Planet Earth

Det her er planetens drivhus … junglen, den tropiske regnskov.

Den form for skove dækker kun tre procent af Jordens overflade -

- men her lever over halvdelen af Jordens arter.

Men hvordan kan så mange planter og dyr leve sammen her?

På den mørke, fugtige skovbund ser der ikke ud til at være liv.

De eneste livstegn er tit dem, man hører.

En blå paradisfuglehan søger en partner.

Det er noget af en opvisning, men han er ikke den eneste paradisfugl her.

Der findes 40 forskellige arter på Ny Guinea -

- og alle har deres egen opvisning … den ene mærkeligere end den anden.

En skjoldparadisfugl.

Som mange af regnskovens dyr undgår paradisfugle konkurrence.

De her gør det ved at bo i forskellige dele af den skovbevoksede ø.

Den seksstrålede paradisfugl spiller op i en lille lysning.

Pragtparadisfuglen foretrækker buskenes laveste grene.

Hans hun er beskedent klædt.

Hannen har stærke lunger -

- men det er ikke nok at baske med øjenlågene for at imponere hende.

Alt afhænger af hans opvisning.

Hunnerne ser ikke ud af meget, men de er meget kræsne.

Det er tid til en inspektion på tæt hold.

Den højre side ser fin ud, men hvad er det med den venstre?

Ikke dårligt, men er han pragtfuld nok?

Jøsses … Hendes sortie siger alt.

Generationer af kræsne hunner ligger bag disse utrolige opvisninger.

Jo mere ekstravagant hannen er, desto større chance for at blive set.

Ny Guinea ligger i et tropisk bælte, der omgiver planeten ved ækvator.

Her falder rigeligt med regn, og det er lyst 12 timer om dagen året rundt -

hvilket gør, at regnskoven trives.

Overraskende nok når kun to procent af lyset ned til jorden.

Her kæmper spæde planter for at vokse, men mørket varer ikke evigt.

Det er altid trist, når en af skovens kæmper dør -

- men det er nødvendigt, hvis skoven skal holdes sund.

Det pludselige sollys giver liv til skovbunden.

En eneste hektar regnskov kan indeholde 250 forskellige træarter:

Det er ti gange flere, end der er i Storbritannien.

Tørsten efter lys gør, at alle konkurrerer om en plads i solen.

Der er ingen tid at tabe. Et frø, der faldt for nogle dage siden -

- trænger allerede op gennem de visne blade.

Med så mange konkurrenter er det afgørende at få en god start.

Hver plante har sin egen strategi for at få mest muligt ud af situationen.

De store træers frø gror hurtigt -

- men deres strategi er at vokse langsomt, men sikkert.

Slyngplanter satser på at vokse i højden snarere end i bredden -

men de behøver god støtte.

Slyngplanternes strategi ser kaotisk ud, men der er en metodik.

Spidserne fungerer som lassoer, der forankrer dens tynde stængler.

Slyngtrådene snor sig, så de ikke knækker, hvis de strækkes ud.

Men de første til at udfylde lysningen, er macarangatræet.

Deres enorme blade opfanger meget sollys, hvilket gavner deres tilvækst.

Macarangatræet vokser hele otte meter om året -

- hvilket er mere end næsten alle rivaler.

Af de 100, der starter mod toppen, når kun et fåtal målet.

Deres vækst begrænses af manglen på lys.

På fire år er lysningen væk, men det er ikke slut med kapløbet.

Det er de langsomt-voksende træer, der vinder i længden.

Når de kortlivede pionerer falder, tager de langsomt-voksende over.

En 50 meter høj kæmpe som den her kan beholde sin plads i solen i 200 år.

På toppen findes løvtaget … regnskovens maskinrum.

Det er her, man finder det rigeste dyreliv i regnskoven.

Men på trods af at der er vegetabilsk føde i overflod -

er den ikke nem at komme til.

Der er ingen årstider, så forskellige træer bærer frugt på forskellig tid.

Føden er altså spredt ud over et stort område.

Aber, som de her tamariner må søge al mulig føde for at overleve.

Men i alle verdens regnskove er der et træ, som altid bærer frugt:

Figentræet.

Figentræet virker som en magnet på et stort antal dyrearter.

