Sly

Om jeg har noget, jeg fortryder? Ja, sgu.

Men det motiverer mig også at skulle overkomme denne fortrydelse,

at fikse det, og jeg gør det ved at male eller at skrive,

for jeg kan ikke fikse dem fysisk. Det er væk.

Den forbandede tid. Det er bare…

…væk.

Jeg ser det sådan…

Når man sidder i toget, og scenerne flyver forbi i vinduerne,

Det er som et foto.

Den vej skal du aldrig igen.

Sådan er dit liv.

Det er billeder, der suser forbi, og du kan ikke… Det er væk.

Det er nemt at blive selvtilfreds.

Jeg tænkte: "Jeg må gøre noget drastisk."

Alt er blevet hverdagsagtigt.

Jeg kan mærke, at jeg visner hen og tørrer ud

som en gammel figen, der er faldet af træet.

Jeg skal vel være her i 20 år til. Jeg gider ikke være selvtilfreds i 20 år.

Så jeg sagde: "Vil du ruske op i tilværelsen, så rejs din vej.

Det er derfor, jeg flytter østpå.

Intet bringer mere inspiration

end at krølle hele ens hjem og historie sammen til en kugle og…

Hvem er ham Sylvester Stallone?

Kunstner, forfatter, digter, performer, kæmpemæssig kendis.

Hvordan sker sådan noget?

Sly er typen, som følger sine egne veje.

Og findes de veje ikke, så skaber han dem.

Han fik ting til at ske.

Han virkede ikke til at være en stor skuespiller.

Han havde ingen klar udstråling.

Men han opfandt noget andet.

En skuespiller, der selv skriver og instruerer.

Han var ikke den første, der gjorde det, men han var den første superstjerne.

Han havde en forståelse for, hvad folk ønskede at se ham gøre.

Jeg blev opslugt af historien om Stallone,

som var det min egen historie.

Det var min dagdrøm om en mulig karriere.

Der er ingen, der har været en del af tre filmfranchiser.

Det kræver genialitet.

Det var ikke et tilfælde.

Kan du vise mig nogle af kassettebåndene, du fandt?

Ja, jeg har nogen liggende. Lad os se.

Det her er New York Times.

Kan du gøre mig en tjeneste?

Jeg citerer fra din pressemeddelelse,

og så kan du fortælle videre derfra. Okay? Godt så.

Sylvester Stallone blev født i det hårde Hell's Kitchen-kvarter i New York,

mens sommervarmen stod på i 1946.

Hold da kæft.

Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville vende tilbage hertil.

Jeg blev født i Hell's Kitchen. Jeg var New York.

Jeg har ikke været her i 65 år.

Bor I her?

Nej, jeg er fra 45th.

-Jaså? -Ja.

-Jeg boede her engang. -I denne blok?

-Ja, nemlig. -Hvad var det for et kvarter dengang?

-Det var barsk. -Ja?

-Det var i sandhed Hell's Kitchen. -Ja.

Jeg kan huske, at vinduet altid stod åbent.

Man lærer meget om mennesker, og man observerer livet.

Som at se en film.

"Hvornår kommer du?" "Jeg kommer i morgen."

"Luk nu vinduet."

Det gik frem og tilbage.

Jeg kan huske, at min far altid havde en italiensk t-shirt på,

og det lignede noget fra et skuespil af Arthur Miller.

Udsigt fra broen. Sådan var mit liv.

Min far kom til New York. Der mødte han min mor.

Han var en barber, som gik over til "kosmetologi",

fordi en frisør tjente flere penge.

Vores far var også meget selvbevidst, for han havde vist ingen uddannelse.

Selv den mindste fornærmelse kunne få ham til at tænde af.

Vores mor var også ret slem. Vi fik med hårbørsten og vaskebørsten.

Hendes lange negle kunne ikke knække. Hun sagde: "Kom her!"

Min mor var cigaretpige hos Billy Rose's Diamond Horseshoe.

Det var den primære indtægtskilde.

Min far fortalte mig, at hun var bange for at få et barn.

Selvom hun var gravid i niende måned, tog hun bussen.

Hun begyndte at gå i fødsel.

Der var en, der fik hende af bussen og bar hende hen til fattighospitalet.

Og det var der, jeg blev bragt til verden, og hvor dette uheld skete,

der lammede nerverne på denne side af munden.

Så jeg blev født med min snerren.

Hun var ret excentrisk, farverig, meget bramfri og uforudsigelig.

Jeg ved, at jeg har arvet en vis…

…vildskab fra min far. Det er der ingen tvivl om.

Det var altid det samme med vores mor og far.

Jeg lå i sengen og kunne høre dem råbe og skrige.

Min far…

Jeg var stiv af skræk, for jeg kunne mærke væggene ryste.

Begge mine forældre var så selvoptagede, at de bare skippede os væk.

Det meste af tiden tilbragte jeg på en børnepension.

Det var stort set hele året.

Jeg kom aldrig hjem, for de havde ikke tid.

De arbejdede begge to, og folk sagde:

"Åh, du har lidt afsavn, og du fik ingen opdragelse."

Jeg tænkte: "Ja, det passer."

Og måske kommer opdragelsen gennem fremmedes respekt og kærlighed.

Følelsen af at blive omfavnet af publikum er umættelig.

Gid jeg kunne vænne mig af med det, men det kan man ikke.

Film var en flugt for os begge.

Jeg tilbragte timevis i biografen, ligegyldigt hvilken film det var.

