The Invisibles (Die Unsichtbaren)

TEKSTET AF DAN KJØLLER

"Indikèr hvilke værdier du ejer,

opsparing i Tysk eller udenlandsk valuta, smykker...

På grund af din forstående evakuering østpå,

skal du lave en liste over dine formuer.

Forsøger du at bortskaffe dine værdier, vil Politiet blive inddraget."

Far siger at det var hvad hans ordre var.

Hvad dårligt kan der være ved det, at blive evakueret østpå?

For Guds skyld, Cioma, hvad laver du?! Du er sindssyg.

– Du får os sendt i fængsel! – Jeg er ikke færdig.

Cioma.

Mor.

Jeg vil gerne blive her.

Jeg vil gerne leve.

Deportationen af Jøder i Europa til udryddelseslejre begynder i Oktober 1941.

Omkring 7,000 Jøder er bosat i Berlin og alle gik under jorden.

Dette er deres historie.

DE USYNLIGE Vi Vil Leve

Opsamlingssted For Deportation Levetzow Gade Synagogen

Der sidder man så. Folk er meget rolige.

Også, jeg, havde et billede af...

Cioma Schönhaus Gik under jorden i `42.

...rene, træ barakker.

Hvor de Jødiske arbejdere nu bor.

Der går de fra til de jobs

de har fået tildelt.

Det var sådan det var.

Martin Israel Cohen!

Stilheden blev kun brudt...

af en udråber.

Han råbte.

"Martin Israel Cohen!"

Martin Israel Cohen!

Han er som den her...

hane i et eventyr...

By musikanterne fra Bremen,

der brøler, galer så højt, fordi han vil vise

at han ikke er på stegepunktet endnu.

Registrerings Kontoret!

Pludselig hører jeg mit navn blive kaldt...

Cioma Israel...

..."Cioma Israel Schönhaus."

Nå, men. Det var min tur.

Cioma Israel Schönhaus!

Beskæftigelses Udveksling.

De deporterer ikke Jøder der er i tvangsarbejde.

Er alle papirerne her?

Måske er det en vej ud?

Seneste arbejde?

Gustav Genschow Maskinpistol Fabrik.

Eventuelle udestående lønudbetalinger?

Faktisk, så skylder firmaet mig og jeg har sendt en klage.

Står der ikke at jeg har fået udsættelse. At de skal bruge mig?

Gustav Genschow Maskinpistol Fabrik. Jeg er en af de hurtigste.

- Kom her. - Hvorfor skal jeg afsted alene?

Hvorfor må jeg ikke blive hos min tante?

– Nej, nej! – Lad mig blive her!

De kan gå.

"Altså, du kan gå."

- Jeg spurgte, "Hvorhen?" - Til fabrikken. Du har fået udsættelse.

- Anna Sarah Hösch. - Kan vi lade drengen være alene?

Selvfølgelig, han bliver her. Måske kan han redde os.

– Kom så. – Jeg har min kuffert med.

– Vi vil gerne sige farvel. – Med forlov, med forlov...

Cioma, gider du sende den her? Det er til min kollega.

Jeg kunne ikke nå at sige farvel. Jeg glemte at sende det. Hvor åndssvagt!

- Så er tiden gået. - Glem det ikke. Lov mig det!

Mine forældre forsvandt.

Jeg ved ikke hvor de blev ført hen.

Jeg ser dem måske aldrig igen.

Skal vi?

Vi havde alle pladerne fra Amerika.

Så vi dansede, selvom vi aldrig havde fået danse lektioner.

Ruth Gumpel née Arndt. Levede i skjul med sin familie i 1942. Hun var 20.

En del af vores ungdom var tabt. Vi havde den ikke.

Vi måtte ikke længere komme på danse steder.

Så vi mødtes hos venner for at danse.

Hvorfor har din bror ikke taget dig med noget før?

Vi var hos Bruno, en ven af min bror Jochen,

der tog sin veninde Ellen og mig med hertil.

Jo værre lovene mod Jøderne blev,

jo mere legede vi med ideen om

at gå under jorden.

Især efter min bror havde hørt

at unge mennesker havde gjort det.

To af mine kollegaer har fået ordre til at melde sig. De går under jorden.

Vi kaldte det at "flagrer."

Han talte med mine forældre om det, der benægtede det.

- Du ved hvordan Far er. - Hvad hvis andre fortæller ham det?

- Hvem, da? - Hvad med Fru Gehre?

Hvorfor spørger du ikke Familien Gehres først?

Min Far kendte dem.

Jeg har bedt dem komme og tale med os, Fru Gehre,

fordi mine børn ville have det og jeg har ikke givet dem ro.

Som jeg har sagt, er det håbløst.

Der er fire af os.

