Plan A

Hvad hvis jeg fortalte dig, at din familie blev dræbt?

Prøv at forestille dig det.

Dine brødre, dine søstre.

Dine forældre.

Dine børn.

Alle dræbt helt uden grund.

Spørg nu dig selv:

Hvad ville du gøre?

TYSKLAND 1945

Mor, der er en mand udenfor.

Gå op og hent far. Skynd dig.

Far, der er en mand udenfor.

Endnu en tigger? Har han taget noget fra haven?

Er det dig, Max?

Godt at se dig igen.

Ruth og Benjamin.

Er de vendt tilbage? Er de her?

Er her nogen som helst?

Hvorfor sladrede du om os?

Huset tilhører mig nu.

Hvor førte de dem hen?

Forsvind fra min grund.

Selvom krigen er forbi, kan vi stadig godt dræbe jøder.

BASERET PÅ EN SAND HISTORIE

Lader de døde dig ikke få ro?

Men hvis du ikke er blandt dem, må du have gjort noget godt i livet.

Eller noget meget slemt.

Alle er døde. Men ikke mig, ikke Avraham.

Vil du høre en hemmelighed?

Han er lige her. Døden.

Jeg fangede døden i lejren en aften.

Han ville tage mig. Jeg kunne høre ham ånde mig i øret.

Men han vidste ikke, hvem han var oppe imod.

Jeg vendte mig hurtigt om og fangede ham i posen.

Du kan stadig høre ham ånde inde i den.

Og nu kan ingen slå mig ihjel!

Hold kæft, din gamle tosse!

Det her var engang vores synagoge.

Jeg blev gift her og holdt min sønsbris her.

Vi må ud af landet.

Jeg har hørt om en flygtningelejr med mange jøder ved Tarvisio.

Derfra bliver de sendt til Palæstina, Israels land.

Hvis din familie stadig er i live, vil de være der.

Tag med mig.

Stop. Stop!

Kød.

- Avraham. - Nogen steger kød.

- Vent. - Jeg har jo sagt, jeg ikke kan dø.

Avraham, vent!

- Vent. - De har mad.

Avraham.

Avraham!

Lad være.

Bare rolig.

Der sker ikke noget.

Vi er den jødiske brigade i den britiske hær. Vi gør dig ikke noget.

- Max! - Kom tilbage.

Jeg redder dig.

Vi er snart i Tarvisio. Måske er der nyt om din familie der.

- Tak. - Michael.

Jeg har kommandoen over rødderne her. Og ham klovnen der...

...har kommandoen over os.

Vi er fra Palæstina. Da briterne fik os hertil, var krigen stort set slut.

Briterne kan lide at drikke te og sove.

Og når de gør det, kan vi gøre lige, hvad der passer os.

Hvem gjorde det?

Skøre jøder.

Kom så, fart på. Vi har ikke hele dagen.

Lad mig hjælpe dig. Bare sæt foden her.

Hør her. Flygtningelejren er derovre.

Om kort tid vil du være i Palæstina med dit folk. Du vil få et nyt liv.

Jeg må finde min søn og kone først. Ruth og Benjamin.

Vil du ikke nok hjælpe mig?

De må være her et sted. Har de britiske soldater ikke en liste?

Jeg kan ikke gøre så meget. Beklager.

Held og lykke.

Max, de har rigtige senge her. Se i teltet.

Jeg kan lugte mad. Det er helt utroligt.

Vi hørte rygter om udryddelseslejrene derhjemme.

Men vi troede ikke, det var sandt.

Vi burde have gjort noget. Vi burde have hjulpet jer.

Men vi gjorde ingenting.

Tag sko på.

Du skal se det her.

Vi skal bruge alle detaljer.

Rang, adresser, datoer, steder.

- Noget nyt? - Jeg har ikke gjort noget.

Jeg har ikke slået nogen ihjel.

- Du udfyldte bare formularer? - Ja, jeg var kontorarbejder.

Giv os navnene. Rang, adresser, datoer, steder.

- Nej. I dræber mig bagefter. - Det er snart daggry.

Han skal bekræfte vores kilder.

Lad os få det overstået.

- Jeg beder jer. Jeg har børn. - Hvor mange?

- Hvad? - Helt ærlig.

Spørg ham om børnene. Tal til ham om hans familie.

Okay, vi tager det stille og roligt.

Gør, som vi siger, så skal du nok klare den.

Giv os oplysningerne, og så kan du se din familie igen.

- Hvor mange børn har du? - Tre.

Men jeg har ikke set dem længe. Jeg savner dem sådan.

- Hvad hedder de? - Franz, Heinrich og Lise.

Er hun den yngste? Se på mig.

Du skal nok klare den.

Bind rebet op.

