STILL: A Michael J. Fox Movie

Florida, 1990.

Jeg vågnede med fæle tømmermænd.

Jeg lagde venstre hånd over min næseryg for at lukke solen ude.

Et møls vinge flaksede mod min højre kind.

Jeg holdt hånden op foran ansigtet,

så jeg kunne knipse det lille bæst tværs gennem lokalet.

Og så bemærkede jeg min lillefinger.

Den bevægede sig af sig selv.

"I guder. Det er jo bare din finger."

Men den var ikke min.

Pis. Den var en andens.

Havde jeg slået hovedet?

Optagelserne af aftenens hændelser var kornede.

Woody Harrelson var i baren aftenen inden.

Måske havde vi haft et af vores legendariske drukslagsmål.

Men jeg kunne ikke huske noget i den stil.

Men jeg kunne huske, at min livvagt var nødt til at læne mig op ad dørkarmen,

mens han fumlede efter nøglen til min suite.

Men jeg kunne ikke mærke nogen buler. Pis.

Værsgo!

Værsgo, Michael!

Michael. Michael.

Man bliver ikke mere populær i den her branche.

Vinderen er Michael J. Fox.

Vi filmer.

På trods af alle beviserne på det modsatte...

- Sid helt stille. - ...var jeg lammet af frygt...

...og professionel usikkerhed.

Rystelserne var et budskab...

...fra fremtiden.

Alle taler om, at man skal tage kontrollen over sin historie.

Den triste historie er:

"Michael J. Fox får en alvorlig sygdom, der knuser ham."

Ja, det er kedeligt.

Mit hår blev krøllet, da jeg blev 49.

Det har aldrig været krøllet, og så blev det pludselig...

Jeg vågnede en morgen i Santa Barbara, og så var det krøllet.

- Jeg synes, at det klæder dig. - Jeg kan komme noget i det.

- Nej. - Jeg kan tage en hat på.

Jeg går for meget op i, hvordan jeg ser ud til en dokumentarfilm.

Ja. Det er lige dig. Kig på mig.

Sådan.

- Nu kommer jeg. - Åh, åh.

Hvad... På et eller andet tidspunkt er det...

- Det er, som det er. - Lige her.

- Hej. - Hej.

- Hvordan går det? - Jeg har det godt.

Bare se her.

- Hvordan har din dag været? - Indtil videre?

Indtil videre har den været god.

Alle ved, at du lider af parkinson.

Men når de ser dig gå, tænker de: "Hold da kæft."

Ja.

Godt. Stop og nulstil.

Godt. Sådan der.

Det er gangen, der overrasker folk.

Se.

Men jeg vil ikke skjule det.

- Hej. - Hej.

Folk kan gøre med det, hvad de vil.

Hvis de har medlidenhed, rammer det mig aldrig.

Jeg er ikke ynkelig. Jeg har bare nogle problemer.

Hej. Hvordan går det?

Tag dig tid.

Jeg er sgu en hård negl.

Jeg er en kakerlak, og jeg har været igennem meget.

- Dem kan man ikke dræbe. - Det kan man ikke.

Stille og roligt. Stille og roligt.

Sådan. Smukt.

- Hej, hvordan går det? - Godt. Hvad med dig?

Godt. Stop og nulstil.

Mr. Fox.

Det skete.

- Klarer I den? - Jeg er okay. Tak.

- Okay. Godt at møde dig. - Du fejede benene væk under mig.

A MICHAEL J. FOX MOVIE

Før parkinson hvad betød ro så for dig?

Det kendte jeg ikke til.

Det gjorde jeg ikke. Jeg sad aldrig stille.

Jeg kan ikke lade, som om jeg kan huske mig selv som toårig.

Knæhøj, samme vægt som et vådt badehåndklæde og lynhurtig.

Men det er muligt, at jeg ikke stavrede ud ad bagdøren for at stikke af.

Snarere opfattede jeg bare ikke grænserne.

Da telefonen ringede et par minutter senere,

forsøgte ejeren af slikbutikken at holde sit grin tilbage.

"Jeres søn er her."

Jeg kan nemt forestille mig min mor, der ikke begreb, at jeg var stukket af.

"Lad ham få lidt slik.

Min mand kommer og henter ham om lidt og betaler for det."

"Han har skam penge."

"Han har faktisk mange penge."

Som barn manglede jeg den tro, der skulle til for at sidde stille.

Det er noget af det mest ironiske i mit liv.

Jeg kunne ikke sidde stille, indtil jeg bogstaveligt talt...

...ikke kunne sidde stille.

Da min lillesøster kom til, var jeg ikke jaloux.

Hvad pokker? Jo flere, jo bedre.

Da jeg var seks, og hun var tre, var vi lige høje.

Jeg husker, at vi blev spurgt, om vi var tvillinger.

Når vi så sagde, at min tvilling faktisk var tre år yngre end mig,

ændrede folks reaktioner sig.

Jeg indså, at jeg burde være større.

Det var helt nyt for mig.

