Waiting for Anya

SOMMER 1942. VERDEN ER I KRIG.

VI FØLGER FRANKRIGS FALD TIL HITLERS HÆR. LANDET ER DELT I TO.

PARIS OG DET NORDLIGE OVERVÅGES AF EN TYSK MILITÆR ADMINISTRATION.

TVUNGEN DEPORTATION ER BEGYNDT....

TEKSTET AF DAN KJØLLER

Hallo. Hallo!

Luk op.

Skynd dig.

- Skynd dig. - Døren. Døren.

- Husk Bedstemors hus. - Far, nej.

Far, Jeg vil ikke.

Far, nej.

Far!

DET SYDLIGE FRANKRIG FORBLIVER FRIT FOR TYSK INDBLANDING.

I LANDSBYEN LESCUN, HØJT OPPE I PYRENÆERNE, FORTSÆTTER LIVET SOM DET HAR GJORT I GENERATIONER.

At vokse op er forskelligt for alle.

For de få heldige, gør tiden alt arbejdet.

Andre får ikke muligheden.

Dette er min historie.

Historien om da krigen kom til min landsby,

min dal, min verden.

Og hvordan Jeg blev en mand.

Far sagde altid til mig, "Fald aldrig i søvn, Jo.

"Snit en gren,

"pluk bær, læs din tegneserie hvis du absolut skal,

"men luk ikke dine øjne. Ikke et eneste sekund."

Men Far vågnede ikke til morgen og malkede fårene,

og uanset hvad, så er læsning trættende arbejde,

også selvom Jeg kun kiggede på billederne.

Hvad er det?

Nej!

Bjørn! Bjørn! Der er en bjørn i skoven!

Er du okay, Jo?

- Af vejen! - Er du kommet noget til?

Rouf, Mor. Han er stadig der oppe!

Fårerne, Jo. Hvad med fårerne?

Det ved Jeg ikke, Bedstefar.

Jeg løb min vej.

Jo? Jo. Du er for ung til at tage med.

Kom og hjælp mig i køkkenet.

Tror den er færdig.

Smukt.

Sådan.

Du må gerne gå.

Souriez!

Bedstefar, hvor er Rouf?

Fandt du ham?

Min søn tror han er en bjørn.

Tag det roligt nu, folkens. Det gælder også dig, Hubert.

Jeg vil gerne takke Jo Lalande for det han gjorde i dag.

Uden ham, havde der ikke været nogen bjørn.

Hvem ved hvilken skade den kunne have gjort ved vores flokke?

Specielt dem ved det laveste punkt på bjerget.

Så,

denne skål er til Jo. Og en for bjørnen.

Og ned med Boche.

Ned med Boche.

- Længe leve bjørnen. - Længe leve bjørnen.

Rouf!

Rouf!

Rouf!

Rouf!

Jeg troede jeg havde mistet dig.

Du kom altså tilbage efter din hund.

Meget modigt af dig

efter alt det skyderi.

- Blødningen er stoppet nu. - Kom her, Rouf.

- Kom så. - Ikke så højt.

Jeg vil ikke have du skræmmer flere bjørne i dag.

Jeg så det hele.

Bjørnen, fårerne og dig.

Rolig, det er kun brød.

Hvad hedder du, knægt?

Jo Lalande.

Rart at møde dig, Jo Lalande.

Hun kunne være gået sin vej.

- Hvem? - Bjørnen.

Mor bjørn. Hun førte dem væk fra sine unger.

Han vil lugte mælken.

Han kan ikke modstå den.

Lige med det samme nede i dalen, havde hun taget dem,

alt for den lille fyr.

Han dør herude uden sin mor, gør han ikke?

Det har du ret i, Jo.

Derfor skal han med hjem til en af os.

- Hvad hedder du? - Hvad vil du med mit navn?

Jeg fortalte dig mit.

Jeg spørger om dig i byen.

Det gør du ikke.

Hvorfor ikke?

Fordi Jeg vil sladre om din lille lur til alle i byen.

Jeg sagde jo, Jeg så det hele.

Så skal vi ikke bare lade det være en hemmelighed?

En hemmelighed mellem dig og mig.

Aftale? Vi må hellere komme videre.

Og tænk ikke for meget over hvad der skete i dag.

Du havde dit arbejde, og mor bjørn havde sit.

Og desuden,

var intet af dette sket,

havde vi aldrig mødt hinanden.

