Planet Earth

En tredjedel af jordens landoverflade består af ørken.

Disse store ar på jordens overflade virker livløse -

men det er faktisk ingen af dem.

I hver en af dem lykkes det livet at bevare et usikkert fodfæste.

ØRKENER

lkke alle ørkener er varme.

Vinde på 80 km/t. fra Sibirien -

- fører sne med sig til Gobiørkenen i Mongoliet.

Fra op til 50 graders varme om sommeren -

- kan temperaturen midt om vinteren falde til minus 40 -

- hvilket gør denne ørken til en af de mest ugæstfrie.

Få dyr overlever så ekstreme temperatursvingninger.

Vilde baktriske kameler. Et af de mest sjældne pattedyr på jorden -

og måske det mest hårdføre.

Deres største problem er manglen på vand, særligt om vinteren -

- når de små mængder er frosset til is.

Overraskende nok smelter sneen her aldrig.

Det er luften for kold og for tør til.

Solens stråler forvandler den til damp.

Den fordamper.

Men det er den eneste vandressource -

så de baktriske kameler æder den.

Andre steder kan en kamel drikke -

- op til 200 liter under et eneste besøg ved et vandhul.

Her æder de lidt og tit.

Og det er fornuftigt, for at fylde maven med sne kan være livsfarligt.

Kamelerne må nøjes med det, der svarer til ti litter vand om dagen.

Om vinteren er det parringstid.

Denne fascinerende opvisning er kamelhannens måde -

- at tiltrække sig hunners opmærksomhed på.

Om sommeren kan kamelerne ikke så langt væk fra vandhullerne -

- men nu, hvor der ligger sne overalt, kan de vandre vidt omkring -

i jagten på en mage.

I dag lever under tusind af disse ørkenspecialister i den fri natur.

Gobiørkenen, hvor ugæstfri den end er, er deres sidste højborg.

Gobiørkenen ligner ingen anden, men hvorfor er der en ørken her?

Det er der en enkelt og kolossal grund til: Himalaya.

Skyer fra syd rammer den kæmpemeæssige barriere.

Når de tvinges opad, tømmes deres fugt på bjergskråningerne -

- og så er der kun lidt tilbage til den anden side.

Fra rummet er ørkenerne meget tydelige.

Sandklitter på hundredvis af kilometer danner striber i overfladen.

Uden noget tæppe af plantevækst -

- træder mærkelige formationer frem i den nøgne klippe.

Afrikas Sahara er den største ørken af alle.

Den er lige så stor som USA og er verdens største sand- og støvkilde.

Sandstorme dukker op uden varsel og sænker sigtbarheden i dagevis -

- i områder på størrelse med England.

Dromedarer, enpuklede kameler, tager stormene med fatning.

Det tunge sand løfter sig kun et par meter fra jorden -

- men støvet kan flyve 5000 meter op i himlen.

Den rasende vind, fuld af sandkorn -

- er den kraft, som former alle ørkener.

Krybdyr har pansret, skællet hud -

- som beskytter dem mod sandkornene.

For insekter kan bombardementet være en barsk omgang.

Eneste udvej er at krybe under sandet.

I takt med at vindene stiger og falder og hvirvler rundt -

formes sandet til nye klitter.

Disse sandhave kan strække sig over hundredvis af kilometer.

I Namibia har vinden skabt nogle af de største klitter i verden.

Gigantiske klitter som disse kan blive 300 meter høje.

Korn, som fejer op ad siderne, blæser væk fra højderyggen -

- så det kun er toppene, der flytter sig.

Størstedelen af klitterne kan have ligget uforandret hen i 5000 år.

Få sten kan stå imod de ubønhørlige vindstød fra den sandfyldte vind.

Disse sten står i Egyptens hvide ørken.

Men det gør de ikke ret meget længere.

De angribes ubarmhjertigt og forvandles til mere sand.

Kraftigt eroderede stenklipper er blevet ladt i stikken -

i et hav af sand.

Disse takkede pyramider, der er 100 meter høje -

- var engang del af et stort klippeplateau.

