Ali: Fear Eats the Soul (Angst essen Seele auf)

Ja?

Undskyld, men det øser ned udenfor. Forstår De?

Og så tænkte jeg... Jeg går ind på værtshuset.

Jeg går forbi hver aften og hører den fremmede musik.

Hvilket sprog synger de på?

- Arabisk. - Aha, arabisk... Jaså.

Men næsten halvdelen sangene i jukeboxen er tyske.

Men de hører hellere sange fra deres hjemland.

Naturligvis.

- Hvad vil De have at drikke? - Tja... Hvad er skik og brug?

Man kan drikke, hvad man vil. En cola eller en øl, måske.

- Det er fint, tak. - Hvad? Øl eller cola?

En cola, tak.

Konen er skør. Snakker og snakker.

Hun har måske ikke andre at tale med.

- Kommer du med eller hvad? - Nej.

- Hvorfor ikke? - Pik kaput.

Mon dog...?

- Vil du have en øl mere? - Gerne.

To øl.

- Betale. - Ni øl, ikke?

Ni... 10,80.

- Det stemmer. - Tak.

- Kan ingen danse med konen? - Skal jeg danse med konen?

Ja, dine ben er vel ikke kaput?

- Hvad sker der? - Hun beder mig danse med konen.

Okay.

- Du danse med mig? - Hvabehar? Danse?

Ja, du sidder alene og ser trist ud. Ikke godt at sidde alene.

Hvorfor ikke? Men jeg har ikke danset i 20 år.

- Jeg kan nok ikke danse længere. - Gør ikke noget. Vi danse langsomt.

Sluk lyset!

- Hvor kommer De fra? - En lille by i Marokko. Tiznit.

- Jaså, Marokko. - Meget smukt, men intet arbejde.

De taler godt tysk. Har De været her længe?

To år. Altid meget arbejde.

Jeg har også meget arbejde. Arbejde er det halve liv.

- Du ikke mand? Gift? - Min mand døde for længe siden.

- Hvad arbejder De med? - Med biler. Hele dagen. Altid.

Og om aftenen går De herhen?

Ja. De har god musik. Mange kolleger arabere.

Kender ingen andre steder. Tyskere med arabere ikke godt.

- Hvorfor? - Ved ikke.

Tyskere og arabere ikke lige mennekser.

- Men på arbejdet...? - Ikke lige.

Tysker er herre. Araber hund.

- Men det er jo... - Pyt med det.

Ikke tænke meget... godt. Tænke meget... græde meget.

- Værsgo. - Tak.

- Mere at drikke? - Nej tak. Jeg skal tidligt op.

- Må jeg betale colaen? - Jeg betaler. Her.

- Tusind tak, men... - Du tale godt med Ali. Ali betale.

- Så De hedder Ali? - Nej, men alle siger Ali.

- Hvad hedder De rigtigt? - El Hedi ben Salem M'barek Mustafa.

- Det var godt nok et langt navn. - Alle i Tiznit har lange navne.

Nu skal jeg gå.

- Farvel. - Ikke farvel. Jeg følger dig hjem.

Du ikke alene... Bedre.

Hvis De gerne vil.

Sikke en skrækkelig regn. Så er vi her.

- Er det dit hus? - Ja.

De kan stå herinde lidt. Så holder den måske op.

Ellers bliver De forkølet, og så er det min skyld.

- Hvad arbejder du med? - Jo, forstår De... Jeg...

- Ja...? - Jeg vil helst ikke sige det.

- Folk kigger så underligt. - Jeg ikke underligt.

Nej, ikke Dem. Jo, jeg gør rent. Jeg er rengøringsdame.

I et stort firma?

Det går. Vi har meget glas. Man skal gnubbe godt.

Der er otte etager, og vi er fire.

To etager hver. En om morgenen og en om aftenen.

Ind imellem har jeg fri og tager private opgaver.

Ved De, at rengøringsdamer er en sjældenhed nu til dags?

Jeg har aldrig rigtig fået lært noget.

Nogle ting er helt utrolige.

En lader sin chauffør hente mig i sin Mercedes.

Og jeg siger jo ikke nej.

Han har en fabrik eller noget i den retning.

Lysere habitter ville klæde Dem bedre end mørke, Ali.

Lys habit... Hvorfor?

Det angår ikke mig, men mørkt tøj ser så trist ud. Ikke sandt?

Ved ikke. Måske.

Dejligt at tale med nogen. Jeg er meget alene, forstår De.

Faktisk altid. Mine børn har nok i deres eget.

Du mange børn?

Tre. To drenge og en pige. De er gift alle tre.

- Hvor? I anden by? - Nej, de er her.

De lever deres eget liv.

Vi ses til højtider, men...

Hos os i Marokko familien altid sammen.

Mor ikke alene. Mor alene ikke godt.

Andre lande, andre skikke.

Jeg ser lige om det stadig regner.

Det øser stadigvæk ned.

- Måske... - Ja...?

Vil De med op og drikke kaffe, indtil regnen holder op?

- Gerne, men... - Pjat, altid disse 'men'.

'Men' og alt forbliver som før.

Pjat. Kom nu med op. Jeg har en flaske cognac deroppe.

Den fik jeg i julegave. Kan De lide cognac?