I Amazonas er de sorte edderkopaber først på stedet.

De her store primater æder mange figner -

- men de får ikke træet for sig selv ret længe.

Snart ankommer kejsertamarinerne.

Tamarinerne elsker også figner, men de er små og lette og skræmme væk.

Dødningehovedaberne er også små, men de kommer i stort antal.

De kan måske ikke blive så længe, så de æder, hvad de kan få fat i.

Kapucineraben er skovens bisser, og de vil have fignerne for sig selv.

Figentræet bærer frugt året rundt.

Når der ikke er meget andet føde, kan man altid finde de her frugter.

Selv planteædere som brøleaberne kan ikke sige nej til en figen.

Og brøleaberne kan ikke skræmmes væk af kapucinerne.

Figner er så populære, at 44 arter af fugle og aber -

- kan arbejde på skift på et enkelt træ.

Fordi frugttræer er så vigtige, lever mange aber i revirer.

Bor man i en trætop, er det her en god måde at hævde sit revir på.

Gibbonabens sang er en duet mellem den dominerende han og hunnen.

Snart stemmer resten af familien i, og der opstår en masse liv.

Skrigene kan høres 1,5 kilometer væk og budskabet er tydeligt:

De beder alle andre gibbonaber i området om at holde sig væk.

Heroppe genlyder luften af gibbonabens skrig -

- men i junglens mangfoldighed er der også andre, der vil høres.

Hvert niveau har sin egen melodi.

Tidligt om morgenen er skovkoret ekstra aktivt.

Lyd høres længere væk i den køligere luft.

Men få kald høres så langt væk i den tætte vegetation som det her:

En orangutanghans dybe bas.

Midt på dagen er alt stille, og den varme luft dæmper al lyd.

Hen på eftermiddagen begynder et nyt ensemble at varme op.

Insekter synger i harmoni med hinanden i en slags vekselsang.

Mange sangere har en tidstabel -

- og præcis kl. seks begynder sangcikaden.

Natten bringer et nyt orkester frem.

For os er det her en øredøvende kakofoni -

- men frøører kan kun høre sine artsfællers kald.

Parringssangen lyder overalt.

Flyvefrøhanner kaster sig fra trætoppene.

De bruger deres svømmefødder som faldskærme.

De her træfrøer holder mest til i løvtaget -

- og kommer kun ned for at parre sig.

Når de har indtaget deres pladser, begynder de at synge for hunnerne.

Nu er det tid for hunnerne at komme på banen.

Der er masser af friere, men den her hun har allerede bestemt sig.

Hun begiver sig op mod det højeste kald -

- for de højeste kald kommer fra de største frøer, og det er godt.

Men for at nå ham, må hun passere en række mindre friere.

Deres eneste chance for at parre sig er at tage hende, når hun kommer.

Han scorede, men der kommer nye hunner hele tiden -

- så det er ikke forbi, før den fede frø har sunget.

Fødderne er gode til andet end glideflyvning.

Her bliver man det femte hjul i vognen …

Men alle hanfrøer har tørre tommelfingre -

- som gør, at de kan få et godt greb om de fugtige hunner.

Her gælder "først til mølle".

Den fugtige luft gør, at frøerne er mindre afhængige af søer.

De her lægger ikke engang deres æg i vandet.

Æggene tørrer ikke ud, og heroppe de beskyttet mod rovdyr.

Det regner overraskende nok ikke hver dag i regnskoven -

- men der falder alligevel mere regn her end nogen andre steder:

I gennemsnit over to meter per år.

Et eneste træ kan opsuge flere hundrede ton vand hvert år.

Træerne bruger ikke alt vandet, så meget stiger op som damp -

og danner dis og skyer.

I Amazonas, verdens største regnskov -

- kommer halvdelen af al regn fra skyer, træerne selv danner.

Med så meget regn er det ikke underligt -

- at mange af verdens største floder findes i regnskove.

Den høje luftfugtighed i skoven skaber perfekte forhold for -

- en mærkelig verden, der bygger på forrådnelse.

De amøbeagtige slimsvampe -

- glider rundt på overfladen og lever af bakterier og rådne plantedele.

Ægte svampe trives også på forfald.

Det her er frugtkroppene: