.

Vi elsker begge at gå på jagt.

Han lærte mig at jage hjorte, gæs og ænder.

Vi blev hurtigt venner, og med tiden var vi som brødre.

Så jeg tog radioen. Jeg sagde: “Ja, Luke. Sig frem.”

Han sagde: “Det skide kontor eksploderede.”

“Jeg ved ikke, om det var en gaseksplosion."

"DEA er væk, Secret Service er væk, det meste af vores kontor er væk."

Mens han talte, prøvede jeg at forstå, hvad han sagde.

På min rute kører man op ad bakke

og kan se Oklahoma City, før man kører ned mod den.

Jeg kom op og så røg fra centrum af Oklahoma City.

Der var meget røg.

Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg så.

Da gik det op for mig, at Luke var fanget i den bygning.

Så jeg trykkede speederen i bund og kørte mod Oklahoma City.

Er du klar, Bob? Forstået.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.

Jeg vidste bare, at det var sønderknusende.

Alle kendte nogen eller var forbundet

til nogen i forbundsbygningen i Oklahoma City.

Jeg er klar.

Dette er direkte billeder fra Ranger 9.

I35/I40 og forbundsbygningen. Jesse Gary er i helikopteren.

Jesse, fortæl os, hvad du ser fra luften.

Tammy, man kan se tyk, sort røg strømme ud

fra retsbygningen i centrum, og der er murbrokker,

glas og byggematerialer spredt ud over flere blokke.

Vi kan se vinduer, der er blæst ud på kontorbygninger fem blokke væk.

Det ser ud til, at en del af bygningen er væk.

Vi må om på den anden side, så jeg bedre kan se.

Kanal 5 her på Broadway-udvidelsen. Helikopteren er klar.

Medmindre det har spredt sig et sted fra og...

Kom ind, Ranger 9.

Jøsses. Jøsses. Hold da op.

Cirka en tredjedel... Jeg vil tro, at en tredjedel...

Cirka en tredjedel af bygningen er blevet sprængt væk.

Jeg hørte en kvinde skrige i mit øre:

“Jesus, hjælp mig!” Og så indså jeg, at det var mig.

Det var min stemme. Jeg genkendte ikke min egen stemme.

Det var et skræmmende skrig.

Jeg havde svært ved at få luft.

Og når jeg trak vejret, brændte det hele vejen ned.

Alt blev stille.

Der var en masse larm, skrig og alt muligt, og så ingenting.

Ingenting. Jeg indså, at jeg ikke kunne bevæge mig.

Og alt var sort. Min første tanke var: "Hvor er alle de andre?"

"Hvor er mine venner?"

Og så blev jeg bekymret for, at hvad end der var sket, var der ingen.

"Måske er alle døde. Måske er jeg den eneste tilbage."

Jeg kan huske, at jeg løb ned ad gaden og stirrede på bygningen.

Jeg løb om bag bygningen

og så Luke fanget oppe på 9. sal.

Jeg kunne slet ikke kapere, hvor forfærdeligt det var.

Jeg sagde, at jeg ville hjælpe ham.

Men hvordan skulle han komme ud? For bygningen måtte være ustabil.

Den så ikke ud til at kunne holde meget længere.

De har transporteret folk ud.

MELISSA WEBSTER AMBULANCEREDDER

Da vi gik mod røgen, vidste vi, at nogen var kommet til skade.

Det viste sig, at mange var kommet til skade.

Hundredvis af mennesker kom imod os. De blødte alle sammen.

- Han er på en transport lige her. - Her.

Det føltes som noget fra en film.

Det er ikke noget, man forventer at se i virkeligheden.

Ikke i Oklahoma.

Det var alle mand på dæk. Folk prøvede at få folk ud af bygningerne.

Jeg så nogle mænd bære en dame ud i en stol.

Jeg røg ind og ud af bevidstheden. Jeg kunne ikke åbne øjnene.

Jeg hørte folk sige: “Bliv hos os.”

Det skal nok gå.

Da indså jeg, at min kjole var krøbet op.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bar mig ad,

men jeg hørte min mors stemme sige, at jeg skulle gøre mig præsentabel.

Så jeg rejste mig lidt og trak min kjole ned.

Jeg tænkte, at jeg måtte finde ud af, hvordan jeg fik noget værdighed.

Og så hørte jeg min kollega sige: