The Sicilian Clan (Le Clan des Siciliens)

"Når jeg beskriver hestetyve, siger jeg ikke, -

- at hestetyveri er forkert. Det må nævningene tage stilling til."

Chekhov.

Hænderne op af lommerne. Kig på mig.

Når jeres efternavn bliver råbt op, siger I jeres fornavn.

- Pirozetti. - Antoine.

- Sartet. - Roger.

Sæt dig der.

Roger Sartet?

Kan jeg komme på toilettet?

Sæt dig ned.

Din advokat er forhindret, Sartet. Hvis du vil udsætte...

- Nej, lad os få det overstået. - Udmærket, Sartet.

Jeg har afsluttet min undersøgelse.

Ifølge loven skal jeg gennemgå resultatet, -

- før det overdrages til statsadvokaten, som rejser tiltale.

Her er en kopi af mit sammendrag.

Roger Sartet, fransk statsborger, født 15. oktober 1935 på Korsika.

Emigrerede til Frankrig 12. september 1953.

Du og din søster voksede op hos din far, som var fabriksarbejder.

Du gik ikke regelmæssigt i skole, før du var 11 år.

En af lærerne, mr. Santini, beskriver dig -

- som "en smilende elev, der kom godt ud af det med de andre".

Den eneste positive melding i hele rapporten.

Du stifter forbindelse med politiet som 14-årig.

Kom ind.

Kom indenfor, kommissær.

Det tager kun et øjeblik.

En stribe væbnede, brutale røverier, -

- som kulminerede med dette hos juveleren Caron.

Den 15. juni gik du ind i forretningen lige før lukketid.

Du skød uden varsel -

- og flygtede med smykker til en værdi af $ 150.000.

Tre måneder efter, da du blev sporet, -

- nægtede du at overgive dig og dræbte betjentene Ponthier og Sorel.

Du har nægtet dig skyldig i smykkerøveriet, -

- men våbenet fra røveriet var det, der dræbte de to betjente.

Det er det, du står anklaget for.

Og jeg skal så spørge dig: Har du noget at tilføje?

- Jeg fastholder min forklaring. - Udmærket, Sartet.

"Efter at være blevet gjort bekendt med anklagerne mod mig, -

- fastholder jeg tidligere udtalelser. " Skriv under her.

- Ser du min hals an, kommissær? - Det kan man ikke sige.

Undskyld, hvis jeg får dig tidligt ud af kanen en dag.

Der er ikke noget at undskylde. Jeg er der på pletten.

- Tak, sir. - Her er Perez-sagen.

Jeg havde opgivet at få den.

Ellers tak. Jeg har ikke røget i 13 dage -

og seks timer.

- Savner du det ikke? - Vel gør jeg da så. Se her.

Det er ikke det samme, men det hjælper.

Okay.

Hvad venter du på?

Din bror er ude.

Okay.

Vent lige lidt. Hvordan hører jeg fra ham?

Han kontakter dig, men intet nyt er godt nyt.

- Smart. - Det ligner en sardindåse.

- Jeg er ked af det. - Ved du, hvad det kostede os sidst?

To mænd. Næste gang bliver det måske en af de to eller mig.

Men det er jo det, vi får løn for. Så hvad er problemet?

Men nu får du et problem. Du skal ud at finde nyt arbejde.

- Har jeg bedt om noget? - Han er ved at holde op med at ryge.

- Javel. - Han skulle hellere tage at ryge.

Tak.

- Hvorfor valgte du os? - Jeg kan godt lide Aldos stil.

Her. De skulle være en kvart million dollars værd.

Det finder vi hurtigt ud af.

Ikke værst. Et bagagerum fuld af penge og en bog.

MAURITANIEN

Nå?

De er lidt mere værd, end du tror.

Du burde kunne få 145 millioner lire for den.

- Hvor lang tid tager det? - Et par dage.

Jeg har en køber i Milano.

Hvad gør jeg med pengene? Opkøber du stadig jord på Sicilien?

Jeg har forkøbsret på det, som støder op til det, jeg har i forvejen.

Det bliver så omkring 6.000 hektarer.

- Vil du trække dig tilbage der? - Ja.

Du kommer til at dødkede dig.

- Hvem er du? - Jeg er Aldos kone.

Aldo og jeg bor her.

Vi er flyttet nedenunder til min svigerfar, mens du er her.

Der er fyldt op i køleskabet.

Badeværelset er her.

Jeg lægger rent på til dig.

Min gode ven Turi Lo Cascio. Familien.

Min ældste søn Aldo.

Sergio, min yngste.

- Min datter Theresa. - Goddag.

- Og hendes mand Luigi. - Hej, bedstefar.

Mit barnebarn. Og du kender min kone Maria.

Goddag.

Aldos kone Jeanne. Hun er franskmand.

Tag plads.

- Er du sulten? - Ja.

Udmærket.

Roberto.

Okay.

Ost.

Aldo, du burde ikke lade hende klæde sig sådan.

Vi ses.

En øl, tak.

Skal jeg finde en til at afløse mig?

Nej. Ikke hvis du samarbejder.

- Så må jeg hellere finde en. - Hvorfor?

- Har du noget på samvittigheden? - Hvem tror du, jeg er?

Hvis det drejer sig om min bror, ved jeg kun det, der stod i avisen.

- Jeg kan ikke fortælle mere. - Jeg har ikke spurgt om noget.

Hvad vil du så?

Bare fortælle dig noget.

Den her telefon, mønttelefonen -

- og din privattelefon. Det hele er aflyttet.

Vi skygger dig overalt, og ringer du andre steder fra, står vi der.

- Og vi finder ud af til hvem. - Spild af tid. Han ringer ikke.

Hvis han gør, siger du bare: "Monique Sartet er ikke her."

Eller "Monique Sartet arbejder her ikke mere."

Hvis du siger andet, bliver der ballade, og jeg kan ikke hjælpe dig.

I plejer ikke at fortælle folk, at I overvåger dem.

Jeg gør det omvendt. Siger det, før jeg overvåger folk.

Han skal ikke trække dig med ned.

Nå, men... Nu er det bare at vente.

- Tror du, Sartet ringer til hende? - Ja.

Og så vil han opsøge hende. Det håber jeg i al fald.

Og så gør I klogt i at passe godt på ham.

Jeg vil gerne tale med Monique Sartet.

Hvornår kommer hun på arbejde? Hun arbejder der da stadig, ikke?

Er hun der i aften?

Hallo?

- Dav. - Dav.

- Jeg kommer med nogle varer. - Tak.

Det var ikke særlig smart at gå ud.

- Det vil ikke hue dem nedenunder. - Fortæl dem det.

- Men det gør du garanteret ikke. - Hvorfor?

Derfor.

Jeg har ikke brug for det der.

Hvorfor tror du så, jeg kom?

Nysgerrighed.

Der er en morder i huset, og du vil gerne se ham.

Dem nedenunder skyder nemlig ikke nogen.

Det er klogere og sværere.

Manalese-klanen er så kloge, ikke?

Det ved jeg ikke noget om.

Jeg er den eneste, der ikke er sicilianer.

- Hvordan er det at skyde en person? - Du er jo interesseret.

Det skal jeg fortælle dig. Det giver et ordentligt brag.

Og når han så falder om, hvad føler man så?

Ingenting.

Det går så stærkt.

Jeg begyndte på det, fordi ingen tog mig alvorligt.

Jeg havde ikke det rette fjæs. Så enkelt er det.

Og skrid så. Jeg har ikke haft en kvinde i to år.

- Hvor er han? - Værelse 36.

- Er det ham? - Helt klart.

Han havde ikke engang tid til at få byttepenge.

- Kender du pigen? - Hun hedder Simone.

- Hun kommer her tit. - Ring til hendes værelse. Kom nu.

Spørg om de vil have noget at drikke.

Hallo?

- Jeg kan lige spørge ham. - Vil du have noget at drikke?

- Champagne. - Send en flaske god champagne op.

Tak, Albert.

Det er for champagnen. Og det er til dig.

Tak.

Gid alle var sådan.

Nyd det, så længe det varer. Jeg har aldrig betalt for det før.

Det gjorde ikke noget det med champagnen, vel?

Nej, nej. Det er i orden.

Albert plejer ellers aldrig at prøve at sælge drikkevarer.

Hvad sker der?

- Er der nogen på det værelse? - Nej.

Jean-Marie Ballard.

Antoine Le Coeur.

Jojo Benini.

Nicolas Ramsky.

- Var det alle? - Ja.

Det var de fire, der sad sammen med Sartet.

Okay. Kom.

Navn og profession?

Jean-Marie Ballard, elektronikingeniør.

- Hvor længe har du været her? - Tre måneder.

For hvad?

Hvad skete der?

Jeg var i Rom og installere et alarmsystem på en smykkeudstilling.

Den franske smykkeudstilling i Villa Borghese.

Det udstillede er millioner værd.

Vi var der i en lille måned.

Jeg blev hurtigere færdig end ventet...

...og tog hjem et par dage før planlagt.

Jeg ville overraske min kone.

Og hun var...

Jeg fandt hende i sengen med en anden mand.

Jeg mistede besindelsen.

Der lå en pistol i skuffen. Jeg tog den og skød.

Du delte celle med Sartet.

- Hvordan havde I det sammen? - Fint.

Han var den flinkeste.

Og den eneste med lidt manerer.

Her er den så.

En tegning af alarmsystemet på smykkeudstillingen i Villa Borghese.