Planet Earth

Intet land i sigte.

Havet.

Det dækker over halvdelen af Jordens overflade -

- alligevel ligger det meste uden for vores rækkevidde.

Meget er stort set tomt.

En vandørken.

Alt liv her kredser om den ustandselige jagt på føde.

En kamp for at spare på dyrebare kræfter i det åbne hav.

Den største af alle fisk.

Den vejer 30 ton, og er 12 meter lang.

En hvalhaj.

Dets enorme korpus næres af havets næsten mikroskopiske organismer:

Plankton.

Hvalhajer bevæger sig på faste ruter -

mellem de bedste jagtmarker.

I februar dukker de op til overfladen langt uden for Venezuelas kyst.

Andre er allerede ankommet.

Agnfisk er kommet af samme grund: for at æde plankton.

Hvalhajen har beregnet sin ankomst perfekt.

Besynderligt nok stimer de små fisk sammen om den.

De udnytter den som et skjold.

Andre rovfisk lurer i nærheden.

De gulfinnede tunfisk har respekt for kæmpen.

Hvalhajen dykker, som om den forsøger at undslippe det store opløb.

Nu kan tunfisken gå til angreb på de ubeskyttede agnfisk.

Men så vender kæmpen tilbage.

Den har selv taget en stor mundfuld agnfisk.

Plankton er åbenbart ikke den eneste føde for hvalhajen.

Det er et festmåltid for både hvalhaj og tun.

Men tunfisken skal tage sig i agt.

Den kan også havne i hvalhajens mave.

Rovfiskene må slå til, når muligheden byder sig.

For festen er snart forbi.

De store stimer samles kun, når vandforholdene er perfekte.

Mange rovfisk tilbringer deres tid med at svømme rundt -

på en uophørlig jagt.

Det gør planktonædende rokker, mens de glider ubesværet frem.

Hvidtippet haj.

Endnu en energieffektiv oceanvandrer.

Den er specialist i at lokalisere bytte i havets mere øde områder.

Den patruljerer i de øverste hundrede meter af havoverfladen.

Smag i vandet svarer til lugte i luften.

En hvidtippet haj er i stand til at opsnuse det svageste spor.

Små lodsfisk følger efter den. Hajen er bedre til at finde bytte -

- og de kan nyde godt af resterne fra dens måltid.

De lange faste brystfinner gør den i stand til at svæve gennem vandet -

med mindst mulig energiforbrug.

Denne haj har fundet en stime regnbuehestemakreller.

Den ville æde en, hvis den fik chancen, men regnbuehestemakreller er hurtige.

Så den ser tiden an.

Måske finder den før eller siden en svag fisk, der lader sig fange.

Jægerens endeløse venten.

Postyr på åbent hav.

En flok med 500 delfiner.

De mærker, der er mad i nærheden, og de haster af sted for at finde den.

Nyheden løber hurtigt, og nu er flere flokke på vej.

De er på vej til de vulkanske øer Azorerne 1600 km. vest for Portugal.

Delfinerne afsøger vandet forude med deres sonar. De er nu tæt på målet.

Og her er målet: Blå hestemakrel.

Det er svært for en ensom delfin at fange fisken.

For at spare på kræfterne arbejder de sammen.

De driver fiskestimen opad og spærrer dem inde mod havoverfladen.

Og dér venter andre rovdyr.

Atlantisk skråpe.

De venter på, at delfinerne skal drive byttet længere op mod overfladen.

Nu kan skråperne dykke ned og tage for sig, på tyve meter vand eller mere.

Og delfinerne afskærer agnfiskenes tilbagetog.

Delfinerne begiver sig af sted, så snart de er mætte.

Endelig kan makrellen søge ly for fuglene på dybere vand.

Ved solnedgang sker der store forandringer i havet.

Plankton stiger op fra dybet.

Og endnu en sulten hær står parat til at tage imod.

Under de rette forhold -

- stiger millioner af væsener fra havets dyb op til havoverfladen -

for at søge efter føde.

En 15 cm lang sejlfiskunge æder alt på sin vej.

Om tre år vil den være en af havets største dræbere med sine 60 kg.

Men lige nu er den meget udsat.

Disse djævlerokker er enorme.

De måler otte meter på tværs og vejer over to ton.

De to flapper på hver side af hovedet hjælper plankton ind i munden.

Ved morgengry synker planktonet tilbage i dybet.

For at følge med må vi have fat i en ubåd.

Vi går ned i mørket -

- og trykket stiger, og temperaturen falder.

På 500 meters dybde viser der sig nye besynderlige dyr.

Deres særprægede former hjælper dem til at holde sig flydende i mørket.

Nogle minder om havdyr, vi kender fra lavt vand.

Andre trodser enhver beskrivelse.

Overalt falder organiske partikler ned mod bunden.

Marin sne: affald fra dyr, der færdes i den solbeskinnede vandoverflade.

Sneen nærer mange dyr her.

Som havedderkoppen, en mindre slægtning af rejer og krabber.

Disse lange benlignende tentakler er behårede, så den ikke synker til bunds.

De kan også opsnappe den marine sne -

- som edderkoppen omhyggeligt gnider ind i munden.

En næbål hænger lodret i vandet.

Den spejder hele tiden efter bytte -

- der aftegner sig mod det svage lys fra havets overflade.

Det kan tage flere dage, før et bytte kommer så tæt på, at den kan slå til.

Længere nede er mørket totalt.

Hernede når ikke den fjerneste rest sollys ned.

Føden er meget begrænset, og der er ikke råd til at sløse med energien.

En dumboblæksprutte slår roligt med finnen.

Den har ikke brug for hurtig fremdrift som dens slægtninge på lavt vand.

Det mærkeligste væsen i dette sære univers er vampyroteuthis.

Vampyrblæksprutten fra Helvede.

Generer man den, trækker den sig kun en smule tilbage.

Følger man efter, viser den sit særlige forsvar.

For at se, hvad den gør, må vi slukke for lygterne.

Vampyrblæksprutten har sine egne lygter.

Selvlysende bakterier skinner fra lommer på dens arme.

Er det øjne?

Nej, det er pletter yderst på kappen. Et bid der ville ikke skade hovedet.

Truslen aftager -

- og vampyroteuthis forsvinder i mørket.

Endelig når vi bunden af havet. Over 3000 meter nede.

Trykket her er 300 gange det, der er ved overfladen.

Det tager flere måneder for marin sne at falde helt herned.

Fjernt fra kontinenternes klippefaste udløbere -

breder der sig en enorm slette.

Den strækker sig tusinder af kilometer og blive gradvist dybere.

Der findes svage spor i dyndet -

- som viser, at der selv her findes liv.

De her har afsat nogle af sporene.

Søpindsvin sier nedfaldet, der samles på bunden.

Rejer balancerer elegant på tå -

- og udvælger kræsent de partikler, der falder i deres smag.

Men i dybhavet gælder reglen også: Hvis der er planteædere -

er der kødædere.

En havtaske.

Den er næsten ikke til at skelne fra det sand, den ligger på.

Hvorfor svømme rundt, hvis man kan lokke byttet til med madding?

Det var måske en lidt for stor mundfuld.

Havtasken kan vente i flere dage -

- til der kommer et måltid i den rette størrelse.

Ådselædere må derimod bevæge sig rundt for at finde føde.

Krabber har veludviklede smagsløg -

- hvilket hjælper dem til at opspore det nyligst ankomne ådsel.

Nogle ål tager allerede for sig.

Store isopoder, der er over tredive centimeter lange -

flår i det rådne kød.

De næste timer bliver der hård kamp mellem flere typer ådselædere.

Alle vil have deres del.

En gang imellem dukker der en rigtig lækkerbisken op.

Resterne af en kaskelothval.

Den er død for et halvt års tid siden.

Der er ikke meget mere end noget spæk på benene tilbage.

Kødet har næret mange liv her, men nu er det snart slut med festmåltidet.

Stankelbenskrabber på en meter -

piller i de sidste rådne rester.

Om nogle uger vil kun skelettet være tilbage.

Så må krabberne faste, indtil det næste ådsel daler ned.

Men ikke al føde kommer fra den solbeskinnede verden ovenfor.

Atlanterhavets bund er delt i to af en enorm vulkansk bjergkæde -

- som ligger i et ubrudt bælte 7000 km rundt om Jorden.

Her og der findes der store sprækker -

- ud af hvilke kogende mineralrigt vand sprøjter ud i det iskolde dybhav.

Skyer af sulfider størkner og danner skorstene -

- der er lige så høje som et treetagers hus.

Denne 400 grader varme kemiske cocktail ville normalt være giftig -

for de fleste livsformer.

Men besynderligt nok trives en særlig art bakterie her.

Og bakterierne er føde for et stort antal rejer.