Jeg sad bare og så den fem, seks gange, og så tog jeg hjem kl. 16.

Det var drømmelivet. Det var idealerne.

Storhed, der opnås gennem hårdt arbejde og ved at sejre over det onde.

Jeg har altid dyrket helte.

Jeg ønskede at redde en bus fyldt med børn.

Det ønskede jeg at blive. Jeg ville være ham,

der redder folk.

Jeg sad alene på mine forældres værelse.

De havde et billigt spejl.

Jeg sad der og gjorde ting foran spejlet.

Jeg lavede imitationer, jeg mimede til andres sange.

Hvis jeg havde set filmen Hercules, så tog jeg hjem og imiterede Steve Reeves.

Det øjeblik i Hercules Unchained, hvor han vælter templerne omkuld,

og den her latterlig flotte,

velbyggede, perfekte mandlige rollemodel…

Det gjorde udslaget. Jeg tænkte: "Det er den vej, jeg vil gå."

Endelig havde jeg en rollemodel, som jeg idoliserede.

Og det er min skæbne!

Min far indså, at han ikke kom nogen vegne i New York,

så de flyttede til Maryland.

Deres ægteskab var i stykker.

Der var ingen hjemme, når jeg kom hjem fra skole.

Min mor var skredet.

De endte i retten. Det var skrækkeligt.

Jeg tog med min mor til Philadelphia, og min bror blev hos min far i Maryland.

Ude på Lars Tyndskids mark,

og der var ikke andet end heste.

Jeg har haft en forkærlighed for heste, siden jeg var fem eller seks år gammel.

Ikke gode heste,

bare heste, min far havde købt for 20 eller 25 dollars.

Han havde ikke mange penge,

men han blev på en eller anden måde en del af et polohold.

Alle på poloholdet havde smukke heste, gode trailere og rancher.

Vi boede på en losseplads.

De fleste heste led af noget.

Hvis man hev for hårdt i dem, blev de blinde.

Jeg begyndte at spille polo, men det var ikke rigtig organiseret.

Men jeg lærte det, og jeg blev bedre og bedre.

Og da jeg blev 13 år, kom jeg på den nationale rangliste.

Det var min far ikke særlig begejstret for,

og midt under en kamp forsøgte jeg mig med en baghånd,

og jeg gjorde intet galt. Han sagde: "Du trækker for hårdt i hesten!"

Jeg sagde: "Jeg ved, hvad jeg laver." Han skreg: "Nej, du kender ikke din hest."

Jeg fik trukket hesten op, så jeg var klar til et indkast,

da han rejser sig fra tribunen,

tager mig om halsen og slynger mig ned på jorden.

Han tager hesten og går fra banen.

Jeg lå der og tænkte: "Jeg vil intet have med heste at gøre."

Jeg blev opdraget af en meget

korporlig far. Det var…

Stor smerte var ikke fremmed for mig.

Og min indstilling blev:

"Jeg nægter at lade mig knække, uanset hvad han gør ved mig."

Jeg tror, at min far var misundelig.

Min bror var et problembarn. Han skulkede og kom op at slås.

Han var dårlig i skolen og blev smidt ud af samtlige skoler.

Jeg gik på 13 skoler på 12 år.

Jeg endte på militærskole, men jeg var der ikke en måned.

Han var uforbederlig. Han fik meget ballade.

Han gik på Devereux-skolen, en slags skole for umedgørlige unger.

Og det var der, at han begyndte at få interesse for skuespil.

Og så tog han på college.

Der begyndte han at tage skuespil alvorligt.

Der var en åben audition,

og af en eller anden grund tog jeg derhen. Det var til En sælgers død.

Og jeg fik rollen.

Jeg stod på scenen, og jeg var…

Jeg var slet ikke nervøs.

Jeg følte, at jeg havde styr på det, fordi det forekom naturligt,

det var let for mig.

Der var en Harvard-professor blandt publikum, der sagde til mig:

"Du bør overveje at gøre en karriere ud af det."

Jeg sagde: "Gider du lige? Han sagde: "Ja. Du bør læse det her.

Du har noget særligt."

Og det øjeblik

sendte mit liv i en ny retning.

Og jeg landede i New York den dag, at Woodstock startede.

Jeg sagde: "Nu skal du gøre noget ved det."

Jeg kendte ikke byen, jeg boede i. Jeg var ikke en del af den.

Jeg var meget på egen hånd i min iver for at finde min vej.

Jeg har klaret mig på disse gader. Jeg kan overleve her.

Jeg har sovet i opgange, busstoppesteder, på togstationer og biblioteker.

Det gør man, når det er hundekoldt.

Jeg henvendte mig hos bureauer.

Jeg henvendte mig hos dem alle. "Jeg vil være klient her."

"Vi tager ikke imod noget."

Jeg skubbede billedet ind, og de skubbede det ud.

Jeg prøvede, og de sagde:

"Nej, du taler sløret. Du har dovne øjne. Du er dit og dat."

Det bedste, jeg kunne få, var langt fra Broadway,

og man skulle være halvnøgen.

Den slags møgtjanser fik jeg. Det var forfærdeligt.

De sagde: "Det fungerer ikke. Måske kan du være statist."

Det begyndte jeg at tage til mig. Jeg tænkte: "Hmm."

Fordi hver gang jeg fik en rolle, så var det som en bølle.

-Pas på. -Undskyld, jeg så dig ikke.

Han fik ingen hovedroller. De lod ham være rekvisitør,