Train Dreams

Før i tiden var der korridorer til den gamle verden.

Mærkelige spor, skjulte stier.

Man kunne dreje om et hjørne og pludselig stå ansigt til ansigt

med det store mysterium, grundlaget for alting.

Og selvom den gamle verden er væk nu,

pakket sammen som en skriftrulle, og stillet et sted,

er der stadig reminiscenser af den.

Fri bane!

Han hed Robert Grainier.

Han boede i over 80 år i og omkring byen Bonners Ferry i Idaho.

I sin tid rejste han vestpå, til han var nogle dusin kilometer fra Stillehavet,

selvom han aldrig så selve havet,

og så langt østpå som byen Libby, 65 kilometer inde i Montana.

Da han blev sendt alene af sted til Fry i Idaho, var han seks eller syv år gammel,

Han fik aldrig at vide præcist, hvornår han var født.

Eller hvordan han mistede sine forældre. Ingen fortalte ham det.

Et af hans tidligste minder var at overvære en massedeportation

af hundrede eller flere kinesiske familier fra byen.

Grainier var forbløffet over den lethed, volden blev begået med.

Kom herop. Kom nu, unge mand.

Ham, de kalder Big-Ear Al, har stukket mig i knæhasen.

Og jeg ved, at jeg dør af det.

Der var andre minder, som han fortrængte, når de dukkede op.

Han droppede skolen som ung teenager,

og de næste to årtier drev han rundt uden mål og med.

Der var intet, der for alvor interesserede ham.

Altså indtil han mødte Gladys Olding.

Gladys henvendte sig til ham, som om kvinder havde det for vane.

Goddag.

Det havde de måske.

Goddag.

- Jeg har ikke set dig her før. - Nej, jeg har aldrig...

- Første gang? - Min fætter tog mig med.

Hans kone er meget... Jeg hedder Robert.

Gladys.

- Godt at møde dig. - I lige måde.

Han fandt pludselig kirken mere interessant end nogensinde før.

Mindre end tre måneder senere var de uadskillelige.

Lige nu kan jeg næsten forstå alt, hvad der findes i verden.

Hvad tænker du på?

Tja...

Jeg tænkte, at vi burde gifte os.

Hvad?

Vi er gift.

Vi mangler bare en ceremoni, der beviser det.

Og vores hytte skal have et vindue med udsigt over floden.

Okay.

Vi skal have en hund. Jeg har altid ønsket mig en hund.

Okay.

Luk døren op. Kom nu.

Okay.

- Goddag. Kom ind. - Sikke et fantastisk hus.

Må jeg komme ind? Hold da op.

- Sengen skal stå her. - Den skal vende den her vej. Og...

- Vindue? - Ja, her.

Og et her.

Sig mit navn en gang til.

Jeg elsker, når du siger det. Lyden af det.

Robert.

Pludselig gav livet mening for Grainier.

Som om han havde trukket den forkerte vej og nu var vendt om og fulgte med strømmen.

Parret byggede en hytte på deres jord,

og dér, langs Moyie-floden, skabte de sig et lille liv sammen.

I de år førte Grainiers arbejde ham langt hjemmefra.

Han arbejdede sammen med mænd fra lande, han end ikke havde hørt om.

Steder som Shanghai og Chattanooga.

Han fandt det betryggende, hvor let de fandt sammen

og blev midlertidige familier.

Men i sommeren 1917 var han med til at opføre Robinson Gorge Bridge

for Spokane International Railroad.

For første gang blev han en del af et jernbanesjak, og det fortrød han bittert.

Okay, gutter, han er derovre.

- Knægten ved bjælken derhenne. - Der er han.

Hent ham. Tag ham med herop.

Følg med.

- Kom herop med ham. - Hvad har han gjort?

Kom herop.

- Kom så! - Hvad har han gjort?

En, to...

Få ham herop! Sådan, ja, Op med ham. Tag ham med derud.

- Hvad har han gjort galt? - Aner det ikke.

Hvad? Hey!

- Hold da op. - Hvad laver han?

I har vundet kampen mod floddalen og været med til at redde Spokane International.

Før var der næsten 20 km rundt om kløften. Nu har I åbnet op for et nyt landområde.

Det er ikke Egyptens pyramider, men jeg synes, I har gjort noget pokkers utroligt.

Mange år senere byggede man en bro af beton og stål

16 km længere oppe ad floden og gjorde dermed den her overflødig.

Nå, lad os nu se, om den kan bære.

Jeg har savnet dig.

Goddag.

Åh, Gladys.

- Åh gud. - Ja.

- Jeg har lige fået hende til at sove. - Er hun...

Se til hende.

Hvor er hun blevet stor. Hun begynder at ligne dig.

Så ligner hun da en af os.

- Ingen brækkede fingre denne gang? - Det tror jeg ikke.

- Jeg ventede dig ikke allerede nu. - Jeg gik bare, indtil jeg var hjemme.

Men se her.

Det er mere end forventet. Du har jo sendt penge hjem.

Det sidste område var hurtigt fældet.

- Vi skal have en stor middag i aften. - Gør nu ikke for meget ud af det.

Nej, følg med. Lad mig vise dig noget.