- Cognac? Ja. - Fint.

At drikke alene er ikke sjovt.

Godaften, fru Kurowski. De skal have pengene, De lagde ud for mig.

- Værsgo... og tusind tak. - Tak. Godnat.

Godnat.

Kommer De?

- Fru Karges?! - Tænk engang!

- Kurowski havde en udlænding med. - Hvad?!

- En sort. - Neger?

Ikke helt sort, men temmelig sort det var han.

Men hun er ikke rigtig tysker. Kurowski! Hvem hedder det?

Det er usædeligt. Hvad skal hun med ham?

Aner det ikke Måske købe et tæppe.

Kl. halvti om aftenen...?

- Hvem ved? Godnat, fru Karges. - Godnat.

God kaffe... meget god.

Alle i familien siger, at Emmis kaffe kan genoplive de døde.

- Vil De have en cognac nu? - Gerne.

Min mand var fra Polen. Han var ikke tysk.

Fremmedarbejder under krigen. Og så blev han her.

Dengang levede mine forældre stadig.

De sagde: 'Emmi, det kan aldrig ende godt.'

Fordi han var udlænding. Forstår De?

Skål!

Min far hadede alle udlændinge. Han var med i Hitlers parti.

- Ved De hvem Hitler var? - Ja.

Jeg var også med i partiet. Det var alle, eller næsten alle.

Trods det kom jeg godt ud af det med Franticek. Det hed min mand.

Han havde dårlig lever. Drak for meget.

Men han var altid glad. Altid glad.

Han døde i 1955.

- En mere? - Ja.

- Og Dem... er De gift? - Ikke gift.

Og Deres forældre?

Forældre døde. Far meget gammel. Mor meget syg.

- Søskende? Brødre, søstre...? - Ikke bror. Fem søstre.

Fem søstre. Ali mindst. Alle søstre mere gamle end mig.

- Og alle bor i Marokko? - I Algeriet og Tunesien også.

Far har gået med kameler. Far berber. Berber går meget.

Nu Ali gå. Meget sent.

Et glas til. 10 minutter.

Nu sidste sporvogn, forstår du? Sporvogn væk. Ali gå.

- Hvor bor De? - Langt herfra. Hofmannstrasse.

- Har De et værelse der? - Med fem andre kolleger. Seks.

- Seks mand i et lille værelse? - Tre senge der og tre der.

Kif-kif. Det betyder 'det er lige meget' på arabisk.

Det lyder sjovt. Men seks mand i et værelse er jo umenneskeligt.

Arabere ikke mennesker i Tyskland.

Førhen gik det. Efter katastrofen i München ikke godt.

Tag et glas mere, så reder jeg en seng til Dem og De sover her.

Ali sove her...?

De har langt hjem, sover seks på et værelse, og De er sympatisk.

- Du meget sympatisk. - Tak.

- Hvornår skal De møde i morgen? - 6.30 arbejde.

Storartet... også mig. Så kan vi spise morgenmad sammen.

Jeg går ind og reder sengen. Tag et glas mere.

Her er badeværelset.

Jeg har en ny tandbørste. Jeg købte ti på tilbud.

- Værsgo. - Tak. Tusind tak.

- Godnat. - Godnat.

Jeg lagde en af min mands pyjamaser frem. Den kan De tage på.

- Sov godt. - Tak.

Hvad er der?!

Ali ikke sover.

Mange tanker i hoved.

Vil tale med dig. Ja?

Naturligvis... Sæt Dem her.

Ali også meget ensom. Altid arbejde, altid drikke. Intet andet.

Måske har tyskere ret. Arabere ikke mennesker.

Sludder. Sådan må De ikke tænke.

De sagde jo selv, at man bliver ked af at tænke.

Men det er da lidt fordrejet... At man bliver ked af at tænke.

Hvad skal man bruge tiden til? Alle de år og måneder?

Og pludselig er det bare slut.

Og bagefter... Hvad er meningen?

Du godeste, jeg...

Goddag.

- Din kaffe altid god. - Jeg laver god mad.

Du må komme til middag. Det vil du nok synes om.

- Måske... - Ja?

Pjat, ikke noget. Jeg tænkte bare på, at jeg gamle kone...

Du ikke gammel kone. Du meget god. Stort hjerte.

Ja...? Du godeste...

Ikke græde.

Lad nu være. Hvorfor græde?

Fordi jeg er så lykkelig og så angst.

Ikke angst. Angst ikke godt. Angst æder sjæle op.

'Angst æder sjæle op...' Det lyder smukt.

- Siger man sådan hos jer? - Ja, alle arabere siger sådan.

Det er sent... skal gå.

Komme sent, ikke godt. Chef vred på Ali, meget væmmelig.

Jeg tager lige noget på, så går vi ned sammen.

- Tager De også metroen? - Nej, jeg tager sporvognen.

- Så farvel. - Farvel.

I dag blev jeg tiltalt af en mand, jeg gamle kone...

I metroen, en gæstearbejder... Han ville byde på kaffe.

De holder sig ikke tilbage.

For dem er intet helligt. Ikke engang ens alder.

Beskidte svin. Og som de bor.

Hele familier i et eneste værelse. De vil bare have penge.