Jeg kunne ikke blive større.

10 ÅR

Jeg var den laveste dreng i min klasse. Lavere end dem, jeg spillede hockey med.

Det var mig, der kravlede ned i risten og hentede bolden.

11 ÅR

Jeg fik altid klø. Jeg var en lille fyr.

12 ÅR

Jeg blev stoppet ind i skabe.

16 ÅR

De store fyre går efter en og går hårdt til en.

Jeg vidste, at jeg havde en evne til at stikke af fra bøllerne.

Netop som jeg følte, at jorden forsvandt under mig,

fandt jeg fodfæste.

DRAMAKLUBBEN

Teater.

Det var der, pigerne var.

Jeg spillede Rumleskaft i et stykke.

- Var du Rumleskaft? - Jeg var Rumleskaft, ja.

- Du så også fem år yngre ud. - Ja, jeg var bare en lille alf.

Jeg var nuttet og alfeagtig. Jeg var en nuttet alf.

En nuttet alf.

Til teater kunne du være stor.

Man kunne være hvad som helst.

Men jeg havde hovedet oppe i røven, hvis man spørger min far.

Far var pragmatiker og opsat på at beskytte familien mod romantisk fantasi.

Han havde haft drømme som ung, men de var blevet banket ud af ham.

Han indeholdt en vis mængde vrede.

Man kunne se hans læbe vrænge, og så vidste man, at man var på den.

Så tænkte man: "Pis, nu vanker der."

Hvis de ringede fra inspektøren, blev man irettesat af far.

OPGAVE IKKE AFLEVERET

LÆRERKOMMENTAR DÅRLIG SELVDISCIPLIN

Han sagde: "For helvede. For helvede."

Jeg brugte mere af min tid på at ryge og drikke.

Jeg blev ved med at køre ind i ting

og lave skader på min fars biler.

Så han mener, at du er en taber.

Ja, en potentiel taber.

Hej. Du ser godt ud.

Skoene er alle tiders. Nu har jeg en chance.

Da jeg var 16, gav min dramalærer mig en avis.

"De leder efter en dygtig 12-årig dreng,

og du ville være den dygtigste 12-årige, de nogensinde har mødt."

Jeg kikser, Leo. Alle de mennesker, der kigger på mig.

Vi er klar til dig i makeuppen.

Du skriver historie, knægt.

Jeg skal blive 2,5 centimeter højere inden fredag.

Jeg fik rollen. Så nemt var det.

- Basketballudtagelse? - Nej. Penny Montgomery.

Hvis jeg står helt tæt på, kan jeg ikke se hendes ansigt.

Produktionslederen mente, at jeg havde en fordel.

Amerikanske producere ville være ivrige efter at hyre en skuespiller,

der så ung nok ud til at spille et barn.

Men så skulle jeg flytte til Hollywood og droppe ud af gymnasiet.

Og det virkede utænkeligt.

Far: "Er du sikker på, at det er det her, du vil?"

Mig: "Helt sikker."

"Er du så selvsikker?"

"Helt sikkert."

Og så overraskede far mig.

"Nå, men hvis du skal være skovhugger, er du vel nødt til at tage ud i skoven."

Så i al hemmelighed troede han på dig.

Ja.

Far gik med til at finansiere eventyret og betalte for det hele med sit VISA-kort.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at far og jeg var kommet så langt.

Han sagde, at han ville køre mig til prøverne

og så tale med mig om dem bagefter.

På den måde signalerede han, at det var mit projekt og ikke hans.

Hallo.

Nej, det er perfekt.

Efter hver eneste audition blev jeg kaldt ind igen.

Og tre gange endte det med reelle tilbud.

"Du har livet i din hule hånd," sagde far. "Hold godt fast."

Min lejlighed lå i slummen i Beverly Hills.

Det er det fineste hus, jeg nogensinde har set.

Jeg tænkte bare, at jeg er glad, for at du kom med mig hjem.

Lejligheden var fem gange fire meter. Én madras, ét blus.

Et mikroskopisk badeværelse og boligens eneste vask.

Jeg vaskede hår med Palmolive og min opvask med Head & Shoulders.

Jeg har haft det sjov her til aften.

Jeg hvervede Ronald McDonald som min ernæringsvejleder.

INGEN KAN GØRE DET SOM MCDONALD'S

- Er vi alene? - Alene?

Jeg mener: Lusker din mand rundt?

I foråret 1982...

Schweitzer.

...var det et grumt scenarium.

Hvad foregår der her? Hvad er det her?

Fald ned, mr. Wyatt. Jeg vil undersøge Deres bryst.

- Er det en spøg eller hvad? - Hej.

Jeg fortsatte med at få roller, men jeg tjente knap nok til at leve for.

Min agent tog ti procent af min løn.

Din løn.

Og så var der fotografen, journalisten og advokaten.

- Der står "1,25 dollars". - Ja, og?

Det er da forkert. Det er en fejl!

Jeg har knoklet. Det er ikke fair.