- Så du nogen, du kendte? - Der var et par stykker fra Oregon-jobbet.

- Fortalte de gode historier? - Ja, men jeg ved ikke, om de var sande.

Hun ser på lyset. Se.

Se der. Kan du se det?

- Er det ikke fint? - Hej, lille skat.

Ja.

- Skal jeg give dig mad? - Giv mig noget af den kylling.

Så, så.

- Skal vi gå i seng? - Ja.

Hvad synes du?

Det er en ret sjov vugge.

Det er en fiskeruse.

Vugge...

Robert...

Vågnede hun?

- Græd hun? - Ikke så meget.

Hun var sulten.

- Ved du, hvad alle hendes lyde betyder? - Ja, de fleste af dem.

- Hvor meget forstår hun, tror du? - Det ved jeg ikke.

Lige så meget som en hundehvalp?

En hundehvalp kan klare sig selv, når dens mor har vænnet den fra.

Det kan ikke en baby ikke.

En hund kan mere end en baby, indtil babyen lærer at tale.

Mere end et par ord.

En tam hund genkender også nogle ord. Lige så mange som en baby.

Hvilke ord? Jeg vil bare høre din stemme.

Hent.

Kom her.

Læg dig. Sæt dig.

Rul rundt.

Den kender ordene for det, den kan.

- Tror du, hun ved, jeg er hendes far? - Selvfølgelig gør hun det.

Inderst inde ved hun det.

Hun ved bare endnu ikke, at hun ved det.

Bare rolig. Du får masser af tid til at være hendes far.

Dejligt, du er her.

Du må ikke forsvinde.

Værsgo. Sådan, ja.

- Du må ikke spise den. - Dufter den?

Lige et øjeblik.

Skal jeg stikke hånden i lommen? Hvad synes du?

Så snart Grainier vænnede sig til at være hjemme,

begyndte skovningssæsonen, og så matte han af sted igen.

De fleste skovhuggere var omrejsende mænd og havde hverken hjem eller familie.

De tog fra job til job, stat til stat, hvor end der var arbejde at få.

Verden tog ikke meget notits af dem, men de gjorde indtryk på Grainier.

Han arbejdede engang sammen med en mand i to måneder uden at udveksle ét ord.

Så jeg sagde: "Det var ikke den type guld, jeg søgte."

Hvad med dig? Har du været i Californien?

Kan en mand aldrig få fred noget sted?

Det var de eneste ord, Grainier hørte manden sige.

Han glemte dem aldrig.

En anden var Hank Healy, som boede i en hul træstamme.

Det beroliger mig. Forstår du det?

Der var apostlen Frank, som var så fortrolig med Bibelen,

at man skulle tro, han var der, da den blev skrevet.

Det er som med Bileam i Bibelen.

Gud fortæller dig ofte det, du har brug for at høre, på besynderlig vis.

Nogle gange taler et æsel til dig. Andre gange er det noget helt andet.

Da jeg var i Nebraska, talte Herren til mig og bad mig tage til Omaha.

Da toget standsede, stod der Opelika på skiltet.

Jeg sagde: "Opelika?" Så indså jeg, at den var helt gal med mine øjne.

Herren være lovet og halleluja. Ja, det var vist det.

Forstår du, hvad jeg mener? Så rørte Gud hans hofte.

Og resten af livet haltede Jacob slemt.

Jacob var altmuligmand og klarede sig uden hjælp fra nogen.

- Men i sidste ende var det ikke... - Hvem er det?

Beklager forstyrrelsen, de herrer. Er en af jer Sam Loving fra New Mexico?

Han er også kendt som Buckskin Sam i Arizona og dele af Californien.

Jeg har ledt efter ham i meget lang tid for at give ham en besked.

Det var pokkers.

- Jøsses! - Du godeste!

Hvad helvede?

Den mand skød min bror, Martin Brown, med koldt blod i Gallup i New Mexico.

Den 5. august 93. Han dræbte ham på grund af hans hudfarve.

Har nogen et problem med det, jeg gjorde, så lad os få det ud af verden nu.

Jeg vil ikke se mig over skulderen resten af mine dage.

Godt så.

Beklager afbrydelsen.

Jeg anede ikke, at træer kunne blive så store.

Sjakkets midtpunkt var en mand ved navn Arn Peeples.

Han havde bisselæder i sålerne, og hans evner kom kun lejlighedsvist til sin ret.

I Minnesota-drenge bør holde jer for ørerne.

Selvfølgelig virker det ikke.

I rører den ikke. I skal ikke engang se på den.

Han var som oftest den ældste i sjakket.

Han jamrede konstant og undgik helst de hårde opgaver.

Lad mig tage øksen. I har brug for en pause.

Når jeg først går i gang, flyver spånerne om ørerne på jer.

Jeg er som skabt til sommerhugst. Jeg fungerer bedst i over 38 grader.

Godt gået.

Det regner jo bare lidt.

I min tid arbejdede vi døgnet rundt. Ikke kun når det passede os.

Dengang borede vi huller i stammerne.

Nogle gange måtte vi vente en uge, før de gav efter for vinden.

Og så faldt de alle på samme tid.