Det fygende sand vil med tiden udslette dem fuldkommen.

Vindens ubønhørlige kraft forandrer hele tiden landskabet.

Men en ting er uforanderlig.

Ørkensolen.

Solens varme og evne til at få vand til at fordampe -

- har haft en gennemgribende virkning på alt liv i ørkenerne.

Solen kan være dødbringende.

Og det må de røde kæmpekænguruer tilpasse sig.

Så længe solen står lavt, er der ingen umiddelbar grund til bekymring.

Men det varer ikke længe.

Australien er verdens tørreste kontinent med høje dagstemperaturer.

For hver time stiger temperaturen med fem grader.

Snart når heden et kritisk niveau.

Kænguruer i det fri er i alvorlig fare for at blive overophedet.

I solen stiger temperaturen på jorden til 70 grader.

Midt på dagen er strålingen så kraftig, at de er nødt til at søge ly.

I skyggen er de beskyttet mod solens energi -

- men deres kropstemperatur kan stadig stige.

Så de slikker sig på deres forben -

- hvor der ligger et netværk af blodårer lige under huden -

- og når spyttet fordamper, nedkøles deres blod.

Med et varmekamera kan man se, hvor effektiv metoden er.

De blå områder på kroppen er de køligere dele.

Når spyttet tørrer, skal nyt tilføres.

Det tærer på kænguruens kropsvæskeforråd.

Selv i skyggen er jorden steghed.

Kænguruerne fjerner overfladejorden for at nå ned til den svalere jord.

Ved at holde sig i skyggen og sænke kropstemperaturen med spyt -

- udstår kænguruerne dagens varmeste tid uden at få hedeslag.

Men for de fleste ørkendyr ville det ikke være nok til at overleve.

Den afrikanske ørkenrævs usædvanlige ører afgiver varme -

- men dyret køler sig også ned på en anden måde.

De tilbringer dagene under jorden og kommer frem, når solen går ned.

Mørket betyder store forandringer.

I Sahara kan temperaturen falde op til 30 grader om natten.

Så det er koldt nok til, at ørkenræveungerne kan lege.

Nu dukker alle mulige dyr op. Også nogle helt uventede dyr.

Padder har gennemtrængelig hud og ville blive udtørret i solen.

Først nu vover de sig frem.

Det samme gælder skorpioner, selvom deres skal er vandtætte.

De fleste små ørkendyr er natdyr.

Så det er først nu, man får en opfattelse af dyrelivets omfang.

Men den væske, der mistes om natten, skal erstattes på en eller anden måde.

Og det problem er omdrejningspunktet for alle ørkendyr.

Atacamaørkenen i Chile. Det er verdens tørreste ørken.

I visse dele regner det ikke i 50 år -

- hvilket burde betyde, at området er helt ufrugtbart.

Det her er Sydamerikas kameler, guanacoer.

De kan lagre megen væske, men har alligevel regelmæssigt brug for vand.

De får væske delvis fra kaktusblomster -

- men den forklaring rejser et nyt spørgsmål.

Hvordan overlever kaktusserne uden regn?

Varme vinde suger al fugt op fra jorden.

Der må være noget andet, der erstatter regnen.

Hemmeligheden er en kold havstrøm, som løber parallelt med ørkenen.

Vandet nedkøler den varme luft -

og danner tågebanker.

Samtidigt fejer vinden tågen ind over land.

Inden længe drypper kaktusserne af dug.

Tågen kommer så regelmæssigt, at lav kan vokse på kaktusserne -

- og de suger væske til sig som svampe.

I områder næsten helt uden regn er disse dyrebare dråber livsvigtige -

for mange forskellige dyr.

Længere inde i landet er luften så varm, at fugten ikke kondenserer.

Så dette smalle ørkenstykke er den eneste del af Atacama -

hvor liv kan eksistere.

Uden tågen ville dette område også være øde.

Guanacoerne får det meste ud af duggen, men den holder ikke længe.

Om en time eller to har solen tørret overfladen på kaktusserne.