Menash.

Bernhard, Peter.

Bernhard, Peter, SS-Sturmscharführer.

Han skjuler sig ikke langt herfra. Tæt på bymidten.

- Paul Heller. - Paul Heller...

Det er håb.

Hvis man giver nogen den mindste følelse af håb, vil de gøre alt.

Oberstløjtnant Arnulf Karl begik selvmord sidste måned.

- Det er, hvad jeg ved. - Udmærket. Menash.

Josef Krauss, vi finder dig skyldig i delagtighed i drab -

på uskyldige mænd, kvinder og børn.

- Vores brødre og søstre. - Jeg gjorde, som I forlangte!

- Vi dømmer dig hermed til døden. - I lovede at slippe mig fri.

Jeg gav jer alle navnene!

Tak. Jeg ville have, du så det, før du tog af sted.

- Hvad vil du gøre med listen? - Der er ikke nogen liste.

Max. En konvoj kører herfra i morgen.

Jeg sørger for, at du kommer med.

Hvor er de?

Bare sig det.

Mine naboer... De låste os inde på rådhuset i tre dage.

Ruth var der sammen med mig.

Efter tre dage kom soldaterne og førte os ind i skoven.

De tvang os til at grave.

Da vi var færdige, stillede de os op langs graven.

Da de løb tør for patroner, brugte de knive.

Da de blev trætte, begravede de os bare levende.

Sidste gang jeg så Ruth, holdt hun om Benjamin. Hun beskyttede ham.

Det lykkedes mig at flygte længere ind i skoven.

Jeg hørte, at næste dag bevægede jorden sig stadig.

Nogle af dem var stadig i live, men efter et stykke tid holdt det op.

Det gør mig ondt... Det gør mig ondt.

Kom. Giv mig din hånd.

Fart på.

Kom så. Fart på.

Hvad laver du? Kom nu.

- Jeg kan ikke. - Hvad?

Den her jord er forbandet, badet i vores blod.

- Du må begynde på et nyt liv. - Det kan jeg ikke.

Kom med mig. Kom nu.

Vent.

Jeg får ikke brug for den. Du må ikke åbne den, for så tager den din sjæl.

Hold den altid lukket.

Sådan.

- Kør. - Kom så. Skynd jer.

- Hvorfor er du ikke i lastbilen? - Den der liste...

Hør efter. Du skal ikke tale om den igen.

Du får os smidt i fængsel.

Jeg kender dem på listen og ved, hvordan de tænker.

- Jeg kan hjælpe jer. - Vi har brug for dig i Palæstina.

Jeg vil have hævn.

Det fortjener jeg. Michael, det fortjener jeg.

Alt det, du ser, er hemmeligt. Briterne må ikke vide noget.

Der er to regler. 1: Vi gør intet, når familien er i nærheden.

2: Vores mistanke skal være baseret på to kilder.

Vi er fra militærpolitiet. Jeg må bede dig følge med.

Menash.

- Et brændemærke. - Samme sted som SS-tatoveringen.

- Sikke et tilfælde. - Jødesv...

Vi finder dig skyldig i delagtighed i drab på uskyldige.

Vi dømmer dig til døden.

Genkender du denne mand?

Han var blokfører i Majdanek.

Vagtchef i koncentrationslejren Dachau.

Du skød to jødiske familier, der skjulte sig på loftet.

- I vores folks navn... - ...dømmer vi dig til døden.

- Hr. Greiser? - Her er ingen. Lad os gå.

- Han er nok flygtet til Sydamerika. - Vi skal bruge to kilder.

- Har du kigget i laden? - Ja, tom.

Sådan hængte de folk op i lejren.

De lod dem hænge, til de faldt fra hinanden.

Nogen kom os i forkøbet.

Nakam.

Nogen efterlod en besked til os.

Bruno Langendorf, tager du ansvar for dine handlinger?

Ingen er uskyldige. Hverken mig eller jer.

Grav videre.

Cigaret?

Max, må jeg spørge dig om noget?

Jeg vil bare gerne forstå det.

I var så mange i ghettoerne, i lejrene.

Og hvor mange bevogtede jer? 50? 100?

I var flere tusind. Hvorfor gjorde I ikke noget?

I gik alle bare pænt på række i døden.

Hvorfor gjorde I ikke modstand?

I så dem tage jeres børn og familie, og I gjorde ingenting?

- Hvorfor kæmpede I ikke imod? - Hold op. Lad ham være.

Så er det nok.

Kom så. Gør det.

- Nej. Lad være. Ikke ham. - Jo, ham.

- Han stikker af! - Til højre. Derovre.

- Han er derovre. - Til venstre.

Hvor blev han af?

- Hvor blev han af? - Ikke noget her.

Max!