Planet Earth

Det her er vor planets sidste uudforskede område.

En hemmelig verden, hvor kun de modigste vover sig hen.

Under os findes uendelig lange huleskakte og gange.

"Svalernes hule" i Mexico er 400 meter dyb.

Tilstrækkelig dyb til at rumme Empire State Building.

Det her er verdens største huleskakt -

- men de blev først opdaget, to år inden mennesket landede på Månen.

Huler er de mindst udforskede steder på Jorden.

Men det er sjældent, mennesker er de første på disse fugtige steder.

Her lever nogle af de mærkeligste og mindst kendte dyr på vores planet.

Denne lysende samling af små lys er skabt af tusinder af væsener.

Alle dyr, der lever i huler, lever i totalt mørke.

På New Zealand har nogen gjort mørket til en fordel.

En silketråd sænkes ned fra loftet sammen med flere hundrede andre.

De er ikke kun smukke. De udfylder et lumsk formål.

Det her er en hule-lysorm.

Den fanger sit bytte ved at "fiske" med silketråd.

Silken kommer fra kirtler i munden, og på tråden sidder dråber af slim.

Hver lysorm producerer dusinvis af tråde.

Når tråden er på plads, hænger ormen i en slimet hængekøje og venter -

som en tålmodig lystfisker.

Men ormen satser ikke kun på heldet.

Det blå lys opstår af en kemisk reaktion i en kapsel i bagkroppen.

Det lyser gennem kroppen for at lokke bytte til.

Insekter tiltrækkes uimodståeligt -

- og så sidder de fast på de klæbrige tråde.

Når de sidder fast, er der ingen udvej.

Nu er det bare at trække linen ind og langsomt æde byttet levende.

Ved at fange disse insekter -

- har ormene løst det største problem for beboere i huler.

Nemlig at finde en stabil fødekilde.

En speciel bjergart muliggør dette underjordiske liv: Kalksten.

De fleste huler findes i den, og den dækker 10% af Jorden.

Kalksten består af mineraler fra skaller og koraller fra havet.

Selv om denne klippevæg i USA ligger flere hundrede meter over havet -

er den dannet under havet.

Vietnams kalkstensbjerge minder om forbindelsen til havet.

Oprindeligt udgjorde hele det her område basen i et koralrev.

På Borneo har regnen formet kalkstenen til spidse bjergtoppe.

Men regnvandets opløsende påvirkning -

- fører til andre mere dramatiske konsekvenser under jorden.

Floder, der flyder på kalksten ser ud til at forsvinde helt.

Når vandet når et hårdere underlag, ændrer det kurs.

Når det flyder under jorden, bliver den eroderende kraft stærkere.

Under sin rejse absorberer vandet kulsyre og bliver en anelse surt.

Og i løbet af millioner af år ætser syren kalkstenen -

- og skaber et mylder af huler og gange, ofte flere kilometer lange.

Det her er verdens største underjordiske flodpassage.

En jumbojet ville kunne flyve igennem.

Den kaldes Deer Cave og findes på Borneo.

Deer Cave er så stor, at en del dyr samles der i enorme mængder.

Hele tre millioner rynkelæbede flagermus bor her.

De hænger på vægge og fra loftet -

- på sikker afstand af farer udenfor og uden for rækkevidde af rovdyr.

Og mens de befinder sig heroppe, gør de noget vigtigt.

Den her 100 meter høje bakke består af flagermuseklatter … guano.

Overfladen er dækket af et tykt lag kakerlakker.

Hundredtusinder af kakerlakker.

Huler er et af de få miljøer, hvor der er liv trods manglen på sollys.

I mangel på planter er fødekæden baseret på flagermuseklatter.

Kakerlakkerne lever af guanoen og det, der falder ned i den.

Klatterne er også føde for andre slags kakerlakker -

- som bruger en del af tiden på at hvile på hulens sider.

De ender så som føde for store hule-skolopender -

- hvoraf nogen er over 20 cm lange.

