The Mechanic

Hej.

LÅN

Arthur, det er Harry. Jeg har prøvet at finde dig i tre dage.

- Hvad er der i vejen? - Jeg må se dig.

- Nu, ikke? - Om en time.

- Jeg har store problemer. - Om en time.

Det giver ingen mening. De sagde, jeg brød aftalen.

- De vil ikke længere tale med mig. - Hvad kan jeg gøre ved det?

Ring til dem. Læg et par ord ind på mine vegne.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal tale med.

Det ved jeg.

Hvorfor skulle de lytte til mig? Jeg er slet ikke med i det der.

Nej, men det var din far. Og han var vigtig for dem.

Han hjalp med at stykke det hele sammen for dem.

De taler stadig om ham, som om han var en sand helgen. Du har samme navn.

Gør du det? Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

- Tak. - Glem det.

Kom med udenfor. Lad os tage en drink.

Jeg har givet dem mange år af mit liv. Det gjorde både jeg og din far.

Hvor mange venner tror du, at jeg har lige nu?

- Hvad er der? - Jeg tænkte bare.

Kan du huske fisketuren i Canada, som du, jeg og din far tog på?

- Du var vel otte år gammel. - Syv eller otte.

Du faldt overbord og kunne ikke svømme.

Din far sagde, "Det skal han hurtigt få lært."

Du baskede rundt og lignede en druknet mus.

Men du sagde ikke en lyd. Du råbte ikke om hjælp eller noget.

Du blev bare ved at se på din far, og han rokkede sig ikke ud af stedet.

Jeg fik hurtigt fat i håret på dig og fik dig hevet om bord i båden.

Du lignede en druknet mus. Din far skraldgrinede.

Det er længe siden.

Hvad vil du have at drikke?

Vi har vodka, whisky, bourbon...

Det er min søn Steve.

- Steve, det er mr Bishop. - Hej.

- Jeg skal bruge nogle penge. - Hvad mener du? Du fik i morges...

Jeg skal kun bruge en tusse.

Og når jeg beder om penge, føler du, hvor afhængig jeg er af dig.

Det knytter os ligesom sammen.

- Hurtig, hvad? - Han slægter sin far på.

Han siger noget.

Min far bliver sur, når jeg vil have penge, han stjæler fra andre.

Så er det godt!

Lad nu være at hidse dig op. Det kan du ikke tåle.

Det var rart at møde dig. Kig endelig forbi igen.

Big Harrys venner er altid velkomne.

Jeg ved, du er nødt til at gå. Jeg beklager det der.

Glem bare det.

Jeg forstår ham ikke længere. Det er bare så...

Ring, når du ved noget.

Pas på dig selv.

Arthur Bishop?

Ekspresbrev. Anbefalet. Du skal skrive under her.

Du skal fortsætte med planen. Når som helst.

Er det det hele?

Du skal vente dernede, så venter jeg oppe på bakkedraget.

Hvordan lød hans stemme? Tonelejet?

Harry, slap af.

Ja, sikkert.

Som du selv siger: Hvis de er villige til at snakke...

Jeg parkerer lige deroppe.

Tror du ikke, at...?

Hallo?

Jeg er her.

Kom, lad os snakke.

Du sagde, vi skulle snakke.

Løb op til bilen. Det er et baghold.

Jeg kan ikke.

Jeg prøver at komme ind bagved ham.

Løb.

Åh, gud.

Jeg kan ikke...

- Kom nu. - Jeg kan ikke.

Dig?

Er det enden?

Gør det, Arthur.

Det er dig eller mig.

Gør det.

Jeg tænkte nok, at det var dig.

Må jeg komme ind?

Skat, hvor er det længe siden.

Jeg lovede, jeg ikke ville gøre det. Jeg havde planlagt det hele.

Jeg går hen til døren, og der er du så.

Jeg smiler meget afmålt, som om vi sås i går.

Undskyld.

- Intet har ændret sig. - Det gør det aldrig.

Jeg tror, jeg har fattet mig igen nu.

Ved du hvad?

Jeg tror, du har tabt dig lidt.

Jeg har skrevet et brev til dig.

Jeg kunne ikke sende det.

Jeg har ikke din adresse.

Jeg flytter ret tit.

Det passer. Men jeg ved altid, når du er i nærheden.

- Telepati? - Måske.

- Hvad er der i vejen? - Jeg har været her i tre minutter,

og du har beskyldt mig for noget for hvert minut.

Jeg føler mig kun såret, når du ikke er her.

Så når jeg ser dig igen, må jeg bare såre dig til gengæld.

Har du virkelig skrevet et brev til mig?

- "Min elskede, jeg er alene igen." - Jeg kan ikke høre dig.