Jochen har en veninde, Ellen. Og der er også Ellens mor.

Det er simpelthen umuligt at skjule så mange.

Mange her i Kreuzberg kender mig som læge...

at jeg ikke vil være i stand til at gå ud på gaden.

Det er fuldstændig umuligt!

Og ingen ved hvor længe det varer.

Og selvom...

Vi er nød til at stole på andre hele tiden.

På alt. Hvordan skal det fungerer?

Doktor, min mand og jeg har aldrig glemt...

at de kurerede min datter da hun var syg.

Vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dig og din familie.

Vi har et rum bagved køkkenet.

Der kan du være.

For Ruth, Jochen, og din kone, finder vi noget andet.

Men der var bekymring,

for du vidste ikke hvad der skulle ske,

når du "flagrer".

Har du det hele?

Vi tænkte ikke på...

hvor længe det kunne tage.

Havde vi vidst det, havde vi ikke gjort det.

Det var kun halvt så slemt for os, som det var for vores forældre.

For indtil vi gik i skjul, boede vi alle sammen.

– Fars læselampe. – Her.

– Og den anden taske? – Vi har det hele.

Nu viste de ikke hvor vi var.

De vidste ikke hvad vi foretog os om dagen. Hvor...

Er vi derude et sted? Det må have været...

en meget svær situation for mine forældre.

Mor, kom.

Nogen nye passagerer?

Da skolen lukkede, var jeg "nød til at arbejde",

Det var hvad de kaldte det dengang, på den Jødiske kirkegård.

Eugen Friede blev skjult i 1943, som 16-årig af hans ikke-Jødiske stedfar.

Derfor ser jeg kun Helga i weekender.

Når jeg har fri fra tvungen arbejde.

Er man nu så modig at man tager bussen?

– Jeg har en tilladelse. – En tilladelse? Vis mig den!

"Jøden kan benytte Kreuzberg linien

så han kan passe sit arbejde, da det er over 7 kilometer."

Over syv kilometer, fik du det. Under det, skulle man gå.

Men der står intet om at sidde på sedlen.

Og så skete det at en person

gav mig en pakke cigaretter.

Selvom jeg ikke røg,

men det var ikke den sande mening med det.

De ville vise deres sympati.

De fleste anede ikke

at alting var forbudt for os.

Vi måtte ikke bruge radioer eller eje cykler længere,

Jøder måtte endda aflevere deres kæledyr til myndighederne.

Du kendte til typerne med hat og læderjakke.

Jeg vidste de var fra Gestapo.

Din stjerne er ikke syet på efter reglerne.

– Navn? – Eugen Friede.

Eugen Israel Friede!

Eugen Israel Friede.

Gade?

28 Belle-Alliance Strasse, Kreuzberg.

Du skal passe på!

Få syet din stjerne fast igen.

Forbandede Jøde-knægt!

I tårer, syede min mor

stjernen på igen.

Min Far sagde:

Han kan ikke blive her. Her er for farligt.

Om få dage, så tager de ham.

Måske imorgen.

Men vi kan ikke efterlade ham....alene.

Han er kun 16!

Jeg er den eneste i familien...

der skal bære en stjerne.

Tror du det er nemt for mig?

Julius er min stedfar og er ikke Jøde.

Derfor, skal min Mor heller ikke bære en stjerne.

Værsgod.

Jeg har syet den på igen.

Kom, prøv den på.

Jeg vil finde en der kan tage sig af dig.

Det var faktisk den dag at min...

På den dag, min retsstridighed begyndte.

Det er måske kun i et par dage.

I Februar 1943, blev alle tvungne Jøder der stadig boede i Berlin, arresteret og deporteret under den såkaldte "Operation Fabrik."

Jeg var hos en venlig familie.

De tog mig ind efter min Mors død, så jeg ikke skulle ind på børnehjemmet.

Hanni Lévy née Weissenberg skjulte sig i 1943 i en alder af 17 og forældreløs.

Familien blev deporteret foran mig. Jeg stod ikke på listen...

så jeg kunne fortsætte med at blive i lejligheden.

Jeg skulle sy faldskærme på en fabrik.

Men på grund af silke trådene, fik jeg en infektion.

Jeg blev behandlet af en læge,

selvom de ikke havde tilladelse til at behandle Jøder.

Luk op! Gestapo!

Men så bankede det på.

Man måtte sidde stille.

Når der bankes på en dør, vil man gerne svare.

Det er jo normalt.

Det var en følelse jeg aldrig havde haft før.

Luk op! Gestapo!

Der indså jeg at jeg måtte forlade huset.

Jeg ventede indtil alting blev stille.

Ingenting kunne reddes...

jeg kunne blot tage en taske og en jakke.