Planet Earth

Vores planets kontinenter er omkranset af lavvandede have.

De er omkring 200 meter dybe og ligger på kontinentalsoklerne -

- som kan strække sig flere hundrede kilometer -

før havet bliver dybere og mørkere.

Tilsammen udgør de kun 8% af verdens have -

- men de indeholder langt størstedelen af alt liv i havene.

En hanpukkelhval synger for at lokke en mage til.

Hvalerne er netop vendt tilbage til deres yngleplads -

i tropernes lave vand.

Ungen er kun et par uger gsammel.

Selvom den er tre meter lang og vejer næsten et ton -

er den stadig sårbar.

Men moderen våger over den, og når den bliver træt -

- løfter hun den op til overfladen, så den lettere kan få luft.

Det lave vand rundt om ækvator er glimrende børneværelser.

De er varme og rolige, og der er meget få rovdyr.

Den legesyge unge drikker 500 liter mælk om dagen -

men moderen må sulte.

Der er intet, hun kan æde her.

Som i mange lavvandede have findes der næsten intet liv i det klare vand.

Solen skinner året rundt -

- men de næringsstoffer, plankton behøver, mangler.

Moderen bliver her i fem måneder -

- til ungen kan klare vandringen til det planktonrige vand ved polerne.

Koralrev er havets oaser.

De fleste lavvandede have savner liv -

- men på koralrevene lever en fjerdedel af planetens havliv.

Rev består af polypdyr, små koloni-dyr som bittesmå søanemoner.

Alligevel er Great Barrier Reef så stort -

at det kan ses fra månen.

Det er rent faktisk 2000 separate rev, som danner en barriere -

- der strækker sig over 1600 km langs Australiens nordøstlige kyst.

Trods sin størrelse er dette rev ikke det mest artsrige i verden.

For at finde det skal man rejse nordpå til Indonesien.

Enkelte rev i Indonesien -

huser lige så mange fiskearter -

- som der findes i hele Det Caribiske Hav.

Desuden er der ti gange flere slags koralarter.

Koraller trives takket være mikroskopiske plante, alger -

der vokser inde i polypdyrenes væv.

Polypdyrene fanger forbipasserende godbidder med deres tentakler.

Om natten er algerne inaktive -

- men så sender polypdyrene flere tentakler ud.

Koraldyr æder altså døgnet rundt.

Denne nøje afstemte symbiose er fordelagtig for både polypdyr og alger.

Tilsammen forvandler de det ufrugtbare hav til frodige haver.

De indonesiske rev er så artsrige -

- fordi de ligger i et kolossalt skæringspunkt.

Her mødes to have.

Det Indiske Ocean og Stillehavet.

Her skal man se nøjere på alt.

På denne hornkoral finder man to polypdyr, der ikke er polypdyr.

Det er bittesmå søheste, De er verdens mindste -

og mindre end to centimeter høje.

Det er to hanner, der nikker skaller om et territorium.

Er det en blitz?

Nej, det er Ctenoides ales, der viser sig frem.

Måske skal muslingens spektakulære opvisning skræmme fisk væk -

- men man ved det ikke med sikkerhed.

Der er også slanger her.

Masser af slanger.

Det er havslangen Laticauda colubrina.

De lægger deres æg på land, men de jager i havet.

De er for langsomme til at fange fisk -

- så de leder efter bytte, der gemmer sig blandt korallerne.

Deres bid er meget giftigt og lammer byttet.

Og på dette rev jager slangerne ikke alene.

Stimer af muller og trevallyer jager samme slags bytte.

De tiltrækker sig slangernes opmærksomhed.

Mens et hold jægere gransker revet, slutter det andet hold sig til dem.

Nu har mindst 30 slanger sluttet sig til selskabet.

De store fisk skræmmer byttet ind i sprækker -

hvor slangerne kan fange det.

Det, der smutter fra slangerne -

- svømmer lige i gabet på de ventende fisk.

Der er ingen steder at gemme sig.

Mens jægerne finkæmmer revet, slutter flere slanger sig til jagten.