Vi har ikke mødtes.

Nej, det har vi ikke.

Farvel.

Du er et fjols.

Alice...

Du lovede mig at du kun gik ud om natten.

Du gav mig dit ord.

Han ved ikke hvem Jeg er, hvad eller hvor vi er fra.

- Vi er i sikkerhed. - Nej.

Vi er ikke i sikkerhed. Det her ender galt.

Hvad tror du der sker når han kommer hjem og fortæller

om hans møde med en fremmed i skoven?

De er måske et simpelt bonde folk, men de er ikke dumme.

Du kan ikke spære mig inde for evigt.

Jeg har aldrig villet have dig her.

Det har du ret i. Men Florence ville.

Hun ville have mig her.

Ja, det ville hun.

Og var hun her nu, havde hun banket noget fornuft ind i dig.

Alice, drengen vil ikke sige noget.

Jeg har noget på ham.

Du er alt Jeg har tilbage, Benjamin.

Og Anya.

Hun kan komme ind af den dør hvert øjeblik.

Indtil da, må vi vente og bede.

Jeg må hellere gå ud og se til grisene.

Rouf, kom så, hurtigt.

Monsieur, Tyskerne er her.

Skrub af! Ud!

Det var hvad de sagde. Tyskerne er her.

D-V-A-L-E.

Dvale. Ikke sløvhed, som mange folk tror.

Bjørne er nød til at vågne for at made og beskytte dens unger.

En dvale er mere som en dyb søvn.

Ligesom mange af jer befinder jer i hver morgen.

Spiser de mennesker?

Ikke medmindre de er meget sultne.

De drikker mælk.

- Hvem er hun... - Du holder dig væk fra hende.

Hører du?

Uanset hvad Bedstefar siger om hende.

Hvorfor kan du ikke lide hende, Mor?

Fordi hun ikke kan lide os.

Og så har hun lavet nok ballade i byen for et helt liv.

Jeg tager ud til Hubert.

Du er tilbage inden det bliver mørkt, hører du?

Jo!

Det er min.

Vi to skal tale sammen, Joseph Lalande.

Spis op, knægt.

Ellers giver Jeg det til grisene. De er sultne, at du ved det.

Fortæl mig så, knægt,

hvad var det du så i laden?

- Ingenting, Madame. - Ingenting?

Jeg kender din far.

Han er en hårdt-arbejdende hyrde når han ikke er soldat.

Ligesom hans far, din bedstefar.

Jo mindre sagt om ham, des bedre.

Nu spørger Jeg dig igen, knægt.

Hvad så du i laden?

Jeg... Jeg ledte efter bjørne ungerne.

- Du svarer ikke på spørgsmålet. - Nej.

Fortæller du altid sandheden?

Nej, Madame.

Det er sjældent at se en ærlig dreng.

Ved du, at folk har tendens til at tage og vælge med ærlighed.

Men det betyder ikke at du kan stole på dem.

Jeg har kendt til ham... i ugevis og har ikke sagt noget.

Hvad stopper dig i at fortælle dem det nu?

Jeg gør det ikke. Det lover Jeg.

Jeg er Jøde. Ved du hvad det er?

Er de ikke i Biblen?

Jo, vi er i Biblen.

Men hel del syntes at vi skulle være blevet der.

Ved du hvad Tyskerne gør ved Jøderne?

Tyskerne tvang os til at flygte fra vores hjem og tage til Paris.

Jeg troede vi var i sikkerhed.

Min lille Anya og Jeg.

Jeg tog fejl.

Far.

Vi sagde altid, at hvis vi blev adskilt,

så skulle vi mødes ved Bedstemors hus.

Jeg er her.

Og Jeg bliver indtil Anya kommer.

Så, den lille pige?

Pigen i laden er Leah. Der er fire mere på vej.

Fire mere hvad?

Børn. Jødiske børn.

Nogle folk samler på mønter, frimærker.

Vi samler på fjender af Riget.

De kommer via Frankrig.

Derefter sørger Benjamin for at de kommer videre under mine fødder,

ved at smugle dem gennem bjergene og ind i Spanien.

Der er de i sikkerhed.

Kan Leah når her til fra Warszawa, så kan Anya også.

Derfor opgiver Jeg aldrig håbet.

En dag, vil Anya være et af disse børn.

Og indtil den dag, må Gud beskytte hende

- i Jesus navn. Amen. - Bonjour.

Leah. Leah.