Ejendommeligt nok findes der også krabber, der søger føde i klatterne.

Alle disse dyr lever hele deres liv i hulerne.

De er helt afhængige af de levninger, der kommer udefra.

Hver aften i to timer, forlader tre millioner flagermus hulen -

- for at jage insekter i skoven udenfor.

Men ikke alle vender tilbage.

Når flagermusene forlader hulen, danner de en ring.

De cirklende flagermus forvirrer ørnen -

- men de må også klare andre mere specialiserede rovfugle.

Vandrefalken og flagermusehøgen er fugleverdenens jagerfly.

Jagtlykken vender, når mørket falder på, så høgen sluger byttet i flugten -

- og flyver straks tilbage for at fortsætte jagten.

Flagermus, der kommer uden for flokken, er et let bytte.

Men angrebet gør ikke den store forskel.

Det store flertal vender tilbage til trygheden i hulen.

Flagermus er ikke de eneste pendlere.

Der er også et daghold.

Disse pendlere har en kliklyd, der hjælper dem -

- med at finde vej i hulens mørke.

Salanganerne navigerer også ved hjælp af ekkolokalisering.

Vi behøver lys, men i mørket finder salanganerne nemt deres bo -

- som kun er nogle få centimeter stort.

Det er en fantastisk evne og noget, vi endnu ikke helt forstår.

Disse fugle har en anden evne.

Deres små koplignende reder er lavet af spyttråde.

Det tager over 30 dage at bygge en.

Reden er meget eftertragtet, ikke bare af fuglene selv.

I 500 år har mennesker indsamlet deres reder.

Det er meget risikabelt uden sikkerhedsudstyr.

På stiger lavet af lianer klatrer man højt op i hulen -

ofte så højt som 60 meter.

Arbejdet er yderst risikabelt, men belønningen er god.

Salanganerreder er hovedingrediensen i svaleredesuppe -

- og de er bogstavelig talt deres vægt værd i guld.

Når en rede fjernes, bygger fuglen straks en ny.

Så længe man ikke tager for mange, er kolonierne ikke truede.

Hulerne på Borneo hører til verdens største -

- og de fortsætter med at vokse i takt med, at regnen fjerner mere kalksten.

Vandet i hulerne ikke bare eroderer, det opbygger også.

Vandet er fuld af opløst kalksten.

Når det møder luften i hulen, afsættes en del som mineralet kalkspat.

Kalkspat danner formationer, som hænger ned fra taget … drypsten.

Hver dråbe efterlader kun en smule kalkspat -

- men med tiden bliver resultatet slående.

Hvis vandet drypper hastigt, aflejres kalkspatten på gulvet -

og danner stalagmitter.

Variation i vand- og luftstrømme Siver uendelige formationer -

- men alle er resultatet af det samme forløb:

Den langsomme aflejring af opløst kalksten.

Når drypsten møder stalagmit skabes en søjle.

Disse formationer i Carlsbadshulerne i USA er dannet over tusinder af år.

Nogle gange ophører formationer helt med at blive dannet.

De her undervandshuler i Mexico er uforandrede gennem tusinder af år.

Ved den sidste istid blev de afskåret fra resten af verden.

Men deres påvirkning af livet på overfladen har været enorm.

For 500 år siden var de en forudsætning for en stor civilisation:

Mayakulturen.

Yucatånhalvøen i Mexico har hverken floder eller søer.

Mayafolket var afhængige af de vandfyldte hulers åbninger.

Disse vandfyldte skakte er områdets eneste ferskvandskilde.

De er dybest set kæmpestore ferskvandsbrønde.

Langt fra sollyset venter man ikke at finde planter.

I hulens mørke er trærødder trængt sennem sprækker af kalksten -

for at nå frem til vandet.

Uden dette vand ville Yucatåns skove ikke være så frodige.

Mayafolket vidste, at de var afhængige af vand -

- men det er først med dagens teknik -

- vi fuldt ud kan forstå betydningen af systemerne.