Samarbejde mellem slanger og fisk er først for nylig blevet opdaget -

- for det forekommer kun på de mest afsidesliggende rev i Indonesien.

Måske var denne jagtalliance et udbredt syn -

- men i dag er kun 6% af Indonesiens rev uberørte.

På den anden side af koralrevene tager sandet over.

Uden nogen steder at gemme sig er det ikke let at overleve.

Og så kan camouflage være forskellen på liv og død.

Hvis den ikke rørte på sig, ville den ligne en skal eller en sten.

Det er faktisk en blæksprutte.

En knurhane. De store brystfinner skjuler kropsformen -

- og er også velegnede til at fjerne sand, når de leder efter føde.

Kæbefisken gemmer sig under havbunden.

Denne blækspruttes bid er så kraftigt -

- at den med sin advarselsopvisning beder andre holde sig væk.

Her og der lykkes det planter at slå rødder -

- og de fortæres af suppeskildpadder.

Bændeltang er den eneste blomstrende plante, som har etableret sig i havet.

De har båndlignende blade og et vidtstrakt system af kødfulde rødder -

dybt nede i sandet.

De kan forvandle havbunden til en grøn undervandseng.

Det største område finder man i Shark Bay i Vestaustralien.

De enorme havenge dækker et område på små 4000 kvadratkilometer.

Og præcis ligesom på prærierne lever flokke af græsædere her.

Dygonger.

Dygonger er havets største planteæder.

De bliver tre meter lange, vejer 500 kilo og lever af bændeltang -

- især rodstokkene, som de trækker op med deres bevægelige læber.

En flok kan rydde et område på størrelse med en fodboldbane -

på en enkelt dag.

Føden er ikke lige fordelt i det lave vand og kan være svær at finde -

- men øresvinene er nysgerrige, energiske og meget intelligente -

og de har fundet en fiskestime.

De surfer på en bølge for at nå ind på lavt vand -

hvor det er lettere at fange byttet.

På Australiens vestkyst står delfinerne over for en endnu sværere udfordring.

Fiskene har søgt ly tæt på stranden -

- hvor vandet kun er et par centimeter dybt.

Delfiner slår tit med halen for at bedøve byttet -

men det lader ikke til at fungere.

Fiskene er forjættende tæt på, men alligevel uden for rækkevidde -

- så delfinerne prøver en anden teknik.

Med nogle kraftige slag med halen øger de farten -

og så suser de hen over vandet.

Farten bærer dem over det lave vand og helt frem til fisken.

De risikerer for alvor at strande -

men lykken står den kække bi.

Yngre delfiner ligger og ser på -

- men indtil videre er det kun otte af delfinerne, der behersker teknikken.

Selvom det meste liv i de tropiske have -

- findes omkring koralrevene og bændeltangsengene -

- er der også nogle spektakulære undtagelser.

Bahrains ørken er måske ikke det første, man forbinder med havfugle -

- men hvert år samles 100.000 socotraskarver her for at yngle.

Det er ulidelig varmt, og fuglene må gispe for ikke at blive overophedet.

Det er næppe et oplagt sted at opdrætte unger.

Men der er i det mindste ingen landrovdyr her.

Den eneste kilde til gene er naboerne -

- så alle reder ligger lige uden for fhakkeafstandf.

Men hvad med føden?

Her er der kun sand og det varme, lavvandede hav -

- som ikke frembringer næring nok til så mange fugle.

Svaret finder man i vinden.

Sand, der piskes op af vinde ved kysterne -

- falder i vandet i Den Persiske Bugt.

Sandet bærer næringsstoffer med sig -

- som forvandler det lave vand til frodigt fiskevand.

Paradoksalt nok er det altså Arabiens sand -

- der forhindrer, at bugten bliver endnu en havørken.

Hvalungen er blevet fem måneder gammel.

Den har fordoblet sin vægt, og tiden i det tropiske børneværelse er slut.

Det har været et varmt og trygt sted -

men dens moder har intet at æde.

Hun har levet af sine fedtreserver i otte måneder og er udhungret.

Hun må af sted, mens hun stadig har energi nok til at beskytte ungen -