"Og stilheden i værelset presser sig mod mine ører, til jeg intet hører."

"Sådan lever jeg, til jeg ser dig igen."

"Og så er du her, og fortiden forsvinder, og der er kun os."

"Jeg ved, mine ord sårer dig, for du kan kun give mig øjeblikket."

"Men jeg må skrive dem nu,

for mit behov for dig må bare finde et talerør."

"Og hvad med din smerte?"

"Hvis du blot kunne lade mig få en lille del af dens tyngde."

- Lad være at læse videre. - Kan du ikke se det?

Selv det ville være mig en trøst, når du ikke er her.

- Elskede, jeg elsker dig så højt. - Lad være. Det skal nok gå.

Baby, jeg elsker dig.

Min skat, jeg elsker dig.

Skat, lad os gå i seng.

Baby, jeg har savnet dig. Hvor er det godt, du er her. Jeg elsker dig.

Det bliver 100 mere denne gang.

Det tog lidt tid at skrive det brev.

Okay?

Ja. Det var et godt brev.

Prøv at finde på noget lignende til næste gang.

Det skal jeg nok.

Han gav sine ressourcer, sin tro og sin ånd til lokalsamfundet og kirken.

Hans gode gerninger trøster os, nu hvor han er borte.

Vi beder dig tage ham i dine hænder, Fader,

og vi beder dig være os til sidst en nådig dommer i det evige liv.

Primitive ritualer har altid interesseret mig såsom at stuve de døde af vejen.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden.

Ære være faderen, Harry McKenna.

En ekstraordinær altmuligmand.

Pusher, alfons, tyv og brandstifter.

- Holdt du meget af ham? - Han var lige min type.

Hvad var din forbindelse til ham?

Han arbejdede for min far for længe siden.

Han troede, jeg kunne gøre ham en tjeneste.

Så din far var altså med?

Hvad med dig?

Tror du ikke, du skulle være...?

Du har gang i noget.

- Du er ret skråsikker. - Jeg lever inde i mit hoved.

- Det lyder som noget, jeg har læst. - Og det gør du også.

Må jeg få et lift hjem?

Ja da.

Hvad fejrer de?

At alt dette er mit nu.

Min far brød sig aldrig om mine venner. Og det gør jeg vist heller ikke.

Ja, jeg ringede til Sydney, Australien.

Vi har fået Det Hvide Hus.

Jeg vil gerne tale med John Lennon.

Nej, hør her. Jeg ved, at han er der.

Alt afhænger af skummet.

Ja, et nødstilfælde. Jeg må tale med ham.

Steve, Louise er i telefonen. Det lyder vigtigt. Du må nok tale med hende.

- Ja? - Det er Afghanistan.

Nej, jeg har ikke ringet til Afghanistan.

- Louise? - Er hun der?

- Nej. - Du elsker mig ikke.

- Det er jo helt hen i vejret. - Jeg tager livet af mig.

- Louise, hold nu op. - Det gør jeg.

- Jamen, så gør det! - Det gør jeg. Du er ligeglad.

- Nemlig. Jeg er ligeglad. - Okay.

Mine venner er så glade, de prøver at tage livet af sig.

Tager du med?

- Hvem er han? - En ven af familien.

- Jeg troede, du var startet. - Du skulle se på.

Lad mig se, om jeg har det hele.

Is, vin, barberblade.

- Hvor lang tid tager det? - Det ved jeg ikke.

Jo, du gør da så. Du ved alt.

Du ringede, fordi du enten ikke vil gøre det og vil have mig til at stoppe dig,

eller fordi du vil give mig skylden.

Og jeg hopper ikke på noget af det.

Så gør det bare.

Vent.

Må jeg tage lidt vin først?

Din skiderik.

Mr Bishop?

Ellers tak.

- Du tror bare ikke på det. - Baby.

Jeg kalder dig "baby", fordi din uskyldighed er rørende.

De er rigtig skarpe, hvad?

Jeg har altid sagt, at du var modig.

Hvor længe tager det cirka?

Mr Bishop?

- Hvor meget vejer du? - 50 kg.

To og en halv til tre timer.

Først fryser du, så bliver du søvnig.

Du er også en skiderik.

Jeg har ikke spist noget hele dagen. Hvad har du i køleskabet?

Tak.

Jeg ved, han stopper mig.

Det ved jeg, at han gør.

Jeg ved, at han føler noget.

Jeg kender dig.

Hvad? Jeg hørte dig ikke. Hvad sagde du?

Jeg sagde, at du stopper mig.

Hvis du er ligeglad med dit liv, så er jeg da også.

Du er ikke ligeglad!

Og det er du heller ikke.

Jeg fryser.